Varde videre i Sydbank Pokalen

Med et hattrick af Viktor Skovby sikrede Varde sig adgang til 1. runde i den afsluttende del af Sydbank Pokalen 2021/22. Sejren blev på 3-2 efter en 1-0 føring til Varde ved pausen.

Efter en på mange måder uskøn optakt blev kampens agenda lagt fast fra første fløjt. Inden der var spillet 2 minutter blev Bogi sparket ned i det kriminelle felt, hvilket både kunne høres og ses, men dommeren vinkede afværgende til stor overraskelse. Kort efter måtte Bogi da også lade sig udskifte, da han ikke var i stand til at spille videre. I mellemtiden havde Viktor Skovby dog bragt Varde foran 1-0 med sin første scoring.

Det både godt spillende og figtende hjemmehold fik dog en stor mulighed for at bringe balance i regnslabet midt i halvlegen, da der blev dømt for hands mod en Varde spiller i feltet. Rasmus Bornhøft viste dog stor klasse, og snuppede forsøget fra pletten.

Mod slutningen af halvlegen havde Varde flere gode muligheder for at udbygge føringen, men stillingen 1-0 holdt sig til pausen.

I pausen var Varde nødsaget til at udskifte Søren Jelstrup, som fik det dårligt.

Varde satte sig på begivenhederne fra 2. halvlegs start, hvor især Viktor Skovby kom i fokus. Efter skud på overliggeren, i sidenettet og et forsøg, der blev reddet på stregen udbyggede han føringen til 3-0 på mål efter henholdsvis et lille kvarters spil og godt 10 minutter senere.

I slutfasen fik hjemmeholdet pyntet på resultatet med 2 scoringer, uden at der for alvor blev spøønding om resultatet.

Varde er således videre i Sydbank Pokalen efter en særdeles intens og til tider hårdt spillet kamp, hvor Varde spillerne må roses for at holde hovedet koldt, selv om om kendelserne i stor udstrækning gik dem imod.

Referat af kampen i Ringkøbing Skjern Dagbladet fremgår af følgende link:  https://dbrs.dk/artikel/pyt-med-pokalkampen-blev-tabt-400-skjern-tilh%C3%A6ngere-viste-deres-foragt-for-varde-if   og beskriver meget godt stemningen omkring kampen.  

Sportsjournalisten John Thomsen fra Dagbladet orienterede i pausen endvidere undertegnede om , at det var meget normalt at man i Ringkøbing Skjern området bøjede turneringsreglementet for Sydbank Pokalen, således at man gik direkte til en straffesparksafgørelse i tilfælde af at den ordinære kamp endte uafgjort.

Såfremt det står til troende bør DBU Jylland få strammet op angående overholdelse turneringsreglementet, alternativt ændre turneringsregulativet for de indledende runder.     

Matchfacts Skjern GF – Varde IF:

Resultat: 2-3 (0-1)

0-1 Viktor Skovby (6.)

0-2 Viktor Skovby (57.)

0-3 Viktor Skovby (69.)

1-3 Kasper Chopart (90.)

2-3 Lasse Harring (95.+5)

Dommer: Lasse Læbel Graagaard

Tilskuere: 400

Varde: Rasmus Bornhøft – Jonas Alsted, Søren Jelstrup (46. Simon Jelstrup), Mikkel Blåholm, Bogi Høgnason Eriksen (15. Peter Brix, 85. Jesper “mc” Christiansen) – Lasse Holm, Jesper “mc” Christiansen (60. Andreas Blåholm), Mads Bonnén, Niclas Holm – Viktor Skovby, Nikolaj Andreasen.

 

Den 30. Juni 2021 af Ejgil Gammelgaard