Varde videre i Pokalen efter smal sejr

Varde kvalificerede sig videre til 2. runde i Sydbank Pokalen efter en 3-2 sejr over Albaniserieholdet Krarup/Espe Fodbold.

Efter en glimrende 1. halvleg, hvor Varde var i total styring med en komfortabel pauseføring på 3-0 bragte fynboerne fornyet spænding ind i kampen med to hurtige mål i begyndelsen af 2. halvleg, hvorefter Varde spillerne resten af kampen mere sparkede fodbold end spillede fodbold. Fynboerne var endda tæt på at udligne i dommerens tillægstid, men Lasse T. Kristiansen sørgede heldigvis for med en super redning at kampen ikke skulle ud i forlænget spilletid.

Varde bragte sig foran 1-0 på et fynsk selvmål efter 10 minutters spil. Mikkel Blåholm øgede til 2-0 efter en halv times på en glimrende assist fra Kenneth Kruse efter et langt udspark fra Lasse T. Kristiansen og knap 5 minutter inden pausefløjtet gjorde Peter Brix det til 3-0 på et godt hovedstød.

I pausen valgte Varde at udskifte og spare et par af de rutinerede spillere til fredagens opgør mod Tarup/Paarup. Om det var årsagen skal være usagt, men i løbet af godt 10 minutter havde fynboernes Rasmus Møller Thomsen med to mål reduceret til 3-2, og i resten af kampen havde Varde svært ved at spille sig frem til åbne chancer, og spændingen forblev derfor kampen ud.

Lasse Holm spillede sin kamp nr. 100 for Varde.

Lodtrækning til 2. runde foretages den 15. August, hvor ønsket er enten et lavtrangeret hold eller en attraktiv modstander på hjemmebane.

Matchfacts Krarup/Espe Fodbold vs Varde IF  

Resultat: 2-3 (0-3)

0-1 Martin Aaskov Karlsen (10. selvmål)

0-2 Mikkel Blåholm (31.)

0-3 Peter Brix (41.)

1-3 Rasmus Møller Thomsen (50.)

2-3 Rasmus Møller Thomsen (57.)

Tilskuere: Ca. 125

Dommer: Sebastian Tornhøj Nielsen

Varde: Lasse T. Kristiansen – Søren Jelstrup, Peter Brix, Nikolaj Andreasen (46. Simon Jelstrup), Joachim Puggaard – Lasse Holm, Niclas Holm (46. Jesper “mc” Kristiansen), Mikkel Rohde, Viktor Skovby – Mikkel Blåholm (57. Mathias Backs), Kenneth Kruse.

Advarsler Varde: Ingen

Advarsler Krarup/Espe Fodbold: Emin Kabiljagic-Tornehave (90.)     

 

Den 8. august 2019 af Ejgil Gammelgaard