Varde videre i DBU Pokalen

Varde kvalificerede sig tirsdag aften videre til næste runde i DBU Pokalen. Tjæreborg IF, som netop har sikret sig oprykning til serie 1, bed dog godt fra sig og det var først i den forlængede spilletid at Daniel Eugster fik scoret kampens eneste mål.

Varde sad tungt på de første 45 minutter og der skulle gå 17 minutter inden den debuterende målmand Frederik Svendsen rørte bolden første gang. Selv om spillet ikke var prangende og spillerne for ofte forfaldt til enkeltmandspræstationer blev der skabt rigeligt med chancer til at lukke kampen, men dels manglede den sidste skarphed samtidig med, at hjemmeholdets keeper var et levende plankeværk. Hjemmeholdet havde en enkelt chance før pausen, hvor et langt indkast ind i feltet ikke blev clearet godt, men afslutningen røg lige over mål.

I pausen sad man således med en klar fornemmelse af, at det kun var et spørgsmål om tid inden der gik hul på bylden, men sådan skulle det ikke gå. Det lykkedes i høj grad hjemmeholdet at bryde rytmen og stække Vardes offensiv, og det var stort set kun i forbindelse med hjørnespark, at der opstod et par farlige situationer.

Midt i halvlegen stod Joachim Puggaard for aftenens mest pudsige episode, da han få sekunder efter at spillet var sat i gang efter sin indskiftning blev forevist det gule kort for brok, og dermed udvist i 10 minutter.

Sejrsmålet faldt efter 6 minutter i den forlængede spilletid, da Daniel Eugster ekspederede Kenneth Lunds assist i nettet.

Lige før sideskiftet var det Mikkel Rohdes tur til at måtte forlade banen på grund brok, og med en spiller i overtal kom hjemmeholdet frem til et par gode chancer for tvinge kampen ud i en straffesparksafgørelse. Først var det Kasper Køhlert der misbrugte ved i fri position at sparke forbi stolpen og et par minutter senere var Michael Vind alene med Frederik Svendsen, som dog gjorde sig bred og efterfølgende fik Simon Jelstrup ekspederet bolden ud af farezonen.

I slutminutterne havde Daniel Eugster en gylden mulighed for definitivt at lukke kampen, da han blev spillet total fri omkring straffesparkspletten, men det lykkedes keeperen at parere Eugsters kanonhug. Kampen sluttede med yderlige to gule kort for lidt skærmysler mellem Mads Falk Knudsen og Michael Vind.

Lodtrækning til næste runde foretages mandag den 26. Juni.

Truppen har sidste træning inden sommerferien på torsdag og forberedelserne til efterårssæsonen indledes mandag den 17. Juli.

Matchfacts Tjæreborg IF – Varde IF Elite:

Resultat 0-1 (efter forlænget spilletid)

0-1 Daniel Eugster (96.)

Dommer: Lasse Jessen

Tilskuere: Ca. 75

Varde: Frederik Svendsen – Simon Jelstrup, Jacob Eskildsen Hansen, Nicolaj Andreasen, Mikkel Rohde – Mathias Backs (106. Niclas Holm), Mikkel Knudsen, Niclas Holm (89. Thomas Kirkegaard Jensen), Lasse Holm (65. Joachim Puggaard) – Mads Falk Knudsen (57. Daniel Eugster), Kenneth Lund (110. Mads Falk Knudsen).

Advarsler Varde: Joachim Puggaard (66.), Mikkel Rohde (104.), Mads Falk Knudsen (120.+2).

Advarsler Tjæreborg: Michael Vind (120.+2).

 

21. Juni 2017 af Ejgil Gammelgaard