Morten Smidt kronede en flot indsats med sit mål nr. 18 i sæsonen

Det lykkedes heller ikke for rækkevinderen FC Fyn at sætte en stopper for Vardes lange serie af kampe uden nederlag. Kampen på Sydbank Stadion søndag eftermiddag endte med en fortjent sejr til hjmmeholdet på 2-1, efter pauseføring til Varde på 1-0. For Varde scorede Rasmus Jessen og Morten Smidt, mens rækkens topscorer Casper Johansen reducerede til 2-1 for fynboerne.

Hos Varde, hvor der inden kampen var blomster til Jesper Svennesen for hans kamp nr. 250 for Varde mod Næsby, var Rasmus Harm tilbage i startopstillingen som hængende angriber på bekostning af Stephen Jørgensen, hvorved Morten Eggert Nielsen var tilbage på sin sædvanlige plads på kanten. Ellers var startformationen den samme som mod Næsby i sidste kamp.

Varde tog taktstokken fra kampens start, og virkede den første halve time lidt mere motiverede end fynboerne, der som bekendt havde sikret sig 1. pladsen i rækken inden kampen. Allerede efter 4 minutters spil var Morten Smidt tæt på at overliste Mads Markfoged i FC Fyns mål, som dog fik afværget til hjørnespark. Efter et kvarters spil lagde Morten Eggert en sukkerbold ind i feltet, hvor Rasmus Harm var millimeter fra at nå frem til bolden i helt fri position.    

To minutter senere var der dog ingen pardon, da Rasmus Jessen flot udnyttede et frisparksoplæg fra Rasmus Harm og headede bolden i nettet til en fortjent 1-0 føring til hjemmeholdet.

Kort før den halve time havde både Esben Lauridsen og Jesper Brinck et godt forsøg på at øge føringen inden fynboerne for alvor lagde tryk på det sidste kvarter af halvlegen. Den største mulighed havde Casper Johansen i det 35. minut, hvor han efter en pasningsfejl fra hjemmeholdets Casper Homann smækkede bolden på oversiden af overliggeren. Ellers red Varde stormen af uden de store problemer, og 1-0 ved pausen var såre retfærdigt.

FC Fyn fortsatte presset efter pausen, og efter 53 minutters spil var udligningen meget tæt på. Først halvklarede Tommy Ladefoged et godt hovedstød og på forsøget fra riposten måtte Jesper Svennesen agere redningsmand på stregen.  Efter 59 minutters spil havde Philip Lund et godt frisparksforsøg, som Tommy Ladefoged flot tog sig af.

Minuttet efter tog Morten Smidt så sagen i egen hånd. Smidt modtog bolden midt på fynboernes banehalvdel, rundede i fuld speed fynboernes Mike Mortensen inden han sikkert prikkede bolden forbi Mads Markfoged i fynboernes mål, og 2-0 var en kendsgerning.

De næste 10 minutter havde hjemmeholdet adskillige muligheder for at lukke kampen. Først var det Rasmus Jessen, som headede et frisparksindlæg lige forbi stolpen, kort efter var det indskiftede Stephen Jørgensen, der slap helt alene igennem på højrekanten af feltet , men sparkede i sidenettet fra få meters afstand. I det 68. minut var det igen Morten Smidt der var tæt på, men i stedet for at hugge med højrepoten i fri position valgte Smidt at lægge bolden over til venstre benet, hvor afslutningen blev for svag, således at Mads Markfoged forholdsvis nemt kunne redde forsøget.

Kort forinden havde fynboerne foretaget en offensiv indskiftning, hvor man skiftede forsvarsspilleren Viljormur Davidsen ud med midtbanespilleren Jacob Mouritsen, og lagde nu et spillemæssigt tungt pres på hjemmeholdet i den resterende del af matchen. Det lykkedes dog kun fynboerne at score en enkelt gang i det 78. minut, hvor Casper Johansen på en tilfældig chance flot sparkede bolden ind i målhjørnet fra distancen, uden chancer for Tommy Ladefoged.

Selv om kampens glimrende dommer Casper Kristensen lagde hele 5 minutters spilletid til lykkedes det ikke fynboerne i den resterende del af kampen at overliste hjemmeholdets defensiv, som gjorde det aldeles glimrende kampen igennem. Varde spillerne kunne derfor trække sig tilbage efter den 16. kamp i træk uden nederlag med en fortjent sejr på 2-1 over FC Fyn.

Med sejren sikrede Varde sig 3. pladsen i rækken inden sidste spillerunde, hvilket er den bedste placering Varde nogensinde har opnået i divisionsrækkerne. I bunden blev det afgjort, at Aarup og Lindholm må følge allerede nedrykningsdømte Viby og Skjold ud af divisionsrækkerne.

I sidste spillerunde, som afvikles på lørdag skal Varde på langtur til Sydhavsøerne, hvor holdet møder Lolland – Falster Alliancen. Kampen spilles kl. 15.00 på Scandic Live Arena i Nykøbing Falster.

Matchfacts Varde – FC Fyn

Resultat: 2-1 (1-0)

1-0 Rasmus Jessen (17.)

2-0 Morten Smidt (60.)

2-1 Casper Johansen (78)

Tilskuere: 213

Dommer: Casper Kristensen

Varde: Tommy Ladefoged – Steffen Silberbauer, Casper Homann, Rasmus Jessen, Jesper Svennesen – Esben Lauridsen (75. Steffen Andersen), Kasper Køhlert, Jesper Brinck, Morten Eggert Nielsen (85. Jonas Sømmerly) – Rasmus Harm (55. Stephen Jørgensen), Morten Smidt               

Ikke benyttet: Marc Simested

Advarsler Varde: Morten Eggert Nielsen (63.) og Jonas Sømmerly (90.)

Advarsler FC Fyn: Kenneth Larsen (25.)

 

10. Juni 2012 af Ejgil Gammelgaard   

 

Comments are closed.