Kasper Køhlert spillede mod Kjellerup sin kamp nr. 100, og modtog derfor blomster inden kampen mod Thisted

Med en fortjent sejr på 2-1 over Thisted i en velspillet og underholdende kamp på Sydbank Stadion tilbageerobrede Varde 3. pladsen i rækken.

Med 3 kampe på en uge og flere skader samt karantæne havde trænerteamet valgt at rokere lidt rundt på startformationen. Anfører Rasmus Jessen var logisk tilbage i midterforsvaret, hvor han afløste den skadede Søren Nørgreen, og Marc Simested var på mål i stedet for karantæneramte Tommy Ladefoged. På kanterne var valgt Rasmus Harm og Stephen Jørgensen, som dermed skubbede Morten Eggert og Esben Lauridsen ud på bænken. Endelig var Jonas Sømmerly valgt på bekostning af Rene Deigaard til den offensive midtbane.

Varde havde på forhånd besluttet at lægge et højt og aggresivt pres på gæsterne fra kampens start, og med Jesper Brincks føringsmål efter blot 2 minutter og 10 sekunders spil, lykkedes dette til fulde. Brinck afsluttede fra ca. 25 meter, og bolden røg som et projektil ind i krydset helt uden chancer for Kristian Kirk i gæsternes mål. Hjemmeholdet fastholdt herefter overtaget det første kvarter uden at det dog afstedkom flere scoringer, og herefter overtog Thisted initiativet.

Udligningen til 1-1 ved Mickey Berg i det 21. minut faldt efter en fadæse af hjemmeholdets Rasmus Harm. I stedet for at spille bolden fremad på banen forsøgte Harm at finde Rasmus Jessen med en hælaflevering, hvilket desværre mislykkedes, og pludselig var Thisted to mod én, og spillet helt blank havde Mickey Berg nemt ved at bringe balance i regnskabet.

I de efterfølgende 20 minutter lagde Thisted et tungt pres på Varde defensiven og bortset fra en god afslutning fra Jesper Brinck omkring den halve time var Varde-holdet presset langt tilbage på banen i denne fase af kampen. Thisted havde bl. a to afslutninger på stængerne, hvor held og dygtighed stod Varde holdet bi. 

Mod slutningen af halvlegen fik Varde igen fat, og i halvlegens døende sekunder lykkedes det Morten Smidt at bringe Varde på 2-1 på hovedstød efter et glimrende gennembrud og indlæg fra Rasmus Harm fra højrekanten.

2-1 ved pausen, hvor marginalerne så afgjort var på hjemmeholdets side.

I pausen reagerede trænertemaet ikke overraskende på den spillemæssige skuffende indsats i 1. halvleg fra hjemmeholdets side, og erstattede Rasmus Harm og Stephen Jørgensen med Morten Eggert og Esben Lauridsen.

Varde holdet var da også meget bedre spillende i 2. halvleg, og var generelt set tættere på 3-1 end Thisted var tæt på 2-2. Efter en god redning af Marc Simested efter kvarters spil efter hjørnespark, var Varde i minutterne efter tæt på af to omgange. Først headede Jesper Brinck på stolpen efter et godt indlæg fra Morten Eggert og to minutter senere var det samme Morten Eggert, der havde et kanonskud på overliggeren. Morten Eggert havde også en god mulighed med 10 minutter igen af kampen, men spillet helt fri til skud på kanten af feltet, blussede han langt over.

I de sidste 10 minutter af kampen satsede gæsterne voldsomt efter en udligning, hvilket udløste pæne chancer i begge ender. Marc Simested viste her i et par situationer, at hans store præstationer på JS-holdet her i foråret ikke er en tilfældighed, og han var sikkerheden selv på et par kompetente afslutninger fra Thisted spillernes side i slutminutterne. 3 minutter ind i overtiden havde Rene Deigaard en kæmpe mulighed for at bringe hjemmeholdetpå 3-1. I en situation, hvor Varde spillerne var 3 mod 1 blev Rene Deigaard spillet helt fri i feltet, men efter et kæmpe skub i ryggen missede han den store mulighed. Til alles store overraskelse forblev dommer Allan Staals fløjte imidtertid tavs. Bortset fra denne fejlkendelse havde Allan Staal ellers et glimrende styr på kampen.

Få sekunder senere blev kampen fløjtet af og Varde spillerne blev fortjent klappet fra banen efter en flot indsats ikke mindst efter pausen. Set over alle 90 minutter var sejren fortjent, idet hjemmeholdet udviste langt mere kynisme i felterne end thyboerne, der til gengæld var en anelse bedre i pasningsspillet.

Med sejren er Varde tilbage på 3. pladsen i tabellen med 2 points mere end Thisted på 4. pladesen. Næste lørdag er der igen hjemmekamp på Sydbank Stadion, hvor Lindholm kommer på besøg. Kampen spilles som sædvanlig kl. 15.00.

Matchfacts Varde – Thisted:

Resultat: 2-1 (2-1).

1-0 Jesper Brinck (3.)

1-1 Mickey Berg (21.)

2-1 Morten Smidt (45.)

Tilskuere: 155

Dommer: Allan Staal 

Varde: Marc Simested – Steffen Silberbauer, Casper Homann, Rasmus Jessen, Jesper Svennesen – Kasper Køhlert – Rasmus Harm (46. Morten Eggert), Jonas Sømmerly (73. Rene Deigaard), Jesper Brinck, Stephen Jørgensen (46. Esben Lauridsen) – Morten Smidt.

Ikke benyttet: Brian Heller

Advarsler: Ingen      

 

26. Maj 2012 af Ejgil Gammelgaard

  

 

 

 

                  

     

 

 

   

 

Comments are closed.