Varde tabte til OKS´erne

Det lykkedes ikke for Varde at hente point(s) i lørdagens hjemmekamp mod OKS. Efter en bleg indsats den første halve time af kampen fik holdet sig dog hevet op og spillede lige op med fynboerne i de sidste 45 minutter og pressede i slutfasen på for at udligne gæsternes føringsmål fra 1. halvleg.  

Grundet skader og studierejse var trænerstaben tvunget til at ændre på 3 pladser i startformationen i forhold til Hedensted kampen, som samtidig blev ændret til 4:4:2. Mads Bonnén erstattede Jonas Alsted og gik på højre back positionen. Peter Brix erstattede Mikkel Blåholm i det centrale forsvar, mens Bogi atter var klar på venstre back positionen. Hermed var der skabt mulighed for, at Kasper Køhlert kunne rykkes frem på den centrale midtbane, hvor han erstattede Andreas Blåholm.

Om årsagen var de mange omrokeringer defensivt eller en overdreven respekt for gæsterne skal være usagt, men spillet foregik stort set på Varde holdets banehalvdel den første halve time, hvor en 1-0 føring efter 25 minutters spil ved Lasse Lerbæk Grønholt på hovedstød efter hjørnespark var billigt sluppet for hjemmeholdet.

Herefter blev formationen ændret til 3:5:2, bagkæden skubbet længere frem og langsomt fik Varde spillerne kæmpet sig ind i kampen, hvor halvlegen endte med den første reelle chance til hjemmeholdet, hvor Kasper Køhlert headede lige forbi på et indlæg fra Malthe Kilmark.     

De sidste 45 minutter var særdeles opløftende i forhold til 1. halvleg og holdet fik vist, at man var i stand til at matche OKS fra sub-toppen af rækken. 

Simon Matras var tæt på at bringe balance i regnskabet efter knap 10 minutters spil, da han fra kanten af feltet sendte et kanonskud på mål på et indlæg fra højre kant, men det lykkedes fynboernes keeper at fiste bolden over til et hjørnespark. Lidt senere havde Niclas Holm også en god mulighed på et indlæg fra Peter Brix, men afslutningen havnede lige i favnen på keeperen.

Fynboerne havde dog også deres muligheder i 2. halvleg. Midt i halvlegen blev Christian Wulff Brandt spillet helt fri på venstre kant, men hans afslutning fra en lidt spids vinkel røg på tværs af målet til målspark. Kort efter var det ved at gå galt på et hjørnespark, da Jonas Stogaard i umarkeret position tæt på mål sparkede indlægget lige over tværribben.

I slutfasen pressede hjemmeholdet godt på for at fremtvinge en udligning, men bortset fra et par appeller for straffespark lykkedes det ikke at komme frem til de helt oplagte muligheder.

Med nederlaget dumpede Varde 3 pladser ned i tabellen inden næste lørdags udekamp mod det suveræne akademi-hold fra Svendborg-Oure, som foreløbig har hentet 8 sejre i lige så mange kampe.              

Matchfatcs Varde IF – OKS:

Resultat: 0-1 (0-1)

0-1 Lasse Lerbæk Grønholt (25.)

Dommer: Ünal Korkmaz

Tilskuere: 130

Varde: Lasse T. Kristiansen – Mads Bonnén (38. Christian Hassing), Peter Brix, Victor Wagner, Bogi Høgnason Eriksen (84. Anders Lauridsen) – Malthe Kilmark (74. Mathias Beest), Kasper Køhlert, Simon Olesen, Lasse Holm – Simon Matras og Niclas Holm.

Ikke benyttet: Rasmus Bornhøft og Simon Jelstrup.

Advarsler Varde: Lasse Holm (59.) og Simon Olesen (69.).

Dagens “man of the match”: Simon Olesen.

 

Den 26. September 2021 af Ejgil Gammelgaard