Varde tabte med æren i behold

 

Selv om Varde holdet ikke havde noget på spil i sidste spillerunde mod nedrykningstruede FC Svendborg ydede spillerne en god indsats, og kampen var helt åben indtil fynboerne lukkede kampen med 2 hurtige mål til slutresultatet 3-1 med 10 minutter igen af kampen.

I startformation erstattede Victor Wagner, Jesper Lund i det centrale forsvar, Mikkel Knudsen var rykket ned på den defensive midtbane i stedet for karantæneramte Søren Pallesen, hvilket gav plads til Jonas G. Hansen centralt, som var tilbage efter samling med Færøernes U21 landshold i sidste weekend. Endelig var Kasper Køhlert tilbage på venstre kant, hvor han afløste Esben Lauridsen, der var forhindret.

I kampens start var det tydeligt, at fynboerne gik efter et hurtigt føringsmål. Efter en god redning af Sune Nissen i det 3. minut kom muligheden få minutter senere på et straffespark begået af Victor Wagner, der havde hånden på bolden i det kriminelle felt. Fynboernes Jesper Rasmussen eksekverede sikkert til 1-0 til fynboerne.

Herefter trak gæsterne sig lidt tilbage, og resten af halvlegen formede sig som en spillemæssigt lige affære, dog med gæsterne en anelse farligere angrebsmæssigt.

Jonas G. Hansen havde en stor chance for at bringe balance i regnskabet efter et kvarters spil, på et indlæg fra venstre kant af Michael Rødgaard. I fri position fra 10-12 meters afstand sparkede Jonas desværre lige forbi stolpen. I det 20. minut havde gæsternes Jonas Thorup en stor hovedstødschance, men bolden sneg sig lige forbi stolpen, og minuttet efter var Kasper Køhlert tæt på med et godt skud, som Andreas Dyhr dog tog sig sikkert af.

Et par minutter senere forærede Victor Wagner en stor chance til gæsternes Kenneth Andersen, men det lykkedes Sune Nissen at vippe skuddet fra nært hold over overliggeren til hjørnespark.

I slutminutterne inden pausen var fynboerne tæt på et par gange. Først var det Jesper Svennesen, der lykkedes med en flot clearing i sidste øjeblik, og kort efter var det Sune Nissen, som snuppede bolden for foden af en helt fri Jesper Rasmussen.

De sidste 45 minutter forløb som en stillingskrig uden nævneværdige chancer den første halve time, hvorefter kampen eksploderede med 3 mål inden for 5 minutter.

Det udlignende mål til 1-1 faldt i 77. minut ved Martin Thomsen, som sikkert omsatte en frispilning fra Michael Rødgaard til mål. Glæden varede dog alt for kort, for blot 2 minutter senere bragte fynboernes Jonas Thorup igen Svendborg på sejrskurs med en hovedstødsscoring. To minutter senere lukkede gæsternes Jesper Rasmussen reelt kampen med en ny hovedstødsscoring til slutresultatet 3-1.

Med sejren var Svendborg fuldstædig uafhængig af de øvrige resultater i sidste spillerunde, og der var da også store glæde i Svendborglejren, da kampen blev fløjtet af. Fynboernes sportschef René Sundstrøm lagde efter kampen da heller ikke skjul på, at kampen var blevet lige så vanskelig som forventet, og at han var lykkelig for, at man havde bragt sig i front igen blot 2 minutter efter Vardes udligning. På dette tidspunkt kunne kampen være gået begge veje, lød det fra superglad Sundstrøm, som var særdeles lettet over at et svært forår var endt lykkeligt.

Det helt store drama i sidste spillerunde udspandt sig på Green Arena i Ringkøbing, hvor Brabrand 6 minutter inde i tillægstiden scorede til slutresultatet 1-0, hvilket sikrede holdet direkte overlevelse i stedet for en playoff-billet, mens det samtidig sendte vestjyderne direkte ned i danmarksserien i stedet for overlevelse. Scoringen betød samtidig, at Middelfart overtog playoff-billetten efter en sikker sejr på 5-1 over FC Sydvest 05 Tønder, som samtidig rykkede ned i danmarksserien.

Matchfacts: Varde IF Elite – FC Svendborg:

Resultat: 1-3 (0-1)

0-1 Jesper Rasmussen (8. str.)

1-1 Martin Thomsen (77.)

1-2 Jonas Thorup (79.)

1-3 Jesper Rasmussen (81.)

Dommer: Mikkel Redder

Tilskuere: 157.

Varde: Sune Nissen – Nicolaj Andreasen, Victor Wagner (82. Mathias Ellegaard), Jesper Svennesen, Mikkel Rohde – Mikkel Knudsen (82. Mads Falck) – Daniel Eugster (58. Martin Thomsen), Jonas G. Hansen, Jeppe Carstensen, Kasper Køhlert – Michael Rødgaard.

Ikke benyttet: Jørgen Simon Jørgensen

Advarsler Varde: Victor Wagner (7.), Jeppe Carstensen (58.) og Mikkel Rohde (84.)

Advarsler Svendborg: Jesper Rasmussen (44.)

 

20. Juni 2015 af Ejgil Gammelgaard