Varde tabte igen trods en glimrende indsats

Kristoffer Sørensen var tilbage efter karantæne og blev fortjent kåret som dagens “man of the match”.

På trods af et stort spille- og chancemæssigt overtag kampen igennem og forårets bedste præstation måtte Varde for 4. kamp i træk indkassere et nederlag. B1913 scorede på begge sine 2 chancer, og da Varde kun scorede på en enkelt ud af godt og vel 20 gode muligheder endte kampen med en højst ufortjent sejr til fynboerne på 2-1. 

Startformationen var ændret til 3:4:3 med Kristoffer Sørensen tilbage i det centrale forsvar. Lasse Holm var rykket ind på den centrale midtbane, hvor han erstattede den karantæneramte Mikkel Rohde. det gav plads til Søren Jelstrup på venstre kant. I angrebet var René B. Jørgensen for første gang med i startelleveren, hvor han erstattede Kenenth Kruse, mens Niclas Holm igen var med fra start efter 3/4 år med skader.

Hjemmeholdet fik den værst tænkelige start på kampen, da fynboernes Valdemar Scousboe inden der var gået et minut havde bragt B1913 foran 1-0 på et straffespark begået af Mathias Nielsen efter 10 sekunders spil.

Det slog dog ikke Varde spillerne ud og resten af halvlegen formede sig som et massivt pres mod fynboernes mål. Niclas Holm havde den første mulighed i det 3. minut, men hans afslutning fra nært hold blev blokeret. 3 minutter senere var Søren Jelstrup tæt på med et hovedstød, som keeperen fik reddet til et hjørnespark.

Efter et par gode muligheder til Mathias Backs indenfor de næste 10 minutter var Søren Jelstrup uhyre tæt på efter godt et kvarters spil, men hans afslutning fra nært hold blev reddet på stregen af en forsvarsspiller, hvilket gentog sig 2 minutter senere, denne gang på et hovedstød fra René B. Jørgensen.

Søren Jelstrup havde et nyt godt forsøg efter 25 minutters spil, som strøg lige forbi stolpen og omkring den halve time havde Nikolaj Andreasen muligheden efter et af de utallige hjørnespark, men skuddet røg lige over mål.

Efter et nyt godt forsøg ved Nikolaj Andreasen med 5 minutter igen sluttede Mathias Backs halvlegen af med et langskud på overliggeren.

En halvleg med total Varde dominans, men tavlen viste 1-0 til gæsterne på et unødvendigt begået starffespark, næsten inden kampen var kommet i gang.         

Varde fortsatte dominansen efter pausen og efter 3 minutters spil måtte en forsvarsspiller igen agere redningsmand på stregen efter et hovedstød fra Mathias Backs.

Udligningen til 1-1 faldt dog 5 minutter senere. Søren Jelstrup erobrede bolden på venstre kant, og efter en halvklaring af hans forsøg var Mathias Backs hurtig over riposten og sendte bolden i nettet. Minuttet efter havde René B. Jørgensen et super hovedstød fra tæt hold, men på mirakuløs vis fik keeperen reddet forsøget til hjørnespark.

Herefter kom en periode, hvor gæsterne var lidt mere med i kampen og på et kontraangreb efter godt 20 minutters spil lykkedes det Valdemar Schousboe at bringe holdet foran 2-1.          

Herefter foretog Varde et par indskiftninger i forsøget på at omsætte det spillemæssige overtag til mål, chancer var der rigelig af. Med et kvarter igen af kampen måtte en fynsk forsvarsspiler for 4. gang i kampen redde et forsøg på stregen og 3 minutter senere havde Mathias Backs en mega chance for at bringe balance i regnskabet, men hans hovedstød på et glimrende indlæg fra Lasse Holm, røg ca. ½ meters penge forbi stolpen.

Med 5 minutter igen var Kenenth Kruse tæt på med et skud, der ramte stolpen inden Søren Jelstrup sluttede kampen af med et langskud lige forbi mål. 

Glimrende kamp af Varde spilerne, som var tilbage i sporet efter de to forfærdelige indsatser mod henholdsvis Kolding B og B1909. Desværre er der ikke altid overenstemmelse mellem et stort spille- og chancemæssigt overtag og det endelige resultat.

Holdets næste kamp er på lørdag, hvor holdet møder oprykningskandidaterne fra Svendborg-Oure på udebane. 

Matchfacts Varde IF – B1913:

Resultat: 1-2 (0-1)

0-1 Valdemar Schousboe (1. str.)

1-1 Mathias Backs (52.)

1-2 Valdemar Schousboe (66.)

Dommer: Sebastian Tornhøj Nielsen

Tilskuere: 110

Varde: Sune Nissen – Nikolaj Andreasen, Kristoffer Sørensen, Joachim Puggaard – Mathias Nielsen (72. Mikkel Blåholm), Mikkel Knudsen, Lasse Holm, Søren Jelstrup – Mathias Backs, René B. Jørgensen (67. Kenneth Kruse), Niclas Holm.

Ikke benyttet: Lasse T. Kristiansen og Peter Brix.

Advarsler Varde: Mathias Nielsen (50.)

Dagens “man of the match”: Kristoffer Sørensen

 

Den 5. Maj 2019 af Ejgil Gammelgaard