Varde sluttede af med et nederlag på 3-1

Cheftræner Søren Pallesen stod for sidste gang i spidsen for Varde-holdet på Sydbank Stadion. “Palle” og “Kris” blev begge hyldet på banen inden kampstart.

Selv om der kun var æren at spille om var der masser af nerve i kampen, hvor der blev gået til stålet. Kjellerup var klart det bedste hold i 1. halvleg, hvor Vardes midtbane havde svært ved at matche gæsternes større fysik og 2-målsføringen kunne der ikke indvendes noget imod.

Efter en god snak i pausen kom Varde langt bedre ud til de sidste 45 minutter og efter reduceringen til 2-1 midt i halvlegen kunne kampen lige så godt have endt 2-2, men det blev i stedet gæsterne der lukkede kampen med scoringen til 3-1 to minutter inde i tillægstiden.

Niclas Holm erstattede den skadede Nicolaj Forst, men ellers var start-elleveren den samme som i onsdagens kamp mod Aarhus Fremad.

Hjemmholdet fik en elendig start på kampen, da Lasse T.K. i det 2. minut begik et unødvendigt straffespark, som Christoffer Maul Petersen sikkert omsatte til et føringsmål til gæsterne.

I den efterfølgende periode havde gæsterne et par gode muligheder for at øge føringen, men i begge tilfælde gjorde Lasse T.K. skaden fra det 2. minut god igen med et par flotte redninger.

Midt i halvlegen havde Viktor Skovby to store chancer for at bringe balance i regnskabet, men i begge tilfælde løb keeperen af med sejren.

Efter en halv times spil blev det 2-0 til gæsterne på et godt gennemspillet angreb, hvor Patryk Pietras fra nært hold havde nemt ved at omsætte indlægget fra venstre kant til en scoring.

5 minutter senere havde Søren Jelstrup en stor mulighed for at bringe spændingen tilbage i kampen, men afslutningen på indlægget fra backen i den modsatte side Jonas Alsted røg desværre over mål.

Varde-holdet kom ud med en helt anden attitude til de sidste 45 minutter og allerede efter knap 5 minutters spil var Viktor Skovby tæt på efter et godt gennembrud, men skuddet røg over mål.

Et par minutter senere havde Christoffer Maul Petersen chancen for at lukke kampen da han blev spillet helt fri i feltet, men Lasse T.K. vandt den direkte duel.

Reduceringsmålet faldt midt i halvlegen, hvor Søren Jelstrup i modsætning til chancen i 1. halvleg denne gang udnyttede frispilningen fra Jonas Alsted. Efterfølgende kom Varde frem til flere muligheder til at udligne føringen, og tættest på var Nikolaj Andreasen med knap et kvarter tilbage af kampen, men “Nico” nåede lige netop ikke at få foden på indlægget fra Søren Jelstrup.

2 minutter inde i tillægstiden slog gæsterne så contra i forbindelse med et hjørnespark, hvor Mikkel Rohde Kjær havde sidste hoved på bolden. Efter scoringen blev Vardes anfører Kristoffer Sørensen, som spillede sin kamp nummer 200, skiftet ud fulgt af store klapsalver fra publikum.   

Hos hjemmeholdet var der come back til Andreas Blåholm, som efter at have været ude med en skade i godt 7 uger fik den sidste halve time på banen og var helt “fit for fight”.

En flot forårssæson i DS er hermed slut. I de 17 kampe blev der hentet 30 points efter 8 sejre, 6 uafgjorte kampe og 3 nederlag. Målscoren er så flot som 28-16.

Den afgående cheftræner Søren Pallesen kan således efter 8 år i Varde IF, heraf 7½ som cheftræner, med god samvittighed overdrage posten til Kasper Køhlert.

Holdet mangler dog en enkelt kamp inden en velfortjent sommerferie venter. Tirsdag aften skal holdet igen en tur til Skjern, hvor Sydbank Pokalkampen skal spilles om. Der er kampstart kl. 19:00.                     

Matchfacts Varde IF – Kjellerup IF:

Resultat: 1-3 (0-2)

0-1 Christoffer Maul Petersen (3. str.)

0-2 Patryk Pietras (30.)

1-2 Søren Jelstrup (67.)

1-3 Mikkel Rohde Kjær (90.+2)

Dommer: Henrik Hansen

Tilskuere: 120.

Varde: Lasse T. Kristiansen – Jonas Alsted, Kristoffer Sørensen (90.+3 Simon Jelstrup), Mikkel Blåholm, Søren Jelstrup – Lasse ´Holm (87. Bogi Høgnason Eriksen), Mads Bonnén (60. Andreas Blåholm), Jesper “mc” Christiansen (60. Peter Brix), Niclas Holm – Viktor Skovby og Nikolaj Andreasen.

Ikke benyttet: Rasmus Bornhøft og Peter “AG” Andersen.

Advarsler Varde: Lasse Holm (21.), Jesper “mc” Christiansen (59.), Lasse T. Kristiansen (90.+2) og Andreas Blåholm (90.+5).

Advarsler Kjellerup: Christoffer Maul Petersen (33.), Malthe Overgaard (72.) og Mathias Færge (90.+5).

Dagens “man of the match”: Jonas Alsted

 

Den 27. Juni 2021 af Ejgil Gammelgaard