Varde slog til i slutfasen

Efter en særdeles tæt affære lykkedes det for en sjælden gang Varde at hente alle 3 points i Brabrand. Kampen fandt først sin afgørelse i slutfasen, da Rasmus Harm scorede kampens eneste mål med 10 minutter igen.

I fraværet af Mikkel Knudsen var Kasper Køhler tilbage på den centrale midtbane, mens der således blev plads i startformationen til Emil Rindom Hansen på venstre kant. Ellers var det samme formation som i sidste weekend mod Næsby.

Brabrand havde bolden mest i en chancefattig 1. halvleg, hvor Varde primært satsede på omstillinger. Ingen af holdene kom dog frem til oplagte muligheder.

Begyndelsen af 2. halvleg mindede om de første 45 minutter, men gradvis tilkæmpede Varde spillerne sig momentum i kampen. Dog skulle man helt hen til det 80. minut inden det gav pote. Hårdt presset af Thomas Witt tabte Brabrands keeper en frisparksbold fra Jesper Svennesen ned for fødderne af Rasmus Harm, som resolut sparkede boldet i nettet.

Herefter satsede Brabrand voldsomt for en udligning med et højt pres uden at det afstedkom egentlige chancer. Derimod havde Esben Lauridsen et par kæmpechancer for at lukke kampen, meni begge tilfælde brændte han på det skammeligste.

Cheftræner Søren Pallesen var da også særdeles tilfreds med indsatsen: “Vi bevarede hovedet koldt kampen igennem, spillede med stor tålmodighed og slog til i slutfasen. Kæmperos til drengene som virkelig voksede med opgaven”.

Holdets næste opgave er på lørdag, hvor ubesejrede Skovbakken gæster Sydbank Stadion.              

Matchfacts Brabrand – Varde:

Resultat 0-1 (0-0)

0-1 Rasmus Harm (80.) 

Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen

Tilskuere: 144

Varde: Sune Nissen – Søren Pallesen, Nicolaj Andreasen, Søren Nørgreen, Jesper Svennesen – Esben Lauridsen, Kasper Køhlert, Niklas Fyhn, Emil Rindom Hansen (78. Daniel Eugster) – Steffen Andersen (71. Thomas Witt), Rasmus Harm (86. Jeppe Carstensen).

Ikke benyttet: Jørgen Simon Jørgensen

Advarsler: Niklas Fyhn, Kasper Køhlert og Rasmus Harm

 

26. August 2014 af Ejgil Gammelgaard