Varde sikkert videre i Pokalen

Med en storsejr på 6-1 over Serie 1-holdet fra Spangsbjerg IF kvalificerede Vardes DS-hold sig videre til næste runde i Sydbank Pokalen.

Et Varde hold i næsten stærkeste opstilling havde ikke de store problemer med at besejre hjemmeholdet, som kun for alvor bed fra sig det første kvarter af kampen. 

Niclas Holm blev nedlagt i det kriminelle felt efter et kvarters spil, men brændte selv det efterfølgende straffespark. Efter et hovedstød fra Mikkel Blåholm efter knap 25 minutters spil, som stolpen tog sig af, bragte Kenneth Kruse Varde foran 1-0 på et glimrende hovedstød minuttet efter på et indlæg fra Søren Jelstrup.

10 minutter senere øgede Kruse føringen til 2-0, da han udnyttede et indlæg fra Mathias Backs, og 5 minutter før pausen headede Mikkel Blåholm et indlæg fra Nikolaj Andreasen i nettet.

Varde fortsatte dominansen fra starten af 2. halvleg, og der var kun spillet 5 minutter, da Anders Egholm headede bolden i nettet efter et hjørnespark. Det blev 5-0 efter godt 20 minutters spil igen ved Mikkel Blåholm, som udnyttede en frispilning fra Kenneth Kruse.

Hjemmeholdets Mike Jensen fik kort efter pyntet på resultatet med sin scoring til 5-1, inden Mikkel Blåholm på et straffespark begået mod Kenneth Kruse scorede til slutresultatet 6-1 med knap 10 minutter igen af kampen.

Cheftræner Søren Pallesen var godt tilfreds med spillernes indsats i kampen og det var tydeligt, at holdet ønskede at revanchere sig for det grimme nederlag på 8-2 til Næsby i weekenden: “Det var vigtigt at vi kunne gå på sommerferie med en god oplevelse”, lød det således fra cheftræneren.

Lodtrækning til næste runde foretages den 2. Juli., hvor holdene fra 1. og 2. division samt nedrykkerne fra Superligaen er med i bowlen.    

Matchfacts Spangsbjerg IF – Varde IF:

Resultat: 1-6 (0-3)

0-1 Kenneth Kruse (24.)

0-2 Kenneth Kruse (34.)

0-3 Mikkel Blåholm (39.)

0-4 Anders Egholm (50.)

0-5 Mikkel Blåholm (68.)

1-5 Mike Jensen 70.)

1-6 Mikkel Blåholm (81. str.)

Dommer: Allan Nørager Hansen

Tilskuere: 125

Varde IF: Sune Nissen – Nikolaj Andreasen, Anders Egholm, Kristoffer Sørensen (52. Joachim Puggaard), Mikkel Rohde – Mathias Backs, Lasse Holm, Niclas Holm (60. Jesper “mc” Christiansen), Søren Jelstrup – Mikkel Blåholm, Kenneth Kruse.

Ikke benyttet: Peter Brix.

 

Den 19. Juni 2019 af Ejgil Gammelgaard