Varde sejr i lokalopgøret

Kenneth Lund scorede sejrsmålet og blev kåret som dagens Varde spiller

Varde vandt fortjent lokalopgøret mod Esbjerg fB med 3-2, men gæsterne pressede hårdt på i slutfasen og var tæt på udligning.

Start-elleveren fra sidste lørdag fik chancen igen, og i modsætning til de seneste to kampe lagde Varde holdet godt ud. Allerede i det 3. minut blev det 1-0 ved Niclas Holm, som udnyttede riposten efter at et forsøg fra Rasmus “mc” Christiansen blev halvklaret af EfB keeperen.

Varde holdet fortsatte dominansen i den efterfølgende periode og efter godt et kvarters spil havde “mc” en god mulighed for at øge føringen efter en halvdårlig parering fra keeperen, men “mc” afsluttede lige over mål. Det var dog en stakket frist for gæsterne, for 5 minutter senere blev det 2-0, hvor keeperen først halvklarede et forsøg fra Mathias Backs, dernæst et forsøg fra Niclas Holm inden “mc” headede bolden i nettet.

Omkring den halve time havde hjemmeholdet flere muligheder for at udbygge føringen. Mikkel Knudsen afsluttede flot fra distancen, men keeperen reddede. Et par minutter senere afsluttede Nicolaj Andreasen ganske cool på et oplæg fra Kenneth Lund, men keeperen fik pareret til et hjørnespark. Endelig var Kenneth Lund tæt på efter en frispilning, men igen lykkedes det keeperen at redde.

Mod slutningen af halvlegen kom gæsterne mere ind i kampen, og på et tyndt dømt straffespark begået af Kristoffer Sørensen på et hjørnesparksindlæg, kunne Tommy Løvenkrands reducere til pausestillingen 2-1.

En for lille pauseføring til hjemmeholdet efter en glimrende indsats især de første 30-35 minutter, hvor man total styrede begivenhederne. Desværre lykkedes det for esbjergenserne at bringe fornyet spænding ind i kampen på holdets eneste chance i de første 45 minutter.

2. halvleg blev en mere lige og rodet affære, hvor Varde spillerne for ofte lod sig stresse og ikke rigtig fik ro og kontrol over spillet.

Mulighederne for at øge føringen var dog til stede indenfor de første 10 minutter. Efter 5 minutters spil havde Niclas Holm en gylden mulighed efter en frispilning fra Joachim Puggaard, men desværre fik Niclas ikke ram på bolden. Et par minutter senere var først Kenneth Lund tæt på med en afslutning og minuttet efter var Mathias Backs tæt på efter et godt gennembrud, hvor han i sidste øjeblik blev tacklet af gæsternes Lasse Hejl.

Herefter havde gæsterne en god periode. Efter godt et kvarters spil var det tæt på en udligning efter en god omstilling, hvor Kristoffer Sørensen blev rundet midt på egen banehalvdel. Sune Nissen reddede heldigvis hjemmeholdet med en god parade på skuddet fra Matias Thorup. Udligningen kom dog 2 minutter senere, da Mads Vilhelmsen headede et hjørnespark i nettet.

Herefter forsøgte Varde spillerne at tilbageerobre initiativet og kom da også frem til en stor mulighed knap 10 minutter senere, da Mathias Backs headede et indlæg fra Lasse Holm på tværs af målet i stedet ind i netmaskerne.

Sejrsmålet af Kenneth Lund faldt med godt 10 minutter igen af kampen. Joachim Puggaard stod for det flotte indlæg ind i feltet, som Kenneth Lund efter en god førsteberøring hamrede i nettet.

I slutfasen satsede gæsterne hårdt for at fremskaffe en udligning, hvilket gav flere kontramuligheder for hjemmeholdet. Den største faldt 3 minutter før tid, hvor Varde spillerne i en omstilling var 4 mod 2, men i stedet for at spille sig igennem forsøgte Kenneth Lund sig med en afslutning, som keeperen reddede.

I tillægstiden var gæsterne tæt på udligning i forbindelse med flere standardsituationer, hvor keeperen også var med fremme. Heldigvis lykkedes det at ride stormen af, og efter 3 nederlag på stribe kunne Varde spillerne nyde sejrens sødme.

En fuld fortjent sejr, hvor kampen burde have være lukket efter 1. halvleg, men hvor holdets mangel på rutine igen blev synlig efter pausen, hvor gæsterne fik sig kæmpet tilbage i kampen med simple midler godt styret af rutinerede Tommy Løvenkrands.

Med sejren holdt Varde fast i kontakten til sub-toppen i puljen forud for kampen næste lørdag ude mod bundproppen Fredericia fF.

Matchfacts Varde IF Elite – Esbjerg fB

Resultat 3-2 (2-1)

1-0 Niclas Holm (3.)

2-0 Rasmus “mc” Christiansen (21.)

2-1 Tommy Løvenkrands (43. str.)

2-2 Mads Vilhelmsen (64.)

3-2 Kenneth Lund (79.)

Dommer: Henrik Hansen

Tilskuere: 128

Varde: Sune Nissen – Daniel Kristiansen, Jacob Eskildsen Hansen, Kristoffer Sørensen, Joachim Puggaard – Mathias Backs, Mikkel Knudsen, Nicolaj Andreasen (81. Daniel Eugster), Rasmus “mc” Christiansen (66. Simon Jelstrup) – Niclas Holm (66. Lasse Holm) og Kenneth Lund.

Advarsler Varde: Lasse Holm (80.) og Daniel Kristiansen (90.+1)

Advarsler EfB: Anders Rønne Nicolaisen (26.)

Dagens Varde spiller kåret af dagens kampsponsor Vestjysk Bank: Kenneth Lund

 

21. Maj 2017 af Ejgil Gammelgaard