Varde og Næsby delte på Sydbank Stadion

Mikkel Knudsen
Mikkel Knudsen scorede et fremragende mål og blev kåret som dagens Varde spiller

En intens og velspillet kamp på et forblæst Sydbank Stadion endte såre retfærdigt med ét point til hvert af holdene. Kampen endte 2-2 efter at hjemmeholdet havde været foran med såvel 1-0 som 2-1.  

Nicolaj Andreasen remplacerede Kristoffer Sørensen i det centrale forsvar, mens Kasper Køhlert var tilbage på midtbanen i stedet for Emil Rindom Hansen, ellers var startformationen den samme som mod Kolding Boldklub i sidste weekend.

Hjemmeholdet var klart bedst i den indledende fase af kampen og allerede i det 4. minut burde Rasmus Harm have bragt Varde foran. Søren Nørgreen foretog et commando raid fra bagerste række op i Næsbys straffesparksfelt, hvor han dog ikke fik afsluttet, men overlod chancen til Rasmus Harm, men fra få meters afstand og midt for målet “lykkedes” det Harm at overplacere bolden, som sneg sig lige forbi stolpen.

Det var dog en stakket frist for fynboerne for 3 minutter senere tog Mikkel Knudsen sagen i egen hånd. Han erobrede bolden på egen banehalvdel, tog adskillige træk, inden han fra et par meter uden for feltet hamrede bolden i nettet uden chancer for den fynske keeper.

Varde var fortsat spilstyrende det første kvarter af kampen, hvorefter Næsby gradvis overtog spillet uden at det dog afstedkom nævneværdige chancer. Det lykkedes dog fynboerne at udligne til 1-1 på holdets eneste reelle mulighed kort før pausen, da Anders Lagoni udnyttede en dyb stikning og sikkert scorede hos en chanceløs Sune Nissen.       

Uafgjort ved pausen var ganske passende efter en chancefattig 1. halvleg med masser af godt pasningsspil fra begge mandskabers side i et højt tempo.

I pausen blev en ret anonym Esben Lauridsen erstattet med Emil Rindom Hansen på venstre kant og allerede i det 46. minut var Emil tæt på at score på et hovedstød, som dog blev pareret. To minutter senere var der dog ingen pardon, da Emil udnyttede en aflevering fra Steffen Andersen, som snittede en frisparksbold fra Søren Pallesen videre ind i feltet til Emil i helt fri position.  

Næsby, som havde fordel af medvinden i 2. halvleg, lagde herefter et hårdt tryk på Varde defensiven, og efter et godt omstillingsforsøg af Kasper Køhlert i det 57. minut, som blev pareret af Næsby keeperen lykkedes det minuttet efter Anders Lagoni at udligne til 2-2 med sit andet mål i kampen. Chancen opstød efter et Varde boldtab midt på banen, hvor en hurtig Næsby omstilling bragte hjemmeholdets forsvar i ubalance, og selv om Sune Nissen halvklarede i første omgang var Lagoni hurtigst på returen og scorede sikkert fra få meters afstand. 

Fem minutter senere havde hjemmeholdet en stor mulighed for igen at bringe sig foran. Efter et glimrende forsøg fra Kasper Køhlert havnede riposten hos Steffen Andersen, hvis forsøg desværre blev reddet af en Næsby forsvarer på stregen.

I den efterfølgende periode pressede gæsterne godt på, men Varde defensiven var godt organiseret og gav ingen scoringschancer fra sig. 

I de sidste 10 minutter af kampen tilkæmpede Varde sig igen et spillemæssigt overtag, men det lykkedes ikke at omsætte overtaget til en ny scoring, og efter 3 minutters tillægstid kunne Chris Johansen fløjte kampen af med slutstillingen 2-2, hvilket var ganske retfærdigt spil og chancer taget i betragtning.

Cheftræner Søren Pallesen var da også yderst tilfreds med indsatsen og det ene point: “Det var et rigtigt godt hold var var oppe imod, men vi matchede dem fint. Faktisk er jeg lidt stolt af drengene over, at de leverer sådan en præstation. Der arbejdes benhårdt over hele linjen gennem samtlige 90 minutter og til sidst er vi jo tættest på”, lød det fra cheftræneren efter kampen.   

Holdets næste opgave er på lørdag, hvor holdet møder Brabrand på udebane.

Matchfacts Varde – Næsby  

Resultat: 2-2 (1-1)

1-0 Mikkel Knudsen (7.)

1-1 Anders Lagoni (39.)

2-1 Emil Rindom Hansen (48.)

2-2 Anders Lagoni (58.)

Dommer: Chris Johansen

Tilskuere: 148.

Varde: Sune Nissen – Søren Pallesen, Nicolaj Andreasen, Søren Nørgreen, Jesper Svennesen – Kasper Køhlert, Mikkel Knudsen (86. Daniel Eugster), Niklas Fyhn, Esben Lauridsen (46. Emil Rindom Hansen) – Steffen Andersen, Rasmus Harm (68. Thomas Witt).

Ikke benyttet: Jørgen Simon Jørgensen og Jeppe Carstensen 

Advarsler Varde: Søren Nørgreen (18.) og Rasmus Harm (38.).

Advarsler Næsby: Christian Jensen (37.)

Dagens Varde spiller: Mikkel Knudsen.

 

17. August 2014 af Ejgil Gammelgaard