Varde og Aarhus Fremad delte på Riisvangen

Kampen mellem de to tophold på Riisvangen Stadion sluttede 0-0, og stillingen i toppen af puljen er således status quo med 39 points til begge hold, og Kjellerup lige efter med 38 points.

Startformationen var stort set den samme som i weekendens kamp mod Herning Fremad, dog var Jesper “mc” Christiansen tilbage på den centrale midtbane, mens Lasse Holm udgjorde højre kant i stedet fpr Søren Hermansen.   

I følge cheftræner Søren Pallesen var der tale om en tæt kamp mod en dygtig god modstander: ” Vi viser igen en super attitude og producerer så mange chancer, at det er vildt at vi ikke får scoret. Ligeledes en stor ros til indhopperne, som gjorde en særdeles god figur”, lød det fra cheftræneren efter kampen.

Efter onsdagends spillerunde ligger det fast, at følgende hold fra puljen rykker ud af danmarksserien: FC Djursland, Herning Fremad, Kolding B., Tjørring, Horsens fS samt Skjold Sæby. Den sidste nedrykker skal findes mellem Viby, Tarup/Paarup og Nr. Sundby. De to sidstnævnte hold kan selv afgøre sagerne ved at hente minimum 1 point i sidste runde, mens Viby skal håbe på egen sejr, samt nederlag til én af de to andre hold.  

Varde skal i sidste runde op mod Kjellerup IF med kampstart kl. 12:30 på Sydbank Stadion.

Matchfacts: Aarhus Fremad – Varde IF:  

Resultat: 0-0

Dommer: Magnus Tvilling Rasmussen

Varde: Lasse T. Kristiansen – Jonas Alsted, Kristoffer Sørensen, Mikkel Blåholm, Søren Jelstrup (57. Bogi Høgnason Eriksen) – Lasse Holm, Jesper “mc” Christiansen (75. Jeppe Aarhus), Mads Bonnén (75 Peter Brix), Nicolaj Forst (36. Niclas Holm) – Viktor Skovby, Nikolaj Andreasen.

Ikke benyttet: Peter “AG” Andersen.

Advarsler: Peter Brix og Nikolaj Andreasen.

 

Den 24. Juni 2021 af Ejgil Gammelgaard