Varde nedlagt i tillægstiden

Varde var onsdag aften tæt på at skabe en ny pokalsensation, da holdet tvang AC Horsens fra Superligaen ud i forlænget spilletid. Her havde gæsterne dog flest kræfter og vandt med 5-3 efter 3-3 efter ordinær spilletid.

AC Horsens kom til Varde med en stærk trup, hvor hele 9 spillere fra startopstillingen mod Brøndby i søndags var med, og heraf startede de 6 på banen.

Varde, som måtte undvære den normale anfører Kristoffer Sørensen, stillede op i en lidt mere forsigtig 4:1:4:1 formation med Mikkel Knudsen i rollen som midtbaneoprydder, og med Jacob Andreasen og Kasper Køhlert liggende foran. Nicolaj Forst Jensen var rykket ud på en uvant plads som højre back, og offensivt havde Kenneth Lund og Mathias Backs byttet plads.

AC Horsens var farligst i kampens indledende fase. Tobias Arndal havde et par halve chancer, som der dog ikke kom noget ud af, og efter godt et kvarters spil trak Bjarke Jacobsen sig fri på kanten af feltet og sparkede på stolpen.

Efter en god periode kom Varde frem til den første mulighed efter 20 minutters spil, hvor Nicolaj Forst Jensen lagde en bold ind i feltet, og efter en enkelt kontra faldt bolden ned for fødderne af en helt fri Niclas Holm, som fra små 10 meters afstand scorede sikkert.

Efter en halv times spil var Mathias Backs på nippet til at slippe igennem på en omstilling, men i sidste øjeblik fik Alexander Ludwig blokeret til et hjørnespark.

Udligningen til 1-1 et par minutter senere faldt efter et hjørnespark, hvor Ayo Okosun headede bolden i nettet. Hjørnesparket kom efter en god redning af Sune Nissen på samme Okosuns hovedstød.

5 minutter før pausen var Jeppe Mehl uhyre tæt på at bringe gæsterne på 2-1, men midt for mål og uden keeper lykkedes det ham at sparke forbi stolpen.

I halvlegens sidste minut havde hjemmeholdet en kæmpe mulighed for at bringe sig på 2-1 efter en omstilling. Kasper Køhlert og Mathias Backs slap alene igennem med ca. 10 meters forspring ved midterlinjen, men desværre nåede Mads Døhr Thychosen tilbage og fik blokeret Køhlerts aflevering på tværs til Mathias Backs.

Flot første 45 minutter af hjemmeholdet, som var godt med spillemæssigt, men som ventet udfordret i forbindelse med standardsituationer.

Gæsterne skruede lidt op for energien fra starten af 2. halvleg og efter 10 minutters spil kom holdet foran 2-1 ved Delphin Tshiembe. Et hjørnespark blev ved forreste stolpe forlænget af Jeppe Mehl, og Tshiembe i mistænkeligt off side position ved bagerste stolpe havde nemt ved at sparke bolden i nettet.

Få minutter senere reddede Joachim Puggaard mirakuløst på stregen et skud fra Okosun, som havde afdriblet Sune Nissen, og kort efter måtte samme Sune Nissen redde et farligt hovedstød fra Mikkel Qvist.

Efter knap 20 minutters spil af halvlegen bragte gæsterne sig foran 3-1. Et frisparksindlæg fra Alexander Ludwig endte efter en enkelt kontra for fødderne af Okosun, som ikke levnede Sune Nissen nogen chancer. Med til historien hører dog, at frisparket aldrig skulle have været dømt, men dommeren rettede sig åbenbart efter Bo Henriksens råb på sidelinjen.

Alle troede nu at kampen var lukket, og indtil 5 minutter før tid havde superligaholdet da også fuld styr på kampen, uden at komme tæt på en yderligere scoring.

Varde spillerne troede dog stadig på chancen, og efter et godt langskud lige over overliggeren kom udligningen i det 88. minut på et glimrende langskud fra Simon Jelstrup fra godt og vel 20 meters afstand. Udligningen til 3-3 faldt i det første minut af overtiden. Mathias Backs trak sig fri på venstre kant, og Nicolaj Forst Jensen fik sig kastet frem og sparket indlægget i nettet. Inden dommeren fløjtede af til forlænget spilletid, havde Lasse Holm sågar en halv chance til at have afgjort kampen, men desværre løb muligheden ud i sandet.

Vanvittigt come back, hvor gæsterne kontrollerede kampen fuldstændig og Varde ikke havde haft chance inden de sidste 5 minutter.

I tillægstiden havde gæsterne som ventet flest kræfter og afgjorde kampen på 2 hurtige mål midt i 1. halvleg ved henholdsvis Bjarke Jacobsen og Alexander Ludwig. Begge mål på hovedstød efter foregående hjørnespark.

I 2. halvleg af tillægstiden fik Mikkel Knudsen 2 gule kort indenfor 2 minutter og blev dermed udvist. Det andet gule kort forekom lidt hårdt dømt, om end indgrebet var en anelse klodset. Det betyder at Knudsen har karantæne i lørdagens hjemmekamp mod FC Sønderborg.

Efter kampen lagde cheftræner Søren Pallesen ikke skjul på, at han var stolt af drengenes præstation. “Horsens scorede alle 5 mål efter dødbolde, der er de uhyggelig stærke, og de er både større og stærkere. Om vi så trænede til Juleaften ville vi ikke have en chance for at matche dem på dødbolde, måske Danmarks bedste hold i denne del af spillet”.

Om kampen på lørdag i danmarksserien udtalte Søren Pallesen: “Det bliver en helt anden opgave, hvor udfordringen bliver at finde det rigtige spændingsniveau. Det er altid meget nemmere at spille godt, når man er undertippet, som mod et superliga hold”, sluttede cheftræneren.

Matchfacts Varde IF Elite – AC Horsens:  

Resultat 3-5 efter (1-1)

1-0 Niclas Holm (20.)

1-1 Ayo Okosun (31.)

1-2 Delphin Tshiembe (55.)

1-3 Ayo Okosun (65.)

2-3 Simon Jelstrup (88.)

3-3 Nicolaj Forst Jensen (90.+1)

3-4 Bjarke Jacobsen (97.)

3-5 Alexander Ludwig (101.)

Udvisning Mikkel Knudsen (109.)

Dommer: Morten Krogh

Tilskuere: 520.

Varde: Sune Nissen – Nicolaj Forst Jensen, Jacob E. Hansen, Nicolaj Andreasen, Joachim Puggaard – Mikkel Knudsen – Kenneth Lund (84. Lasse Holm), Kasper Køhlert (70. Rasmus “mc” Christiansen), Jakob Andreasen (70. Simon Jelstrup), Niclas Holm – Mathias Backs.

Ikke benyttet: Lasse T. Kristiansen, Thomas Kirkegaard Jensen, Dogan Özcelik og Søren Mose Jelstrup.

Advarsler Varde: Jacob E. Hansen (3.), Kenneth Lund (43.), Joachim Puggaard (50.), Mikkel Knudsen (107. og 109.)

Advarsler AC Horsens: Mads Døhr Thychosen (48.)

Dagens Varde spiller kåret af dagens kampsponsor Bayern Auto Group, Esbjerg: Joachim Puggaard

 

Den 31. August 2017 af Ejgil Gammelgaard