Varde kendte ikke sin besøgelsestid og måtte nøjes med uafgjort

Vardes DS-hold måtte nøjes med det ene point efter 1-1 mod “den gule fare” fra Horsens fS, da holdet ikke fik lukket kampen inden pausen trods flere gode muligheder.

Udgangsformationen var denne lørdag en lidt mere kompakt defensiv end i de foregående kampe med Mikkel Blåholm tilbage i det centrale forsvar og Jesper “mc” Christiansen på den centrale midtbane. Unge Peter “AG” Andersen var for første gang med i startformationen, på venstre kant.    

Hjemmeholdet dominerede kampen de første 45 minutter, hvor gæsterne kun var farlige en enkelt gang i forbindelse med et hjørnespark, ellers var der lukket effektivt af i defensiven.

I den anden ende var Mikkel Fischer tæt på allerede efter få minutters spil, da han brød igennem på højre kant, men hans afslutning strøg forbi stolpen. Efter godt et kvarters spil blev Viktor Skovby spillet helt fri på et langt udspark fra Lasse T. Kristiansen, men HfS keeperen halvklarede i første omgang, og Mikkel Fischer fik ikke rigtig afsluttet på riposten.

Midt i halvlegen kom så føringsmålet til 1-0. Frisparksforsøget fra Joachim Puggaard blev halvklaret af keeperen, men Niclas Holm var hurtig over riposten og sendte bolden ind foran mål, hvor Peter Andersen sendte bolden i nettet.

Mod slutningen af halvlegen havde såvel Mikkel Fischer som Viktor Skovby flere store muligheder for at øge føringen, men HfS keeperen tog godt fra og i et andet tilfælde var det stolpen der kom i vejen for en afslutning fra Viktor Skovby.

Alt i alt en udmærket 1. halvleg af Varde-holdet, som desværre måtte nøjes med 1-0 føringen.

De sidste 45 minutter blev en mere åben affære, ikke mindst da gæsterne fik udlignet på et tvivlsomt straffespark ved Andreas Laursen begået af Kristoffer Sørensen. 

Herefter kunne kampen tippe til begge sider, men bortset fra en god mulighed til Niclas Holm efter et kvarters spil, hvor han valgte at aflevere på tværs i stedet for selv at tage chancen, samt en stor mulighed til gæsterne med 10 minutter igen efter en lidt for satset indgreb af Kristoffer Sørensen, kom ingen af holdene tæt på. I sidstnævnte tilfælde klarede Lasse T. Kristiansen med bravour, da han for første og eneste gang i kampen blev sat på en alvorlig prøve og klarede i sikker stil.          

Cheftræner Søren Pallesen så kampen som et lille skridt på vejen fremad: “Der er dog selvfølgelig meget at arbejde med endnu, ikke mindst hvad boldomgangen angår”.

Holdets næste opgave er på lørdag, hvor topholdet Hedensted venter på udebane. 

Matchfacts: Varde IF – Horsens fS:

Resultat: 1-1 (1-0)

1-0 Peter Andersen (24.)

1-1 Andreas Laursen (53. str.)

Dommer: Michael Ellingsen

Tilskuere: 175.

Varde: Lasse T. Kristiansen – Nicolaj Forst (73. Søren Jelstrup), Kristoffer Sørensen, Mikkel Blåholm, Joachim Puggaard – Mikkel Fischer, Jesper “mc” Christiansen, Jonas Gejel Hansen, Peter Andersen (58. Jeppe Aarhus) – Niclas Holm, Viktor Skovby (58. Lasse Holm).

Ikke benyttet: Nikolaj Andreasen.

Advarsler Varde: Kristoffer Sørensen (52.) og Niclas Holm (75.).

Advarsler Horsens fS: Robert Harmiz (67.), Thomas Rohde (73.) og Glen Wiberg Larsen (80.)

Dagens “man of the match”: Niclas Holm.

 

Den 18. Oktober 2020 af Ejgil Gammelgaard