Varde hentede 3 vigtige points

Matthias Backs
Mathias Backs afgjorde kampen på frispark med sit første mål for Varde IF Elite

I en typisk premierekamp, hvor spillet i store perioder slet ikke hang sammen for hjemmeholdet, lykkedes det at hente 3 meget vigtige points med en sejr på 1-0 over et godt kæmpende Marstal/Rise hold. Stillingen ved pausen var 1-0.

Varde stillede op i en 4:4:2 formation, hvor der var debut til unge Joachim Puggaard på venstre back pladsen, og ligeledes debut til Dogan Özcelik i angrebet ved siden af Morten Smidt.

Varde lagde bedst ud, og på et indlæg fra Joachim Puggaaard havde Morten Smidt havde et godt forsøg i det 3. minut, som keeperen med besvær fik afværget til hjørnespark. Herefter formede det næste kvarter sig som en stillingskrig, uden chancer til nogen af holdene, inden hjemmeholdet de sidste 20 minutter fik bedre styr på spillet med hurtigere kombinationer og løb uden bold.

Føringsmålet til 1-0 faldt i 37. minut, hvor Mathias Backs direkte på frispark lagde bolden ind i det fjerneste hjørne fra ca. 25 meters afstand. På trods af spilovertaget kom hjemmeholdet dog ikke frem til de oplagte scoringsmuligheder, og halvlegen sluttede ganske fortjent med en 1-0 føring til Varde.

I de sidste 45 minutter lykkedes det slet ikke for Varde holdet at få iscenesat spillet. Halvlegen forløb primært på øboernes premisser med masser af duelspil og standardsituationer, og i det spil kom de unge, lette Varde spillerne til kort.

Den største mulighed til Marstal/Rise faldt efter et kvarters spil, hvor Sune Nissen via overliggeren fik pareret et hovedstødsforsøg til hjørnespark efter et frisparksindlæg. Ellers skulle man helt hen i de sidste minutter af kampen, før end der igen var fare på færre foran Vardes mål. Først måtte Nicolaj Andreasen redde på stregen med hovedet efter et hjørnespark i det 88. minut og 2 minutter inde i dommerens tillægstid halvklarede Sune Nissen et nærgående forsøg fra nært hold.

Varde holdet derimod er ikke noteret for en eneste afslutning indenfor rammerne i de sidste 45 minutter.

Cheftræner Søren Pallesen erkendte da også efter kampen, at spillet de sidste 45 minutter langt fra godkendt, men glædede sig over resultatet. “For en gangs skyld havde vi marginalerne med os, og de 3 points er langt vigtige end stilkaraktererne i en premierekamp”.

Hos Varde var anfører Kristoffer Sørensen den klart mest iøjnefaldende spiller. Suveræn i alle nærkampe og holdt hovedet koldt når det brændte på.

Vardes næste kamp er på søndag, hvor holdet ude møder Kalundborg GB.

Matchfacts Varde IF Elite – Marstal/Rise 

Resultat: 1-0 (1-0)

1-0 Mathias Backs (37.)

Dommer: Henrik Petersen

Tilskuere: 160.

Varde: Sune Nissen – Daniel Kristiansen, Nicolaj Andreasen, Kristoffer Sørensen, Joachim Puggaard – Mathias Backs, Niclas Holm, Mikkel Knudsen, Lasse Holm (69. Emil Rindom Hansen) – Dogan Özcelik (65. Mads Falk Knudsen), Morten Smidt (80. Thomas Kirkegaard Jensen).

Advarsler Varde: Morten Smidt (18.)

Advarsler Marstal/Rise: Mathias Grydehøj (12.)

 

28. Marts 2016 af Ejgil Gammelgaard