Varde fortjent videre i Pokalen

Mikkel Knudsen
Mikkel Knudsen blev fortjent kåret som Vardes pokalfighter, og fik efterfølgende overrakt en miniature udgave af DBU pokalen

Varde trak det længste strå i opgøret mod divisionskollegerne fra Ringkøbing, og kvalificerede sig til 3. runde i DBU pokalen med en fortjent 3-2 sejr efter pausestillingen 2-2.

I fraværet af Niklas Fyhn var Kasper Køhlert tilbage på den centale midtbane, hvilket gav plads til Haile Goitom på høje kant. Endvidere fik Daniel Euster chancen fra start på venstre kant i stedet for Esben Lauridsen, mens Emil Rindom Hansen startede i front i stedet for Thomas Witt.

Hjemmeholdet lagde bedst ud, og allerede i det 4. minut bragte Kasper Køhlert Varde foran 1-0 med et fladt skud fra en halv snes meters afstand. 5 minutter senere fik Ringkøbing en god mulighed for at udligne, da Jørgen Simon Jørgensen fældede Ronni Iversen i det kriminelle felt, efter en uheldig clearing i Varde forsvaret. Iversen eksekverede selv, men ligesom i weekendens kamp i Svendborg diskede Jørgen Simon Jørgensen med en glimrende redning på et straffespark.

Glæden var dog kort for på det efterfølgende hjørnespark, der blev taget kort, sparkede Henrik Juelsgaard bolden ind i det lange hjørne til udligning til 1-1.

Midt i halvlegen havde Haile Goitom en god mulighed for igen at bringe Varde i front, men afslutningen fra ca. 10 meters afstand på en glimrende aflevering fra Søren Pallesen sneg sig lige forbi stolpen. Haile Goitom tog dog revanche omkring den halve time, da han headede et frispark fra Søren Pallesen i nettet fra kort hold. det var Rasmus Harm, der energisk havde tilkæmpet sig et frispark lige udenfor feltet.

Det lykkedes dog vestjyderne at udligne inden pausen, da Andreas Kiilerich headede bolden i nettet på et hjørnespark fra Henrik Juelsgaard.

Uafgjort ved pausen var i underkanten for hjemmeholdet, som halvlegen igennem havde haft et lille overtag.

Haile Goitom, som spillede en god 1. halvleg, måtte i pausen lade sig udskifte med Esben Lauridsen som følge af en mindre forstrækning i låret. Efter 10 minutters spil var Emil Rindom Hansen tæt på at bringe Varde tilbage på sejrskurs, men hans glimrende hovedstød prellede af på overliggeren. Få minutter senere var det gæsterne der var tæt på, igen efter hjørnespark, men Søren Pallesen fik headed væk på stregen.

I de sidste 20-25 minutter af kampen tiltvang Varde sig igen et klart overtag, og omkring det 70. minut havde såvel Emil Rindom Hansen som Esben Lauridsen et par farlige hovedstødsforsøg, som begge var tæt på at give pote. Ringkøbing var tæt på at tilspille sig en stor chance på en omstilling med 6 minutter tilbage af kampen, men Nicolaj Andreasen reddede situationen med en kompromisløs tackling, som heldigvis lykkedes.

På det efterfølgende Varde angreb havde Kasper Køhlert et godt forsøg, som keeperen reddede til hjørnespark. Det var dog en stakket frist for vestjyderne, for minuttet efter strøg Mikkel Knudsen igennem på venstre kant, og på hans indlæg headede Esben Lauridsen bolden videre til Daniel Eugster, som scorede sejrsmålet fra kanten af feltet.

Ringkøbing havde ikke kræfter til at komme tilbage i kampen, og hjemmeholdet havde ingen problemer med køre sejren i hus.

Flot præstation af Varde-holdet, som efter de seneste 2 nederlag igen fandt de rigtige dyder frem i form af effektiv organisation med sammenhæng mellem kæderne og fortrinlig opbakning for hinanden. Udover at kvalificere sig til næste runde i pokalen fik holdet således også høstet en masse selvtillid.

Lodtrækningen til 3. runde i pokalen foretages på fredag, hvor nr. 1-4 i Superligaen fra sidste sæson er med i bowlen. Som følge af seedningsreglerne er det næsten 100% sikkert, at Varde også får hjemmekamp i 3. runde, som afvikles 28. eller 29. oktober.

Holdets næste kamp er førstkommende lørdag på Sydbank Stadion, hvor der venter en meget vigtig kamp mod Middelfart.

Matchfacts Varde – Ringkøbing:     

Resultat: 3-2 (2-2)

1-0 Kasper Køhlert (4.)

1-1 Henrik Juelsgaard (11.)

2-1 Haile Goitom (31.)

2-2 Andreas Kiilerich (39.)

3-2 Daniel Eugster (85.)

Tilskuere: 136

Dommer: Jens Madsen

Varde: Jørgen Simon Jørgensen – Søren Pallesen, Nicolaj Andreasen, Søren Nørgreen, Jesper Svennesen – Haile Goitom (46. Esben Lauridsen), Mikkel Knudsen, Kasper Køhlert, Daniel Eugster – Rasmus Harm (71. Thomas Witt) og Emil Rindom Hansen (90. Jes Tychsen).

Ikke benyttet: Sune Nissen

Advarsler Varde: Kasper Køhlert (23.), Rasmus Harm (44.) og Søren Nørgreen (51.)

Vardes pokalfighter: Mikkel Knudsen

 

24. september 2014 af Ejgil Gammelgaard