Varde færdig i Sydbank Pokalen

Det blev til et skuffende farvel til Sydbank Pokalen, da et afbudsramt Varde-hold tabte lokalopgøret mod SGI med 3-2. Ved pausen var stillingen 2-0 til hjemmeholdet.

Hjemmeholdet fortjente sejren på en god 1. halvleg, hvor Varde-mandskabets indsats bedst kan betegnes som pinlig. Havde det ikke været for et par gode redninger af Lasse T. Kristiansen kunne det sagtens være gået endnu værre end nede med 2 mål ved pausen. Begge mål faldt efter store fejl i Varde defensiven.

En ordentlig opsang i pausen og et systemskifte til 3:4:3 ændrede kampens karakter og med et reduceringsmål ved indskiftede Viktor Hallum allerede efter godt 5 minutters spil gav det nyt håb til Varde lejren.       

Herefter var det nærmest “one way traffic” resten af kampen, men ineffektivitet samt et par store afbrændere af Viktor Skovby i slutfasen medførte at Kristian Skov på en omstilling kort før tid kunne lukke kampen med sin scoring til 3-1. Dybt inde i overtiden pyntede Mikkel Rohde på resultat med en flot scoring til 3-2.  

Hermed var en forårssæson i Cowid 19´s tegn slut for Varde spillerne, som kan se frem til 3 ugers sommerpause inden forberedelserne til en ny sæson i DS går i gang.   

Matchfacts SGI – Varde:

Resultat: 3-2 (2-0)

1-0 Rasmus Copsø (25.)

2-0 Jesper Lange (37.)

2-1 Viktor Hallum (52.)

3-1 Kristian Skov (89.)

3-2 Mikkel Rohde (90.+5)

Dommer: Ünal Korkmaz

Varde: Lasse T. Kristiansen – Søren Jelstrup (46. Simon Jelstrup), Nikolaj Andreasen, Mikkel Blåholm (46. Viktor Hallum), Joachim Puggaard – Nicolaj Forst (85. Mikkel Blåholm), Mikkel Rohde, Niclas Holm, Jesper “mc” Christiansen (65. Mikkel Fischer)- Viktor Skovby, Mathias Backs.

 

Den 28. Juni 2020 af Ejgil Gammelgaard