Varde færdig i DBU-Pokalen

 

Det lykkedes ikke Varde at kvalificere sig til 2. runde i DBU-Pokalen. Onsdag aften måtte holdet indkassere et nederlag på 4-1 til DS-kollegerne FRC Sønderborg.

Varde havde et spillemæssigt overtag i en ellers chancefattig 1. halvleg. Halvlegens første mulighed tilfaldt sønderjyderne efter 17 minutters spil, men det lykkedes i sidste øjeblik Kristoffer Sørensen at få clearet bolden til hjørnespark.

Herefter skulle man hen til det næstsidste minut af halvlegen, hvor Søren Pallesen blev nedlagt i feltet, og dommer Allan Staal pegede på pletten. Desværre missede Daniel Eugster den store mulighed, da sønderjydernes keeper nåede ned til bolden ved foden af stolpen. På det efterfølgende angreb lykkedes det så desværre FC Sønderborg at bringe sig foran 1-0 på et mål af Christian Nielsen.

De første 10 minutter af 2. halvleg gik det helt galt for Varde, som i denne periode måtte indkassere yderlige 2 mål.

Efter blot 2 minutters spil, svigtede koncentrationen ved et hjørnespark, og ved forreste stolpe kunne Christian Nielsen firsttime bolden i netmaskerne. 5 minutter senere blev kampen reelt afgjort, da Jakob Truelsen blev spillet fri midt for mål. Han rundede en sagesløs Sune Nissen og scorede sikkert i det tomme mål.

Midt i halvlegen lykkedes det Niclas Holm at reducere til 3-1 på et godt indlæg fra Kasper Køhlert, men da Varde satsede hele butikken det sidste kvarter kunne sønderjyderne nemt trække den sidste spænding ud af kampen med en ny scoring ved Christian Nielsen.

Efter kampen lagde cheftræner Søren Pallesen da heller ikke skjul på, at han var særdels skuffet over indsatsen i 2. halvleg. “Ingen satte sig i respekt, de flest dueller og 2. bolde blev tabt og returløbet var stort set ikke eksisterende. Der skal helt andre boller på suppen, såfremt der skal hentes points i danmarksserien” sluttede cheftræneren.

Holdets næste opgave er på lørdag, hvor Kalundborg kommer på besøg med kampstart kl. 15.00.

Matchfacts FC Sønderborg – Varde:

Resultat: 4-1 (1-0)

1-0 Christian Nielsen (45.)

2-0 Christian Nielsen (47.)

3-0 Jakob Truelsen (52.)

3-1 Niclas Holm (66.)

4-1 Christian Nielsen (83.)

Dommer: Allan Staal

Varde: Sune Nissen – Søren Pallesen, Nicolaj Andreasen, Kristoffer Sørensen (76. Peter Barfoed Brix), Mathias Backs (78. Mads Falk Knudsen) – Lasse Holm, Kasper Køhlert, Daniel Kristiansen, Niclas Holm – Morten Smidt (60. Pelle Jensen), Daniel Eugster.

Ikke benyttet: Lasse Kristiansen.

Advarsler: Daniel Kristiansen (73.) og Kasper Køhlert (87.).

 

13. August 2015 af Ejgil Gammelgaard