Varde chanceløs med topholdet

SfB-Oure FA var som ventet en for stor mundfuld for det skadesramte Varde hold. Topholdet, som har maksimumpoints efter de første 9 spillerunder, hvor alle hold har mødt hinanden 1 gang satte sig på kampen fra start til slut og afgjorde kampen med 3 scoringer indenfor de første 35 minutter.

Som følge af skader hos Victor Wagner og Bogi Høgnason Eriksen var Varde igen tvunget til ændringer i defensiven. Trænerstaben havde valgt en 3:5:2 formation i håbet om at holde hjemmeholdet lidt mere på afstand fra Varde målet, hvilket dog ikke lykkedes. 3-mandsforsvaret i startformationen udgjordes af Andreas Blåholm, Kasper Køhlert og Mikkel Blåholm, mens Peter Brix og Malthe Kilmark udgjorde de to wing backs. På den centrale midtbane lå Simon Olesen og Mads Bonnén.

Hjemmeholdet tog teten fra starten og allerede i det 3. minut var det tæt på at blive 1-0 på et selvmål af Mikkel Blåholm, men Lasse T.K. fik pareret nede ved den ene stolpe.

Angrebene skyllede frem mod Varde målet og efter godt et kvarters spil nettede Sigursveinn Aron Thrainsson to gange inden for 1 minut, hvilket tvang Varde holdet til en taktisk ændring. 3:5:2 formationen blev ændret til 4:4:2, og Malthe Kilmark blev ofret til fordel for Mathias van Beest.

Efter en stor mulighed til Rasmus Steuch efter en god halv times spil, hvor han i helt fri position trådte i bolden, fik Simon Matras minuttet efter en god mulighed for at bringe Varde på scoringstavlen. På en dyb stikning fra Niclas Holm blev Matras spillet fri i feltet, men fynboernes keeper reddede forsøget til et hjørnespark.

Få minutter senere afgjorde Rasmus Steuch definitivt kampen, da han med flat skud fra kanten af feltet passerede Lasse T.K. til 3-0 føring til fynboerne.

Inden halvlegen var forbi måtte Peter Brix lade sig udskifte med Søren Hermansen på grund af en skulderskade efter en voldsom tackling.     

Fra starten af 2. halvleg havde Mads Bonnén og Andreas Blåholm byttet plads, hvilket gav mere tyngde på den centrale midtbane, samtidig med at Bonnén løste opgaverne fint på højre back positionen.

Det lykkedes det godt fightende Varde hold at holde stand indtil det 70. minut, hvor Rasmus Steuch gjorde det til 4-0 på et hovedstød. I slutfasen havde Simon Matras et par gode muligheder for at pynte på resultatet. Først på en afslutning, som tog tværribben og kort efter en afslutning fra  distancen, som keeperen kiggede langt efter og som strøg lige forbi stolpen.

4-0 afspejlede meget godt styrkeforskellen mellem de to hold, men ros til Varde spillerne for fighterviljen, der blev udvist kampen igennem.  

Pointshøsten for Varde holdet efter at alle holdene har mødtes første gang er beskedne 8 points, hvilket giver en placering som 3. sidst i rækken. Men, bortset fra de forholdsvis store nederlag til Marienlyst (4-1) og senest SfB-Oure FA har kampene været helt tætte, og kunne sagtens have resulteret i 2-3 points flere til holdet.    

Nu venter der 5 kampe på stribe i det resterende program for efteråret, kampe som udelukkende omfatter hold vi kan og skal matche. Den første svære opgave bliver mod bundholdet B1909, som tager imod lørdag kl. 14:00 på anlægget ved Gillestedvej.               

Matchfacts SfB-Oure FA _ Varde IF:

Resultat: 4-0 (3-0)

1-0 Sigursveinn Aron Thrainsson (17.)

2-0 Sigursveinn Aron Thrainsson (18.)

3-0 Rasmus Steuch (35.)

4-0 Rasmus Steuch (70.)

Dommer: Frederik Svendsen

Varde: Lasse T. Kristiansen – Andreas Blåholm (69. Anders Lauridsen) Kasper Køhlert, Mikkel Blåholm – Peter Brix (39. Søren Hermansen), Simon Olesen, Mads Bonnén, Lasse Holm, Malthe Kilmark (25. Mathias van Beest) – Simon Matras, Niclas Holm.

Ikke benyttet: Rasmus Bornhøft.

Advarsler Varde: Mikkel Blåholm (26.)

Advarsler Sfb-Oure FA: Mathias Hansen (32.) og Frederik Grube (79.)

 

Den 3. Oktober 2021 af Ejgil Gammelgaard