Varde chanceleøs i Næstved

Jørgen Simon Jørgensen - INTERSPORT
Jørgen Simon Jørgensen forhindrede et større nederlag

På en atmosfærerig og godt besøgt Næstved Stadion var Varde chanceløs med et formstærkt hjemmehold, som fuldt fortjent vandt med 3-0, hvilket også var stillingen efter de første 45 minutter.

Trænerstaben havde til kampen valgt en defensiv 5:4:1 formation, hvor Søren Nørgreen var tilbage i det centrale forsvar. På venstrekanten erstattede Emil Rindom Hansen, Rasmus Harm, mens Esben Lauridsen lå alene i front.

Hjemmeholdet kom blæsende fra start, og havde 3 store muligheder indenfor de første 5 minutter, hvor kun eminent målmandsspil af Jørgen Simon Jørgensen holdt Varde inde i kampen. Allerede inden det første minut var rundet slap Kristoffer Munksgaard fri i venstre side af feltet efter et boldtab midt på Vardes banehalvdel, men Jørgen Simon afværgede det udmærkede forsøg til hjørnespark. Et par minutter senere agerede Jørgen Simon igen redningsmand, da han fistede Kristoffer Munksgaards hovedstødsforsøg fra få meters afstand over målet. Minuttet efter stod Daniel S. Jørgensen fuldstændig umarkeret ved et hjørnespark 4-5 meter foran mål, men heldigvis afsluttede han forbi stolpen.

Herefter fik Varde lidt bedre fat i defensiven, selv om hjemmeholdet stadigvæk pressede på og allerede i det 11. minut måtte Nicolaj Andreasen indkassere en advarsel efter en hård tackling mod Kristoffer Munksgaard.

Kampens første mål faldt i det 17. minut, hvor Stefan Nygaard scorede sikkert ved foden af den ene stolpe efter et indlæg fra Mikkel Rygaard. Her svigtede opdækningen fuldstændig i Varde forsvaret, hvor Jacob Nielsen stod alene med to angribere. Målet til 2-0 faldt på et tvivlsomt dømt straffesspark mod Jacob Nielsen, hvor dommeren skønnede at han brugte armen ulovligt. Straffesparket blev sikkert eksekveret af Kristoffer Munksgaard. I den følgende periode sejlede Varde defensiven og hjemmeholdet havde flere muligheder for at bringe sig yderligere i front inden Mikkel Rygaard 5 minutter før pausen sparkede bolden fladt i nettet fra kanten af feltet, hvor Stefan Nygaard fikserede Jørgen Simon. Jørgensen.

Kort før pausen var hjemmeholdet tæt på at øge til 4-0, men denne gang reddede overliggeren for Varde.

Fuld fortjent føring til hjemmeholdet ved pausen, efter en halvleg, hvor den defensive organisation hos Varde slet ikke fungerede.

I pausen foretag trænerstaben en dobbeltudskiftning, hvor Nicolaj Andreasen og Emil Rindom Hansen blev erstattet med Rasmus Harm og Thomas Witt og formationen blev ændret til 4:4:2.

Hjemmeholdet lagde dog også stærkt ud efter pausen, og allerede i det 3. minut måtte Jørgen Simon hive en feberredning frem på Stefan Nygaards hovedstødsstød fra bagerste stolpe. Få minutter senere brændte det igen på, men en dobbeltredning af Jørgen Simon først på et frisparksforsøg fra Mikkel Rygaard og dernæst på et skud fra Kristoffer Munksgaard, som opsnappede riposten, hindrede at Næstved bragte sig yderligere foran.

Herefter faldt kampens intensitet, men Næstved var dog i resten af kampen flere gange tæt på at øge føringen, mens Varde var uden chancer for at pynte på resultatet. Dog særdeles positivt, at det lykkedes at holde nullet i de sidste 45 minutter.

Kampen illustrerede med al tydelighed, at såfremt man ikke er klar fra start, risikerer man at blive kørt over, når man møder et formstærkt hold fra den øverste ende af rækken.

Med nederlaget dumpede Varde ned på 13. pladsen i tabellen, og der venter nu en gyserkamp, når Ringkøbing, som tabte weekendens hjemmekamp til FC Sydvest, gæster Sydbank Stadion på lørdag i sidste spillerunde i efteråret. Med en sejr, vil Varde kunne hive sig fast omkring stregen, mens et nederlag vil medføre et svært udgangspunkt til foråret.

Højdepunkter og interviews fra kampen kan ses på Kanalsport.dk

Matchfacts Næstved Boldklub – Varde IF Elite         

Resultat: 3-0 (3-0)

1-0 Stefan Nygaard (17.)

2-0 Kristoffer Munksgaard (27. str.)

3-0 Mikkel Rygaard (41.)

Dommer: Kenneth Sørensen

Tilskuere: 1194.

Varde: Jørgen Simon Jørgensen – Nicolaj Andreasen (46. Thomas Witt), Jacob Nielsen, Søren Nørgreen, Kristoffer Sørensen, Jesper Svennesen – Kasper Køhlert, Mikkel Knudsen, Niklas Fyhn, Emil Rindom Hansen (46. Rasmus Harm) – Esben Lauridsen (78. Daniel Eugster)

Ikke benyttet: Sune Nissen og Søren Pallesen

Advarsler: Nicolaj Andreasen (11.) og Jesper Svennesen (51.).

 

10. November 2014 af Ejgil Gammelgaard