Nicolaj Andreasen spillede en fejlfri kamp i det centrale forsvar med meget sikre indgreb

Varde holdet fortsatte de flotte takter fra premierekampen og med 3-0 efter de første 45 minutter var kampen reelt set afgjort.

Mathias Backs var tilbage i startelleveren i stedet for Viktor Hallum, ellers var udgangsformation den samme som i premierekampen.

Som følge af uheld på den fynske motorvej blev kampen udsat med 20 minutter, og en kraftig regnskylle umiddelbart før kampen bekom Varde spillerne godt, som satte sig på kampen fra første fløjt.

Det blev 1-0 efter blot 5 minutters spil, da Mikkel Rohde sikkert eksekverede et straffespark begået af keeperen mod Niclas Holm. Godt 10 minutter blev det 2-0, da Holm tvillingerne leverede en fremragende omstilling. Niclas modtog bolden på egen banehalvdel, afdriblede et par modstandere og sendte derefter Lasse afsted i dybden. Lasse tog et par træk og lagde derefter særdeles køligt bolden i nettet via indersiden af stolpen.

Først midt i halvlegen begyndte hjemmeholdet at vise lidt tænder, men bortset fra et par skud fra distancen, som Sune Nissen havde fuld styr på og et enkelt indlæg fra højre kanten ind i feltet, som ingen nåede frem til, blev det aldrig rigtig farligt.

I den modsatte ende kom Varde stadigvæk frem til flere pæne muligheder, men vi skulle helt hen til halvlegens sidste minut inden anstrengelserne gav bonus og reelt set lukkede kampen. Igen efter en fremragende omstilling, hvor B1909 mistede bolden i opspillet, sendte Mathias Backs bolden ind til en helt fri Nicolai Forst i feltet, som sikkert headede bolden i nettet.

De sidste 45 minutter blev generelt en rodet affære med manglende intensitet og nerve. Varde spillerne var tilfredse med de 3-0 og overlod initiativet til hjemmeholdet, som havde et pænt spillemæssigt overtag, uden dog for alvor at blive farlige. Holdet var tættest på en reducering da Sune Nissen tabte et forholdsvis blødt skud, hvor bolden efterfølgende var på vej mod stregen, men Joachim Puggaard var godt placeret og fik ekspederet bolden væk.

I slutfasen var Varde tæt på 4-0, men fra kanten af feltet sendte Rasmus “mc” Christiansens bolden forbi stolpen i et ellers tomt mål.

Efter kampen var cheftræner Søren Pallesen også en tilfreds mand: “Vi spiller en rigtig flot 1. halvleg og målet til 3-0 lige inden pausen afgør kampen. I 2. halvleg lykkes vores spil ikke, vi spiller for uambitiøst og kommer til at løbe for meget mellem kæderne, samtidig med at B1909 viser flot pasningsspil. Vores defensiv leverer dog en god præstation og sikrer, at det aldrig bliver til de helt oplagte chancer”.

Med sejren topper Varde rækken med 6 points sammen med SfB-Oure, som besejrede oprykningsfavoritterne Næsby med 3-0.

Vardes næste opgave er på lørdag, hvor B1913 er gæster på Sydbank Stadion.

Matchfacts B1909 – Varde

Resultat 0-3 (0-3)

0-1 Mikkel Rohde (5. str.)

0-2 Lasse Holm (13.)

0-3 Nicolai Forst (45.)

Dommer: Allan Bergstrøm

Varde: Sune Nissen – Simon Jelstrup (46. Jakob Andreasen), Nicolaj Andreasen, Kristoffer Sørensen, Joachim Puggaard – Nicolai Forst, Mikkel Knudsen, Mikkel Rohde, Lasse Holm (75. Søren Jelstrup) – Mathias Backs (56. Rasmus “mc” Christiansen og Niclas Holm.

Ikke benyttet: Mikkel Blåholm og Bogi Høgnason Eriksen

Advarsler Varde: Nicolaj Andreasen (34.), Mikkel Rohde (56.) og Mikkel Knudsen (76.)

Advarsler B1909: Mathias Munk (79.)

 

Den 11. August 2018 af Ejgil Gammelgaard     

 

Comments are closed.