Efter at have været bagud 0-2 med 10 minutter igen lykkedes det fortjent for Vardes DS-hold at hente det ene point via et reduceringsmål på straffespark ved Søren Pallesen samt udligning ved Jeppe Carstensen 2 minutter inde i dommerens tillægstid.

Kampen blev afviklet på en hård og ujævn træningsbane på Randers Frejas anlæg, hvilket ikke indbød til pasningspil, men en masse luftspil og dueller, uden at kampen dog udartede. Hvad kampen manglede i skønhed blev i stedet  opvejet af spænding og intensitet, og kulminerede med udligningen i tillægstiden efter et massivt pres fra Varde holdets side mod kronjydernes mål gennem det meste af 2. halvleg.

Som forventet remplacerede unge Tobias Jeremiassen karantæneramte Rasmus Jessen i det centrale forsvar, mens Jeppe Carstensen havde fået chancen fra start i stedet for Simon Matras. Ellers var holdet identisk med startopstillingen mod Viby i sidste weekend.

Efter en jævnbyrdig indledende fase på kampen overtog Varde initiativet og Kristoffer Sørensen var tæt på en scoring efter et kvarters  spil, da han slap fri efter en 1-2 kombination på kanten af feltet, men desværre var afslutningen ikke tilstrækkelig velplaceret til at udplacere Randers Frejas keeper. Varde fortsatte presspillet, men desværre gik Rasmus Harm i stykker efter allerede 20 minutters spil, og måtte lade sig udskifte med Simon Matras. Skaden og den efterfølgende udskiftning bragte lidt forvirring i organisationen og hjemmeholdet var tæt på at bringe sig i front midt i halvlegen da en Randers spiller blev spillet fri på en dyb stykning, men heldigvis røg afslutningen lige forbi.

Det var dog en stakket frist Varde mandskabet, da Randers Freja bragte sig foran 1-0 i det 26. minut på et flot langskud fra 25-30 meters afstand. Randers spilleren gled alt for let forbi Vardes defensive midtbane, og han tog derefter chancen i medvinden og bolden susede ind i nettet uden chance for Brian Heller. Herefter overtog værterne fuldstændig styringen mod et modløst og ideforladt Varde hold, hvor kun dygtig målmandsspil af Brian Heller forhindrede yderligere scoringer inden pausen. Varde havde dog en enkelt god mulighed lige før pausefløjtet. Et frisparksindlæg fra Søren Pallesen blev kun halvklaret af keeperen, men afslutningen på 2. bolden manglede både saft og kraft.    

Alt i alt en fortjent halvlegsføring til Randers Freja.

Varde kom ud med langt mere energi fra 2. halvlegs start og lagde fra starten af halvlegen et godt pres på hjemmeholdet. Såvel 1. som 2. boldene blev nu i langt højere grad vundet, men stadigvæk kneb det dog med at omsætte den spillemæssige overvægt til regulære chancer. Steffen Andersen burde dog have udlignet midt i halvlegen efter et glimrende indlæg fra Simon Matras, som havde trukket sig fri på højre kant. Desværre halvkiksede Steffen afslutningen fra få meters afstand. 

Med et kvarter tilbage af kampen lykkedes det så ganske ufortjent kronjyderne at bringe sig foran 2-0, hvor Varde-forsvaret tog sig en blunder. Brian Heller halvklarede i første omgang, men på riposten stod Varde spillerne nærmest som saltstøtter, og en Randers spiller havde forholdsvis nemt ved at score til 2-0 fra distancen.

Trænerbænken reagerede resolut på scoringen, og ændrede formationen til kun at spille med 3 mand i bagerste kæde, mens Kristoffer Sørensen blev flyttet helt i front sammen med Steffen Andersen. Det affødte generelt væsentlig mere tyngde i front, og allerede i det 80. minut var såvel Simon Matras som Kristoffer Sørensen tæt på at reducere, men en dobbeltredning af keeperen forhindrede scoringen. Reduceringsmålet faldt dog minuttet efter, hvor Søren Pallesen udnyttede et straffespark begået mod Steffen Andersen.

Varde spillerne kom herefter frem til flere halve chancer uden at det dog lykkedes at score, og i det 90. minut havde Randers Freja en kæmpe mulighed for at lukke kampen, men i helt fri position afsluttede en Randers spiller forbi målet. Det udlignende mål faldt 2 minutter inde i dommerens tillægstid, igen efter et godt indlæg fra Simon Matras på højrekanten, hvor det først var på den tredje afslutning fra Jeppe Carstensen, at det lykkedes at skovle bolden i nettet til en fortjent udligning.

Cheftræner Jørn Bach var efter kampen da også ganske tilfreds med det ene point. “Det blev lige så svært som forventet mod et godt Randers hold, og nede med 0-2 med 10 minutter igen, må vi stille os tilfredse med det ene point. De tvungne udskiftninger af henholdsvis Rasmus Harm efter 20 minutters spil og Niklas Fyhn i pausen gjorde så absolut heller ikke betingelserne lettere, men en stor cadeau til spillerne, som blev ved med at tro på at det kunne lykkes at få point med hjem, selv om det så sort ud undervejs”.

Vardes næste opgave er førstkommende lørdag, hvor Hobro er gæster på Sydbank Stadion. 

Matchfacts Randers Freja – Varde IF Elite:

Resultat: 2-2 (1-0)

1-0 Patrick Nielsen (26.)

2-0 Patrick Nielsen (76.)

2-1 Søren Pallesen (80. str.)

2-2 Jeppe Carstensen (90. +2)

Dommer: Simon Gade Ziegler

Tilskuere: Ca. 75

Varde: Brian Heller – Niklas Fyhn (46. Rasmus Svennesen), Tobias Jeremiassen, Kristoffer Sørensen, Jesper Svennesen – Søren Pallesen, Søren Nørgreen – Jeppe Carstensen, Steffen Andersen, Martin Thomsen (78. Morten Gregersen) – Rasmus Harm (23. Simon Matras).

Advarsler: Jeppe Carstensen (40.) og Søren Nørgreen (65.).

 

25. August 2013 af Ejgil Gammelgaard

 

                              

 

Comments are closed.