Uafgjort i lokalopgøret mod Ringkøbing

Varde kom tilbage på  sporet i udekampen mod Ringkøbing, som ganske retfærdigt sluttede 1-1, hvilket også var stillingen ved pausen.

Der var rykket en del om på startelleveren efter den skuffende indsats sidste weekend mod Kolding Boldklub. Jonas G. Hansen var rykket ned på højre back positionen, hvor han afløste Nicolaj Andreasen, mens Jesper Svennesen overtog pladsen i det centrale forsvar i stedet for karantæneramte Victor Wagner. På midtbanen var Esben Lauridsen tilbage på venstre kant, hvorved Jeppe Carstensen blev skubbet ind på den centrale midtbane. Endelig i front afløste Daniel Eugster den skadesramte Morten Smidt.

Varde fik en frygtelig start på kampen, da Mads Overgaard efter blot 90 sekunders spil bragte hjemmeholdet foran 1-0. Målet virkede dog som en wake-up call for Varde spillerne, som gradvis satte sig på spillet de første 45 minutter og kom frem til flere gode muligheder, hvor den største faldt efter 35 minutters spil, da et langskud ramte stolpen og riposten blev headet over mål. Heldigvis gav anstrengelserne pote, og Kristoffer Sørensen udlignede til 1-1 med 2 minutter igen af halvlegen.

I 2. halvleg havde hjemmeholdet fordel af medvinden og satte sig på det meste af spillet. Varde defensiven fungerede dog ganske glimrende og bortset fra en enkel stor mulighed med et kvarter igen af kampen, hvor bolden først ramte indersiden af stolpen og riposten fra Jørgen Simon Jørgensen derefter sendt på overliggeren holdt Varde spillerne hjemmeholdet væk fra større målchancer. Til gengæld kom Varde heller ikke frem til nævneværdige chancer efter pausen og den ganske tætte affære sluttede således 1-1.

Både resultatet og indsatsen glædede cheftræner Søren Pallesen: “Vi fik selvfølgelig en rigtig dårlig start med det tidlige mål, men jeg er stolt over, hvordan holdet rejste sig derefter. Vi gravede os op, og spillede faktisk en ganske god 1. halvleg, og heldigvis fik vi udbytte af den gode periode og fik udlignet lige inden pausen”, lød det fra cheftræneren, som fortsatte: “I 2. halvleg fik hjemmeholdet den rimelig kraftige vind i ryggen, og vi fik svært ved at spille os frem til de helt store chancer, til gengæld forsvarede vi os godt, og bortset fra en enkel stor chance som ramte træværket, havde hjemmeholdet heller ingen oplagte muligheder”, sluttede cheftræneren.

Holdets næste opgave er på lørdag, hvor rækkens duks Næstved Boldklub er modstanderen på Sydbank Stadion med kampstart kl. 15.00.

Matchfacts Ringkøbing – Varde:

Resultat 1-1 (1-1)

1-0 Mads Overgaard (2.)

1-1 Kristoffer Sørensen (43.)

Dommer: Henrik Mortensen

Tilskuere: 657.

Varde: Sune Nissen – Jonas G. Hansen, Kristoffer Sørensen, Jesper Svennesen, Mikkel Rohde – Kasper Køhlert, Mikkel Knudsen (83. Martin Thomsen), Jeppe Carstensen (74. Nicolaj Andreasen), Esben Lauridsen – Michael Rødgaard og Daniel Eugster.

Ikke benyttet: Sune Nissen og Søren Pallesen

Advarsler: Esben Lauridsen.

 

4. Maj 2015 af Ejgil Gammelgaard