Topholdet dukket i premierekampen

Varde besejrede topholdet Tarup-Paarup med 2-1 i premierekampen efter en overbevisende indsats. Ved pausen var stillingen 0-0.

Som følge af det kolde vejr i Marts var Sydbank Stadion ikke blevet klar til kampen, som i stedet blev afviklet på kunstgræsbanen, som dermed lagde “græs” til den første kamp, hvor Varde spillerne igen var tilbage i den hvide trøje.

Som forventet stillede Varde op i den nye 3:4:3 formation, som er blevet indøvet i træningskampene og lagde kampen igennem et særdeles højt pres på modstanderne, som aldrig fik ro til at bygge spillet op.

Hjemmeholdet lagde stærkt ud, og allerede efter 4 minutters spil var Mathias Backs meget tæt på at bringe Varde i front da han headede en hjørnesparksbold fra Mikkel Rohde lige forbi stolpen. Blot 2 minutter senere var Kristoffer Sørensen endnu tættere på, da han headede et frisparksindlæg fra Mikkel Rohde på stolpen.

Efter yderligere et godt forsøg fra Nicolaj Forst 5 minutter senere udviklede halvlegen sig til en lige affære, hvor Varde spillerne glemte at spille, men i højere grad sparkede fodbold. I denne periode havde gæsterne en del hjørnespark, som dog ikke blev farlige. Holdets eneste reelle mulighed i de første 45 minutter tilfaldt Kasper Emil Hansen midt i halvlegen, da hans hovedstødsforsøg strøg lige forbi stolpen.

Mod slutningen af halvlegen tiltvang Varde sig igen et spillemæssigt overtag, og Kenneth Lund var tæt på 10 minutter før pausen, da keeperen kun med besvær fik reddet hans hovedstødsforsøg efter et indlæg fra Nicolaj Forst.

2.halvleg fortsatte som de første 45 minutter sluttede med Varde i den dominerende rolle, og efter godt 5 minutters spil bragte Kenneth Lund Varde på sejrskurs. Joachim Puggaard erobrede bolden højt oppe på modstandernes banehalvdel, spillede herefter bolden til Jakob Andreasen, som fandt Nicolaj Forst med en dyb aflevering til baglinjen og på hans indlæg sparkede Lund bolden i nettet tæt op af stolpen.

5 minutter senere var superenergiske Kenneth Lund tæt på 2-0, da han alene træk sig fri i feltet, men keeperen parerede forsøget til hjørnespark. Efter 20 minutters spil havde Nicolaj Forst en god mulighed for at øge føringen, men afleveringen fra Niclas Holm var en anelse for spids, og keeperen kunne igen trække sig sejrrigt ud af duellen.

3 minutter senere var der dog ingen pardon efter flot omstillingsspil fra Varde. Kristoffer Sørensen erobrede bolden midt på egen banehalvdel, og efter en 1-2 kombination med Lasse Holm spillede han Kenneth Lund fri på venstre kant og på Lund´s indlæg sendte Mathias Backs sikkert bolden i nettet til 2-0.

Det lignede nu cruise control at køre sejren hjem, men ud af næsten ingenting fik fynboerne reduceret til 2-1 med 6 minutter igen, på et glimrende skud fra distancen af Patrick Rasmussen. Hjemmeholdets spillere bevarede dog roen og lod ikke gæsterne komme frem til chancer i den resterende del af kampen. Derimod var Niclas Holm uhyre tæt på at gøre det til 3-1 i det 90. minut, da han trak sig fri i feltet og sendte bolden i retning af målhjørnet, men med en feberredning lykkedes det keeperen at dirigere bolden lige udenom stolpen.

Efter godt 4 minutters tillægstid blev kampen fløjtet af og en flok glade Varde spillere kunne glæde sig over at have besejret topholdet efter en overbevisende indsats.

Cheftræner Søren Pallesen var da også en særdeles tilfreds mand efter kampen. “Helt forjent sejr over topholdet. Vi har kampen igennem de fleste chancer og holder stort set Tarup-Paarup væk fra chancer. Spillernes attitude og indstilling var helt i top i dag, og skal jeg nævne en enkelt spiller må det være Kenneth Lund, som fik taget revanche efter en lidt bleg indsats i nogle af træningskampene”.

Næste kamp er Påskelørdag, hvor holdet ude møder et andet Odense hold, nemlig B1913, som lagde ud med en overbevisende sejr på 6-2 over FC Sønderborg.

Matchfacts Varde – Tarup/Paarup:

Resultat: 2-1 (0-0)

1-0 Kenneth Lund (52.)

2-0 Mathias Backs (68.)

2-1 Patrick Rasmussen (84.)

Dommer: Henrik Hansen

Tilskuere: Ca. 125

Varde: Sune Nissen – Nicolaj Andreasen, Kristoffer Sørensen, Joachim Puggaard – Nicolaj Forst (70. Rasmus “mc” Christiansen), Mikkel Rohde, Jakob Andreasen (60. Mikkel Knudsen), Lasse Holm – Mathias Backs (79. Oliver Østergaard), Kenneth Lund, Niclas Holm.

Ikke benyttet: Lasse T. Kristiansen og Simon Jelstrup

Advarsler Varde: Kristoffer Sørensen (58.), Mathias Backs (73.) og Kenneth Lund (90.+4)

Advarsler Tarup-Paarup: Victor Larsen (6.), Lasse Rasmussen (51.) og Ali El-Hai (61.)

 

25. Marts 2018 af Ejgil Gammelgaard