Nedenstående indlæg er skrevet af Michael Møller – Varde IF supporter – med ønsket om, at der kunne trækkes flere tilskuere til Varde IF Elites hjemmekampe i 2. division.

“Vi har et hold, der spiller i 2.division, og som spiller god og seværdig fodbold. Niveauet og tempoet i 2. divsion er generelt på et højt niveau, og kampene kan være mindst lige så underholdende, som hos vores nabo, der spiller kampe i den såkaldte Superliga. Men underholdning eller ej, så skal man lære at elske en dårlig fodboldkamp og komme på stadion igen og igen med håbet om, at den næste kamp bliver den bedste, for det er jo de mindre gode kampe, der sætter de bedste i relief!!

Ved ikke lige hvor den gode idé ligger gemt, men jeg synes, at de ’halvtomme’ lægter skriger efter gode initiativer i bestræbelserne på at få flere folk på stadion.. Og jeg synes, at Jørn Bach og hans altid fightende drenge fortjener større opbakning til deres generelt underholdende kampe.

Forstår ikke at flere mænd ikke tager turen på stadion, når vores førstehold spiller på vores flotte hjemmebane.. Et par timers frisk luft hvor 22 energiske unge gutter og en tilpas pumpet Hummel bold leverer underholdningen, mens man kan nyde en stadionplatte med en øl eller vand og ellers få snakket og hilst på venner og bekendte, der lige får vendt verdenssituationen på to gange 45 minutter.

Håbet er, at vi alle kan bidrage til at trække flere folk på stadion, så også de kan få en god oplevelse tæt på blod, sved og glidende tacklinger. Intensiteten og dramaet lever på Sydbank Stadions græstæppe, så tag en kollega (gerne hele personaleforeningen..), naboen, et par venner fra kortklubben, din far eller din søn med til Varde IF Elites hjemmekampe, så vi kan øge tilskuerantallet og stemningen på vores dejlige stadion”.

God kamp til alle med håb om støt stigende tilskuerantal til de kommende hjemmekampe.!

P.S. kære kvinder.. – misforstå ikke mit indlæg; I er også mere end velkommen

 

4. August af Ejgil Gammelgaard

 

Comments are closed.