Mathias Backs scorede 2 mål, men havde chancer til en hel del flere

Formiddagskampen på Hedensted Stadion endte med en komfortabel sejr på 4-0 efter en suveræn indsats af Varde holdet, som var bedre end hjemmeholdet i alle spillets  facetter.

Udgangspunktet var en 4:4:2 formation, hvor Simon Jelstrup var rykket tilbage på højre back, hvilket gav plads til Nicolaj Forst på venstre kant. Lasse Holm var rykket tilbage på højre kant, hvor han erstattede Rasmus “mc” Christiansen og endelig var Mikkel Blåholm for første gang i startelleveren, da han i front erstattede Søren Jelstrup.

Varde satte hjemmeholdet under et højt pres fra kampens start og allerede efter 2 minutters spil brændte det alvorligt på. Mikkel Blåholm erobrede energisk bolden i feltet fra en modstander, men det lykkedes keeperen at halvklare hans afslutning og på riposten ramte Mathias Backs overliggeren via hovedet på en forsvarsspiller.

5 minutter senere var Mathias Backs igen tæt på efter et indlæg fra Lasse Holm, men afslutningen røg forbi mål. Minuttet efter fik Mathias Backs en friløber på et langt udkast fra Sune Nissen, men hårdt presset fik Backs ikke fart nok på afslutningen, som keeperen reddede. Et par minutter senere kom Backs frem til en ny afslutning, men denne gang headede han forbi mål.

Efter godt et kvarters spil faldt det forløsende føringsmål, da Nicolaj Forst hamrede bolden i nettet, efter at keeperen havde halvklaret et forsøg fra Mikkel Blåholm.

Varde fortsatte presset og godt midtvejs i halvlegen var Backs igen tæt på efter et indlæg fra Mikkel Rohde, men Backs fik kun snittet bolden, som røg forbi målet. Efter en god halv times spil foretog Backs et commando raid på venstre kant, hvor han slap alene igennem, men fra en lidt spids vinkel blev skuddet ikke placeret godt nok, og det lykkedes keeperen at parere til et hjørnespark.

Med 10 minutter igen af halvlegen lykkedes det endelig for Backs at få bolden i nettet. Efter et hjørnespark erobrede Kristoffer Sørensen bolden, som han sendte ind i fødderne på en helt fri Backs, som kiksede afslutningen i første omgang, men på det andet forsøg fik bolden sparket ind i nettet.

Hjemmeholdet kom frem til et lille spillemæssigt overtag de sidste 5 minutter af halvlegen, og kom her frem til holdets eneste reelle forsøg indenfor de første 45 minutter. Et godt langskud tog overkanten af overliggeren og røg til målspark.

Suveræn 1. halvleg af Varde holdet, hvor føringen på 2-0 var alt for lille, spil og chancer taget i betragtning.

Heldigvis fortsatte holdet de flotte takter efter pausen, og efter godt 10 minutters spil endte et flot angreb på venstrekanten med at Joachim Puggaard blev nedlagt i feltet, og på det efterfølgende straffespark scorede Mikkel Rohde sikkert til 3-0.

Hermed var kampen definitivt lukket, og intensiteten faldt. Det lykkedes dog Mathias Backs med 20 minutter igen af kampen at øge til 4-0, da han headede et hjørnesparksindlæg fra Nicolaj Forst i nettet.

Først 2 minutter inde tillægstiden blev Sune Nissen for alvor sat på prøve, men trods en meget stille dag på kontoret klarede han forsøget med bravour.

Efter kampen havde trænerstaben store roser til spillerne for indsatsen: “Uden tvivl efterårets bedste præstation mod et ganske godt hold, som aldrig fik lov til at styre spillet efter egne præmisser”” lød det således fra cheftræneren, som også kunne glæde sig over konsolideringen af 1. pladsen, nu med 5 points ned til forfølgerne.

Holdets næste kamp er på lørdag, hvor Viborg FF er modstanderen på Sydbank Stadion.

Matchfacts Hedensted – Varde:    

Resultat 4-0 (2-0)

1-0 Nicolaj Forst (18.)

2-0 Mathias Backs (36.)

3-0 Mikkel Rohde (str. 57.)

4-0 Mathias Backs (71.)

Dommer: Bjarne Østergaard

Tilskuere: Ca. 75

Varde: Sune Nissen – Simon Jelstrup, Nikolaj Andreasen, Kristoffer Sørensen (74. Peter Brix), Joachim Puggaard – Lasse Holm (72. Jakob Andreasen), Mikkel Knudsen, Mikkel Rohde, Nicolaj Forst – Mathias Backs, Mikkel Blåholm (64. Rasmus “mc” Christiansen.

Advarsler Varde: Ingen

Advarsler Hedensted: Nicolai Givskov (3.)

 

Den 8. September 2018 af Ejgil Gammelgaard 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Comments are closed.