Surt nederlag på Campus Road

En særdeles intens kamp fredag aften mod B1913 blev lige så vanskelig og bøvlet som forventet, og endte desværre med et nederlag på 3-2, hvor alle fynboernes mål faldt efter standardsituationer.

I startformationen erstattede Søren Hermansen den sygdomsramte Simon Jelstrup på højre kant, mens Andreas Blåholm startede inde på den centrale midtbane i stedet for Mads Bonnén. Ellers var startformationen den samme som i sidste weekend mod B1909.

Fynboerne var klart det bedste hold de første 45 minutter, hvor Varde holdet manglede energi og aggressivitet i duellerne, ligesom det også kneb med afstemningerne spillerne i mellem.

Hjemmeholdet bragte sig foran efter godt 10 minutters, da Anders Eling headede et hjørnespark i nettet. Midt i halvlegen bragte Simon Matras balance i regnskabet på et lidt tvivlsomt straffespark begået mod ham selv.

Især mod slutningen af 1. halvleg brændte det flere gange alvorligt på foran Varde-målet, og efter en ny standardsituation blev et frisparksindlæg headet på tværs i felter, hvor Nicklas Stott Venzel uhindret kunne heade bolden i nettet til 2-1. I tillægstiden på 5 minutter som følge af en lang skadesbehandling af hjemmeholdets keeper havde fynboerne yderligere et par store muligheder for at øge føringen, men Varde defensiven klarede dog frisag i begge tilfælde.

Varde holdet var som forvandlet efter pausen og kom ud med en helt andet attitude. Jonas Alsted var meget tæt på udligning efter godt 5 minutters spil, men skudforsøget blev rettet af og sejlede lige over tværribben. Jonas tog dog revanche et par minutter senere, da han fra midten af banen foretog et solo-raid og afslutningsvis sendte bolden i nettet til 2-2.

I de efterfølgende minutter var Varde tæt på af flere omgange. Lasse Holm havde en afslutning lige over mål efter godt forarbejde af Simon Matras og kort efter havde Matras selv en afslutning på stolpen, hvor han fra venstre kant skar ind i banen og fyrede kanonen af.

Midt i halvlegen blev kampen mere jævnbyrdig og med et lille kvarter igen bragte fynboerne sig foran 3-2 på endnu en standard. Et hjørnespark blev ikke clearet effektivt og efter et par kontraer kunne Nicklas Stokholm Jensen heade bolden i nettet fra nært hold.

I slutfasen pressede Varde hårdt på for at fremtvinge en udligning i tusmørket, som havde sænket sig over Campus Road, men udover en god mulighed til Mads Bonnén kom holdet ikke frem til de oplagte muligheder, og et surt og unødvendig nederlag var hermed en kendsgerning.   

“Spillemæssigt synes jeg vi var bedre end fynboerne, men fysisk haltede vi lidt efter, hvilket især viste sig ved de mange standardsituationer, hvor vi var for sårbare”, lød det fra Morten Køhlert efter kampen.    

Holdets næste opgave er ligeledes på udebane, når holdet på fredag møder FC Sydvest 05 Tønder.

Matchfacts B1913 – Varde IF:

Reultat: 3-2 (2-1)

1-0 Anders Eling (12.)

1-1 Simon Matras (24. str.)

2-1 Nicklas Stott Venzel (44.)

2-2 Jonas Alsted (54.)

3-2 Nicklas Stokholm Jensen (77.)

Dommer: Anders Eriksen

Varde: Lasse T. Kristiansen – Jonas Alsted (79. Malthe Kilmark), Victor Wagner, Mikkel Blåholm, Bogi Høgnason Eriksen – Søren Hermansen, Nikolaj Andreasen, Andreas Blåholm (74. Mads Bonnén), Lasse Holm – Simon Matras, Christian hassing (67. Niclas Holm).

Ikke benyttet: Kasper Køhlert.

Advarsler Varde: Victor Wagner (75.) og Søren Hermansen (83.)

Advarsler B1913: Emil Bech Christiansen (85.), Mathias Bjerring Knudsen (89.) og Umar Bariev (90.+4).

 

Den 14. August 2021 af Ejgil Gammelgaard