Storsejr på Als

Mads Falk Knudsen
Der var store roser fra cheftræneren til Mads Falk Knudsen, som kronede indsatsen med målet til 2-0

Varde sejrede med tenniscifrene 6-1 i udekampen mod FC Sønderborg efter pausestilling 2-0. Speciel den sidste halve time stod der Varde på det hele, og sejren kunne nemt været blevet et par mål større.

Mads Falk Knudsen erstattede Dogan Özcelik, ellers var startformationen den samme som i sidste weekends kamp mod TPI.

Sønderjyderne var godt med i begyndelsen af kampen og i de første 10 minutter var Varde-holdet lidt på hælene. Målet til 1-0 faldt i det 13. minut efter et hjørnespark fra Niclas Holm, som Nicolaj Andreasen sikkert dirigerede i nettet, og herefter var Varde mest på bolden halvlegen ud, mens sønderjyderne fortrinsvis betjente sig af omstillinger.

Netop på en omstilling var holdet tæt på at bringe balance i regnskabet efter godt et kvarters spil, men ved fælles hjælp lykkedes det Kristoffer Sørensen og Sune Nissen at rage kastanjerne ud af ilden.

Morten Smidt havde en god mulighed for at øge føringen efter 20 minutters spil, men på et glimrende indlæg i feltet ramte han bolden helt skæv, som i stedet for røg på tværs af målet. 5 minutter før pausen øgede Mads Falk Knudsen dog til 2-0, da han sikkert scorede på en frispilning i dybden fra Lasse Holm.

Sønderjyderne kom ud efter pausen med fornyet energi, og efter godt 10 minutter spil reducerede Oscar Pantel Heesch til 2-1, efter at Nicolaj Andreasen var gået helt forkert på et højt indlæg i feltet. Det rystede imidlertid ikke Varde spillerne, som svarede igen blot 4 minutter senere, da Mathias Backs med højrefoden sparkede et indlæg fra Mads Falk Knudsen i nettet.

Herefter resignerede sønderjyderne fuldstændig og Varde scorede yderlige 3 gange, men havde chancer til flere.

Med et lille kvarter igen af kampen havde Morten Smidt med 1 minuts mellemrum to store muligheder. Først var det en frispilning fra Niclas Holm, som Smidt sendte lige på keeperen, og minuttet loppede han bolden over et helt tomt mål fra en lidt spids vinkel.

Minuttet efter tog Morten Smidt dog revanche, da han afsluttede et mønsterangreb med et spille Joachim Puggaard helt fri foran et tomt mål, og “Pugge” svigtede ikke og dermed 4-1.

5 minutter senere var det indskiftede og debuterende Chan Hnin Lian, der øgede til 5-1. På en dyb stikning vippede han smart bolden over den fremstormende keeper og sparkede derefter bolden i mål.

Kort før tid lykkedes det også Morten Smidt at komme på tavlen, da han omsatte et straffespark begået mod Niclas Holm til slutresultatet 6-1.

Der var ros til hele holdet efter kampen fra cheftrænerem, som dog især havde store roser til unge Mads Falk Knudsen: “Det er dejligt, når spillere, der har siddet ude og så får chancen, yder en optimal indsats. Det betyder virkeligt meget for mig” lød det fra cheftræneren.

Holdets næste opgave er allerede på tirsdag, når der er pokalfodbold på Sydbank Stadion. 2. divisionsholdet Jammerbugt FC er modstanderen i 2. runde i DBU pokalen, og der er kampstart kl. 17.30.

Matchfacts FC Sønderborg – Varde IF Elite:    

Resultat 1-6 (0-2)

0-1 Nicolaj Andreasen (13.)

0-2 Mads Falk Knudsen (40.)

1-2 Oscar Pantel Heesch

1-3 Mathias Backs (60.)

1-4 Joachim Puggaard (79.)

1-5 Chan Hnin Lian (85.)

1-6 Morten Smidt (str. 88.)

Dommer: Bjarne Østergaard

Tilskuere: Ca. 75.

Varde: Sune Nissen – Simon Jelstrup, Nicolaj Andreasen, Kristoffer Sørensen, Joachim Puggaard – Mathias Backs (80. Buster Kirchner), Niclas Holm, Lasse Holm, Rasmus M. Christiansen (54. Mikkel Knudsen) –  Mads Falk Knudsen (75. Chan Hnin Lian), Morten Smidt.

Ikke benyttet: Dogan Özcelik

Advarsler Varde: Lasse Holm (18.) og Mikkel Knudsen (77.)

Advarsler FC Sønderborg: Nicklas Spanggaard (38.), Oscar Pantel Heesch, Rasmus Linnig (61.) og Visar Aliti.

 

27. august 2016 af Ejgil Gammelgaard