Søren Nørgreen 2014

Søren Nørgreen blev kåret som dagens Varde spiller

Vardes tophold skuffede fælt i forårspremieren på Sydbank Stadion, hvor gæsterne fra Lyseng fortjent hentede alle 3 points efter sejren på 3-1. 

I 4:4:2 startformationen var der come back til Sune Nissen i målet, Kasper Køhlert på højre kant og Esben Lauridsen i angrebet, mens Steffen Andersen kort før kampstart blev hentet ind i startopstillingen, som den anden angriber, da Rasmus Harm først meget sent dukkede op på Sydbank Stadion på grund af eksamen.

Hjemmeholdet lagde ud som lyn og torden, og burde have bragt sig foran indenfor de første 3 minutter af kampen, men desværre blev alle 3 store muligheder misbrugt. Inden der var var spillet 1 minut havde Niklas Fyhn en stor mulighed, men skuddet blev reddet af en velspillende Karsten Sørensen i gæsternes mål. Minuttet efter blev Kasper Køhlert spilet helt fri, men igen reddede keeperen kanstanjerne ud af ilden for gæsterne. Minuttet efter var Kasper Køhlert igen tæt på efter godt opspil i højre side, men det lykkedes en Lyseng forsvarer at få clearet i allersidste øjeblik.

Varde fortsatte det høje presspil, som resulterede i flere hjørnespark i de efterfølgende minutter. Efter ét af disse hjørnespark gik det imidlertid galt i den anden ende. Det halvdårlige indlæg blev lynhurtigt udnyttet af Lyseng på en effektiv omstilling, hvor Frederik Søndergaard modtog bolden midt på Vardes banehalvdel, og selv om der var to Varde spillere omkring ham, lykkedes det ham at score fra kanten af feltet på et fladt skud ved den ene stolpe.

Hjemmeholdet lod sig dog ikke slå ud af denne scoring og allerede 4 minutter senere faldt udligningen ved Kasper Køhlert, som resolut halvflugtede et indlæg fra venstre kant i nettet.

Herefter faldt tempoet en kende efter den hæsblæsende start, og Varde spillere fik det efterhånden som halvlegen skred frem mere og mere vanskelig ved at åbne gæsternes kompakte forsvar.

Efter 24 minutters spil lykkedes det så stik imod spillets fordeling Lyseng at bringe sig foran efter en standardsituation, hvor rutinerede Jesper Højlund lagde frisparket ind i feltet til en total umarkeret Frederik Søndergaard, som havde nemt ved at passere Sune Nissen med et velplaceret hovedstød. Bortset fra et godt forsøg fra Steffen Andersen skete der ikke ret meget mere i de første 45 minutter, som således sluttede med en 2-1 føring til gæsterne.

2. halvleg var een stor ørkenvandring set med Varde briller. Godt nok havde holdet stadigvæk stor overvægt i boldbesiddelse, men gæsternes rutinerede og fysisk stærke bagkæde havde nemt ved at ekspedere de lange bolde ud af farez0nen, som Varde holdet gennem hele 2. halvleg forsøgte sig med.

Esben Lauridsen havde et godt hovedstødsforsøg lige forbi mål med et kvarter tilbage at spille, hvilket var Vardes eneste regulære chance i de sidste 45 minutter. I slutminutterne lykkedes det så Lyseng at cementere sejren, da Anders Goul udnyttede 3 Varde spilleres passivitet og fra kanten af feltet sparkede bolden i mål.

Kampen viste med al tydelighed, at der er stor forskel på testkampe og turneringskampe. Rutine, kynisme  og effektivitet er langt mere i højsædet, når der er points på spil, og det var gæsterne bedre til at udnytte denne lørdag på Sydbank Stadion i herlig solskinsvejr.

Den tidligere FC Svendborg spiller Mikkel Knudsen fik debut efter 65 minutters spil, da han erstattede Søren Pallesen på den centrale midtbane. 

Med sejre til både Lindholm og Kjellerup i lørdagens kampe blev oprykningskampen yderligere intensiveret, og der venter nu Varde holdet en meget vigtig kamp næste lørdag på udebane mod ét af de andre tophold, Viby.

Matchfacts Varde – Lyseng:        

Resultat: 1-3 (1-2)

0-1 Frederik  Søndergaard (6)

1-1 Kasper Køhlert (10)

1-2 Frederik Søndergaard

1-3 Anders Gaul (89)

Dommer: Jesper Rosenquist

Tilskuere: 158

Varde: Sune Nissen – Tobias Jeremiassen, Kristoffer Sørensen, Søren Nørgreen, Jesper Svennesen – Kasper Køhlert, Niklas Fyhn, Søren Pallesen (65. Mikkel Knudsen), Martin Thomsen (83. Simon Matras) – Steffen Andersen (56. Rasmus Harm) og Esben Lauridsen.

Advarsler Varde: Jesper Svennesen (39), Tobias Jeremiassen (70), Rasmus Harm (90.)

Advarsler Lyseng: Frederik Stein (90)

Kampens Varde spiller: Søren Nørgreen

 

Comments are closed.