Sikker sejr i premierekampen

Jakob Eskildsen Hansen blev kåret som dagens spiller og scorede debutantmål efter godt 1 minuts spil

Varde vandt en sikker sejr på 2-0 i premierekampen mod Fredericia fF, hvor begge scoringer faldt indenfor de første 12 minutter.

Cheftræneren havde dikteret direkte spil med hurtige omstillinger uden ret mange boldberøringer. Conceptet blev fulgt  kampen igennem, og især i de første 45 minutter var hjemmeholdet toneangivende. Efter pausen havde gæsterne bolden mest, uden dog at tilspille sig reelle målchancer. Derimod havde hjemmeholdet et par store muligheder midt i halvlegen ved indskiftede og debuterende Benjamin Klaaby Hansen.

I startformationen var der fundet plads til en enkelt debutant – Jakob Eskildsen Hansen – som udgjorde det centrale forsvar sammen med 100-kampsjubilaren Kristoffer Sørensen, mens Nicolaj Andreasen udgjorde angrebet sammen med Rasmus “mc” Christiansen.

Debutanten bragte sig i fokus fra kampens start og allerede i det 2. minut bragte han hjemmeholdet på 1-0, da han headede en hjørnesparksbold fra Joachim Puggaard i nettet.

5 minutter senere var Rasmus “mc” Christiansen tæt på at øge til 2-0, men hans skud fra kanten af feltet røg lige forbi stolpen. Det var dog en stakket frist for gæsterne, for i det 12. minut lagde Mikkel Knudsen en dyb stikning op i feltet, og da keeperen og en forsvarsspiller ikke kunne blive enige om, hvem der skulle tage bolden, snuppede Nicolaj Andreasen kuglen og scorede fra en spids vinkel.

Varde fortsatte med det direkte spil uden at det dog afstedkom de helt oplagte muligheder indtil halvlegens sidste minut, hvor en anden debutant, indskiftede Kenneth Lund, sparkede lige forbi et tomt mål fra et par meters afstand. Kenneth Lund var blevet indskiftet et par minutter tidligere, da Simon Jelstrup måtte lade sig udskifte efter en hovedstødsduel, hvor spillerne ramlede hovederne sammen.

2. halvleg var set med hjemmeholdets øjne en lidt mere rodet affære med gæsterne mest på bolden, men hvor hjemmeholdet stadigvæk tilspillede sig de eneste reelle scoringschancer.

Benjamin Klaaby Hansen havde bolden i nettet i 64. minut, men målet blev korrekt annulleret for off side. 3. minutter senere var Benjamin igen på spil, da han energisk erobrede bolden i feltet og på en efterfølgende løs bold afsluttede han i sidenettet. 5 minutter senere blev han spillet fri i dybden, men i forsøget på at afdrible keeperen lykkedes det denne at halvklare skudforsøget, hvorefter en forsvarsspiller kunne ekspedere bolden væk fra farezonen.

Resten af matchen forløb som ren cruise control fra Vardes side.

Det var en særdeles tilfreds cheftræner Søren Pallesen, vi talte med efter kampen: “Det vigtigste i dag var at vi vandt. Derfor havde vi også lagt en lidt simpel taktik, hvor bolden hurtigst muligt skulle ekspederes op på modstanderes banehalvdel uden ret mange boldberøringer i egne rækker. Denne taktik fulgte spillerne jo til punkt og prikke”.

Også store roser fra cheftræneren til de 3 debutanter, som helt sikkert vil blive en gevinst for holdet. Især Jakob Eskildsen Hansen brillerede med et debutmål, og blev fortjent kåret som dagens Varde spiller.

Holdets næste kamp er førstkommende lørdag, hvor holdet på udebane møder SSV Højfyn med kampstart kl. 14.45 på Albani Arena Skalbjerg.

Matchfacts Varde IF Elite – Fredericia fF: 

Resultat 2-0 (2-0)

1-0 Jakob Eskildsen Hansen (2.)

2-0 Nicolaj Andreasen (12.)

Dommer: Christian Clausen

Tilskuere: 180

Varde: Sune Nissen – Simon Jelstrup (42. Kenneth Lund), Jakob Eskildsen Hansen, Kristoffer Sørensen, Joachim Puggaard – Daniel Kristiansen, Niclas Holm, Mikkel Knudsen, Mathias Dahl – Nicolaj Andreasen (50. Benjamin Klaaby Hansen), Rasmus “mc” Christiansen (83. Peter Barfoed Brix).

Ikke benyttet: Frederik Svendsen

Advarsler Fredericia fF: Mathias Foged Hansen (31.)

Dagens Varde spiller kåret af dagens kampsponsor Bayern Auto Group, Terminalen Esbjerg: Jakob Eskildsen Hansen

 

25. Marts 2017 af Ejgil Gammelgaard