Niclas Holm scorede 2 mål i premierekampen og blev kåret som dagens spiller

Premierekampen på Sydbank Stadion mod Kolding Boldklub endte med en sikker sejr på 4-1 til Varde efter 1-1 ved pausen.

Varde-holdet var tilbage i en 4:4:2 formation, hvor unge Viktor Hallum erstattede Kenneth Lund i front. Mathias Backs måtte tage til takke med en plads bænken, da han først fredag var tilbage efter en uges ferie. Ellers var startformationen som forventet uden væsentlige ændringer fa slutningen af foråret.

Gæsterne lagde bedst ud mod et famlende Varde hold, og allerede i det 2. minut bragte Jonas Rode holdet foran 1-0, da han sparkede et indlæg fra Sabahoon Quame i nettet. Det tidligere mål gjorde ikke nervøsiteten mindre hos hjemmeholdets spillere, som havde svært ved at få spillet til at hænge sammen den første ½ time. Spillet var for langsomt og pasningerne for upræcise. Med lidt mere kynisme kunne koldingenserne havde afgjort kampen i denne fase, men Sune Nissen agerede redningsmand i flere tilfælde. Først på en sløset tilbagelægning fra Joachim Puggaard, hvor en Kolding spiller smuttede imellem og dernæst på en friløber til Jonas Rode.

Hjemmeholdet havde kun en enkel god mulighed midt i halvlegen, da Lasse Holm ramte overliggerren med et følt lob, men efter en halv times spil ændrede kampen karakter. Der blev løbet mere uden bold og tempoet i pasningsspillet intensiveret.

Joachim Puggaard var millimeter fra at skabe balance i regnskabet med godt 5 minutter tilbage af halvlegen, da han hamrede et indlæg fra Lasse Holm på underkanten af oveliggeren, hvorfra bolden sprang i spil igen. Udligningen faldt dog få minutter senere, da Viktor Hallum omsatte en frispilning fra Niclas Holm til halvlegsstillingen 1-1.

Hjemmeholdet bevarede teten fra starten af 2. halvleg og efter godt 5 minutters spil gjorde Niclas Holm det til 2-1, da han udnyttede en frispilning med brystet fra Nicolai Forst.

I den efterfølgende periode var hjemmeholdet af flere omgange tæt på at øge føringen uden at det dog lykkedes. Tættest på var Nicolai Forst efter et godt ryk, men det afsluttende skud strøg lige forbi.

Midt i halvlegen var gæsterne tæt på en udligning, da Jonas Rode slap alene igennem, men Sune Nissen fik ham presset ud i en spids vinkel og reddede efterfølgende skuddet.

I de efterfølgende minutter kom hjemmeholdet fem til 3 store muligheder for at afgøre kampen. Rasmus “mc” Christiansen sendte først et langskud lige forbi stolpen og minuttet efter var det Jakob Andreasens tur til at afslutte lige forbi mål inden Nicolaj Andreasen fik sin afslutning reddet på stregen.

Målet til 3-1 faldt dog 5 minutter senere ved Niclas Holm, som udnyttede et fortrinligt forarbejde fra Lasse Holm, og med 4 minutter tilbage af den ordinære spilletid cementerede “mc” sejren, med scoringen til 4-1 på forarbejde fra Mikkel Rohde.

I tillægstiden hev Sune Nissen endnu en flot redning op af skuffen, da han vippede et hovedstød fra nært hold over stangen.

En særdeles fortjent sejr til hjemmeholdet, som efter en lidt famlende start total satte sig på kampen den sidste time, og det lykkedes således en yderst tilfreds cheftræner Søren Pallesen at hente alle 3 points i en premierekamp efter 5 mislykkede forsøg hidtil.

Holdets næste kamp er fredag aften i Odense, hvor holdet møder B1909 med kampstart kl.18.30.

Matchfacts Varde IF – Kolding B:   

Resultat 4-1 (1-1)

0-1 Jonas Rode (2.)

1-1 Viktor Hallum (41.)

2-1 Niclas Holm (51.)

3-1 Niclas Holm (78.)

4-1 Rasmus “mc” Christiansen (86.)

Dommer: Bjarne Østergaard

Tilskuere: 120.

Varde: Sune Nissen – Simon Jelstrup (86. Peter Brix), Nicolaj Andeasen, Kristoffer Sørensen, Joachim Puggaard – Nicolai Forst (66. Jakob Andreasen), Mikkel Rohde, Mikkel Knudsen, Lasse Holm – Viktor Hallum (66. Rasmus “mc” Christiansen) og Niclas Holm.

Ikke benyttet: Lasse T. Kristiansen og Mathias Backs.

Advarsler Varde: Simon Jelstrup (25.) og Joachim Puggaard (82.)

Advarsler Kolding B: Daniel Patrzalek (14.) og Thomas L. Rasmussen (71.)

Dagens spiller: Niclas Holm

 

Den 5. august 2018 af Ejgil Gammelgaard

 

 

 

 

 

Comments are closed.