Efter en særdeles underholdende kamp med masser af chancer i begge ender måtte Varde se sig besejret med 6-2 af B1909 efter pausestilling 4-1.  Begge hold var særdeles offensivt indstillede og da Varde defensiven havde en decideret off day var det desværre hjemmeholdet, der måtte indtage offerrollen.

I forhold til sidste kamp var Kristoffer Sørensen tilbage i det centrale forsvar, Nicolaj Andreasen var rykket op på højre kant som afløsning for Nicolai Forst, mens Bogi Høgnason Eriksen erstattede karantæneramte Joachim Puggaard på venstre back positionen.

Hjemmeholdet lagde ellers godt fra land, og allerede i det 3. minut bragte Lasse Holm Varde foran 1-0. Mathias Backs sendte en aflevering ind til bagerste stolpe, hvor en umarkeret Lasse Holm sikkert sendte bolden i nettet.

Et par minutter senere fik Varde forsvaret den første advarsel, da Marc Gangia Mikkelsen fik en friløber på venstre kant, men Sune Nissen vandt duellen i denne omgang. Minuttet efter var Varde tæt på 2-0, da Niclas Holm afsluttede få cm forbi stolpen efter glimrende sammenspil med Lasse Holm. Minuttet efter var Nicolaj Andreasen tæt på at udnytte et oplæg fra Lasse Holm, men herefter stod der B1909 på resten af 1. halvleg.

Marc Gangia Mikkelsen havde en ny mulighed for udligning i det 9. minut, men hans sidste træk blev for langt og Sune Nissen snuppede bolden. Det var dog en stakket frist. Udligningen faldt 3 minutter senere igen efter opspil på venstre kant, hvorfra bolden blev spillet ind til en umarkeret Mathias Munk Jensen, som havde nemt ved at udligne til 1-1.

Få minutter senere var det tæt på 2-1 til fynboerne. Sune Nissen måtte parere med hovedet udenfor feltet, og skuddet på riposten sneg sig lige forbi stolpen. Midt i halvlegen bagte fynboernes Jonas Panduro Skærlund dog holdet foran 2-1 på et langskud.

Kort efter tog Varde lejren da også konsekvensen af det hullede forsvar og ændrede formationen fra 3:4:3 til 4:3:3, uden at det dog gjorde den store forskel. B1909 leverede fortsat flot offensivt fodbold og bortset set fra en enkelt mulighed til Kenneth Lund omkring den halve time var det fynboerne, der total styrede kampen.

Efter en god redning af først Sune Nissen og derefter en tilsvarende af Bogi Høgnason Eriksen kort efter blev det 3-1 ved Marc Gangia Mikkelsen i det 38. minut, da han udnyttede et indlæg fra højre kant, og minuttet inden pausefløjtet blev det 4-1 ved Mathias Munk Jensen.

Fuld fortjent føring til fynboerne som nærmest efter behag strøg igennem på kanterne. Varde spillene valgte alt for ofte risikofyldte indgreb i stedet for at holde hovedet koldt og være mere afventende.

De sidste 45 minutter var langt mere positive set med Varde briller. Holdet lagde stærkt ud i håbet om at et hurtigt mål kunne bringe spændingen tilbage i kampen og indenfor de første 5 minutter havde holdet 3 gode muligheder. Først serverede Kenneth Lund en stor mulighed til Mathias Backs, som helt fri i feltet sparkede langt over. Minuttet efter havde Simon Jelstrup et godt langskud, som keeperen reddede til hjørnespark. På det efterfølgende hjørnespark nåede Bogi højest, hvorefter bolden via Niclas Holm dansede på overkanten af overliggeren og desværre faldt ned på den forkerte side til målspark.

Reduceringen til 4-2 faldt efter godt et kvarters spil ved Mathias Backs, som headede et indlæg fra Simon Jelstrup i nettet. I de efterfølgende minutter havde Varde et par farlige forsøg til at reducere yderligere, men kort efter slog B1909 kontra. Den kampen igennem særdeles farlige Marc Gangia Mikkelsen slog til igen og bragte på en friløber fynboerne foran 5-2, hvorefter Varde spillerne mere eller minde resignerede.

Med 10 minutter igen øgede fynboernes Esben Krag Harding til tenniscifrene 6-2, hvilket blev kampens resultat.

Med nederlaget tabte hjemmeholdet slaget om 3. pladsen i puljen, men er nu sikker på at slutte som nr. 4, selv om der mangler en enkelt kamp ude mod Oure FA på lørdag.

Cheftræner Søren Pallesen var selvsagt en skuffet mand efter kampen, men uddelte samtidig store roser til fynboernes offensiv: “Ubetinget det bedste hold vi har mødt i foråret, og som havde midlerne til at modstå vores høje pres. Jeg vil ikke klandre spillernes indsats, men i dag tog vi for ofte de forkerte beslutninger, og det koster mod et så godt hold som B1909”.

Matchfacts Varde – B1909

Resultat: 2-6 (1-4)

1-0 Lasse Holm (3.)

1-1 Mathias Munk Jensen (12.)

1-2 Jonas Panduro Skærlund (24.)

1-3 Marc Gangia Mikkelsen (37)

1-4 Mathias Munk Jensen (44.)

2-4 Mathias Backs (63.)

2-5 Marc Gangia Mikkelsen (72.)

2-6 Esben Krag Harding (80.)

Dommer: Theis Østervig Johansen

Tilskuere: 155

Varde: Sune Nissen – Simon Jelstrup, Kristoffer Sørensen, Bogi Høgnason Eriksen (79. Viktor Hallum) – Nicolaj Andreasen (74. Markus Selmer Steffensen), Mikkel Knudsen, Mikkel Rohde, Lasse Holm – Mathias Backs, Kenneth Lund, Niclas Holm (88. Jakob Stoltenberg).

Advarsler Varde: Mathias Backs

Advarsler B1909: Rune Rasmussen (90.+3)

 

Den 10. Juni 2018 af Ejgil Gammelgaard     

 

Comments are closed.