Sejr over topholdet

Efter en flot holdpræstation, hvor ikke mindst de unge spillere trådte i karakter, vandt Varde en fortjent sejr på 2-1 over topholdet KFUM BK, Roskilde.

Med 5 spillere på skadeslisten havde cheftræner Søren Pallesen været nødsaget til at ryste posen endnu engang. Han valgte selv at spille på 6´er positionen, hvormed Danny Kristiansen kunne rykke tilbage i det bagerste forsvar, hvor han ersattede Steffen Andersen, mens Lasse T. Kristiansen erstattede Sune Nissen i målet. Det var således en startformation med 2 U-19 spillere og 3 førsteårsseniorer.

Hjemmeholdet lagde stærkt ud med 3 hjørnespark inden der var gået 5 minutter, og efter 7 minutters spil blev en KFUM spiller spillet fri i dybden, men Lasse TK var hurtig fremme og fik blokeret afslutningen. Få minutter senere var KFUM´erne igen tæt på, men Lasse TK fik igen grebet godt ind og afværget. I denne indledende fase viste hjemmeholdet godt og hurtigt angrebsspil, hvor især venstrekanten Rasmus Tangvig voldte Varde-forsvaret problemer, men gradvis fik Varde spillerne sig kæmpet ind i kampen og den sidste halve time af første halvleg var spillemæssigt lige, og med overvægt chancemæssigt til Varde.

Den første store mulighed til Varde faldt efter 20 minutters spil, hvor Niclas Holm blev spillet fri i dybden, men keeperen fik pareret til hjørnespark med en fodparade. 10 minutter senere spillede Mikkel Knudsen Lasse Holm fri i dybden, men igen lykkedes det keeperen at redde til hjørnespark. Efter 38 minutters spil var der dog ingen pardon, da Søren Pallesen fandt en fri Niclas Holm i feltet, og Niclas kvitterede sikkert med scoringen til 1-0.

KFUM´erne havde et par gode forsøg lige inden pausen. Først var det et langskud, der røg lige over overliggeren og derefter et frisparksforsøg lige forbi stolpen.

Efter mindre end 15 sekunders spil i 2. halvleg udlignede hjemmeholdet på et hovedstødsmål af Luca Dumic, der nåede højest på et frisparksindlæg. Herefter frygtede man det værste, men Varde spillerne holdt hovedet koldt, fightede videre og var klart det bedste hold i de sidste 45 minutter.

Efter et lille kvarters spil blev Lasse Holm spillet fri i dybden, men det lykkedes keeperen at få blokeret og afværge forsøget. Efterfølgende måtte Mikkel Knudsen udgå med en alvorlig skulderskade og blev erstattet af Thomas Kirkegaard Jensen på den centrale midtbane uden at det dog ændrede kampens karakter. Få minutter senere havde hjemmeholdet dog en stor mulighed for at bringe sig foran, men Lasse TK diskede op med en feberredning nede ved den ene stolpe.

5 minutter senere var Matthias Backs tæt på at bringe Varde i front, da han tog chancen fra en spids vinkel på Daniel Eugsters aflevering, men det lykkedes keeperen at klare forsøget. Med et kvarter tilbage af havde Daniel Eugster en god mulighed, men hans skudforsøg røg en ½ meters penge over målet.

Sejrsmålet faldt med 10 minutter spil igen af kampen. Niclas Holm driblede sig igennem flere forsvarsspilere foran hjemmeholdets straffesparksfelt og spillede derefter tvillingebroderen Lasse helt fri, som sikkert scorede til 2-1. Herefter var det som om hjemmeholdet resignerede, og Varde var tættere på 3-1 end hjemmeholdet på 2-2.

Det var en sand forløsning for Varde spillerne, da kampen blev fløjtet af. Hvad ikke mange havde troet på inden kampen var lykkedes, en helstøbt holdindsats, hvor alle trådte i karakter og stemplede ind gennem samtlige 90 minutter. Kampens klart bedste spiller var dog Søren Pallesen, som praktisk talt vandt alle nærkampe på den centrale midtbane, styrede sine unge holdkammerater forbilledligt og oven i købet lagde op til føringsmålet til 1-0.

Ligeledes en stor cadeau til de unge spillere, som i dag spillede som voksne mænd, løb solen sort gennem hele kampen, kom frem til mange chancer og afgjorde kampen til sidst.

Cheftræner Søren Pallesen fik således ret i sin profeti om, at spillerne kunne spille frit, da forventningerne til kampen var ganske små: ” Det var noget af det, der gjorde udslaget.Samtidig kom de også susende, og troede, de skulle tromle os ned, og det gav os plads. Vi var dygtige på bolden, og vi havde mange gennemspillede angreb. Min eneste utilfredshed er, at vi skulle hen til det 81. minut, før vi fik lukket kampen”, lød det fra en meget tilfreds cheftræner.

Med sejren rykkede Varde igen op i den bedste halvdel af rækken på en 7. plads, som dog kan ændres til en 8. plads efter søndagens to kampe.

Holdets sidste kamp i efteråret er på lørdag, hvor Kolding Boldklub er modstanderen på Sydbank Stadion med kampstart kl. 15.00.

Matchfacts KFUM BK, Roskilde – Varde IF Elite:     

Resultat 1-2 (0-1)

0-1 Niclas Holm (38.)

1-1 Luka Dumic (46.)

1-2 Lasse Holm (81.)

Dommer: Daniel Nanni Serop

Varde: Lasse T. Kristiansen – Daniel Kristiansen, Nicolaj Andreasen, Kristoffer Sørensen, Gustav Vind – Lasse Holm, Søren Pallesen, Mikkel Knudsen (59. Thomas Kirkegaard Jensen), Niclas Holm, Matthias Backs (78. Mads Falk Knudsen) – Buster Kirchner (59. Daniel Eugster).

Advarsel: Gustav Vind (87.)

Referat fra KFUM´s hjemmeside: Klik her

24. Oktober 2015 af Ejgil Gammelgaard