Sejr i testkamp

Trænerstaben udtrykte da også tilfredshed med spillernes indsats efter kampen. “De gode takter fra mandagens testkamp mod EfB´s reservemandskab blev fortsat, og spillemæssigt var vi bedre end Holstebro”, udtalte assistenttræner Morten Køhlert efter kampen. “Vi mangler stadigvæk en del tempomæssigt, men med 5 uger til sæsonstarten skal vi nok få det på plads”, sluttede Morten Køhlert.
På spillersiden har holdet i vinterpausen måttet sige farvel til Niels Peter Mørck, Dennis Nielsen og Kennie Chopart, som har indgået kontrakter med henholdsvis en tysk klub, og 2 islandske klubber. Samtidig er såvel Søren Smedegaard som Stephen Jørgensen langtidsskadede, så en række spillere, dels fra egne rækker og dels udefra har nu chancen for at spille sig ind omkring startopstillingen.
I øvrigt ser truppen frem til, at der forhåbentlig er en kunstgræsbane på plads til den kommende vinter. Sneen og frosten kom ligesom holdet skulle i gang med forberedelserne udendørs, så det meste af opstarten er gået med løb, spinning og boksning. Endvidere har man lejet kunststofbanen i Vejen to aftener fra kl. 21-23 og spillet lidt fodbold i en tom lagerhal. “Det har været lidt som en af de der OK Benzin reklamer engang imellem”, lyder det fra holdets anfører Rasmus Jessen.