Sejr i sidste testkamp

I den sidste testkamp inden turneringsstarten på hjemmebane på Lørdag kl 15.00 mod Kolding Boldklub mødte vi topholdet fra DS pulje 4, Holstebro Boldklub. Undertegnede overværede ikke kampen, men sportschef Claus Holm har sendt følggende referat:

Kampen blev afviklet på et meget flot kunstgræsanlæg i forstaden Mejrup lidt uden for Holstebro. Dommertrioen var mødt op på Holstebros anlæg, så kampen blev påbegyndt uden dommertrioen. En lokal mand sprang til som dommer, og gjorde det fornuftigt indtil dommertrioen ankom efter en halvtimes spil.

I den første 1/3 af kampen bølgede spillet frem og tilbage for 2 opsatte hold, der ville offensiven mest, og kampen blev derfor tempofyldt med nogle halve chancer i begge ender – men forsvaret stod godt og Lasse TK havde flere gode indgreb. Kort efter at dommertrioen havde overtaget kampen, fik  Holstebro et frispark midt på banen, som blev blokeret af Varde forsvaret og bolden endte hos Niclas Holm, som fra midten af banen spurtede fra forsvaret og fra venstre side sparkede hårdt mod forreste stolpe, hvor Kenneth Kruse pressede forsvareren til at sparke bolden i eget net.

Kort efter lagde en Holstebro spiller bolden tilbage til målmanden, som upresset valgte at samle bolden op. Dommeren dømte indirekte frispark, og mens Holstebro spillerne diskuterede med dommeren, trillede en snu Victor Hallum bolden til Nikolaj Forst, som returnerede den, hvorefter og Hallum kunne putte den i nettet til 2-0 til Varde, som var halvlegsstillingen.

Planen i 2. halvleg var ifølge trænerduoen, at vi skulle blive ved at finde rum mellem Holstebros kæder og fortsætte det positive,offensive spil. Men, Holstebro kom bedre ud end os – og inden for de første 12 minutter fik de udlignet. Først ved et langt indlæg fra højre som gik over vore spillere og Lasse TK troede ikke den ville passere. 2-2 kom på en omstilling, hvor vi mistede bolden i opspillet. Bolden blev spillet ned i vores venstre side og på tværs, hvor en Holstebro spiller udlignende med et fladt skud.

Ud af ingen ting var vi indhentet. Det er vores store udfordring at vi giver mål væk alt for let. Vores offensive spil giver os rigtig mange chancer – og vi kan øge scoringsprocenten ved at være mere koldblodige foran mål – noget cheftræner Søren Pallesen også påpegede både i pausen og konkluderede efter kampen.

Vi genvandt melodien midtvejs i halvlegen og havde flere gode gennemspillede angreb. Vi skulle dog helt hen til det 85. minut hvor Nikolaj Forst og Niclas Holm kombinerede flot i venstre side, hvorefter bolden endte ved Nicolaj Andresen som var gået med frem. Han sendte en aflevering ind i feltet,  hvor Matthias Backs kom højest og headede bolden i mål til 3-2. Et flot mål.

Opstarten er nu overstået, og som oftest foregået i regn og blæst – men med stort fremmøde. Nu er det alvor!  2. del af sæsonen starter som nævnt på lørdag mod Kolding Boldklub, og som ikke aflyses, da vi næppe når op på 1.000 tilskuere.

Men vi vil forsøge. Derfor er der gratis adgang til kampen, som afvikles på kunstgræsbanen, og der vil være mulighed for at købe kaffe, øl og grillpølser.

 

Den 8. Marts 2020 af Ejgil Gammelgaard