Sejr i første testkamp

Varde besejrede Ringkøbing 2-0 i den første testkamp på kunstgræsbanen ved Sydbank Stadion efter 0-0 ved pausen.

Efter en 1. halvleg stort set uden reelle målchancer kom der mere gang i begivenhederne de sidste 45 minutter. Morten Smidt bragte Varde foran 1-0 på straffespark midt i halvlegen. Straffesparket blev begået imod Mads Falk Knudsen, som blev skubbet omkuld i feltet da han steg til vejrs på et glimrende indlæg fra Lasse Holm fra venstrekanten.

Gæsterne var tættest på med et kvarter tilbage af kampe, da først Nicolai Andreasen måtte agere redningsmand på stregen, og på det efterfølgende hjørnespark tabte Sune Nissen bolden for fødderne af en Ringkøbing spiller, hvor der igen blev reddet på stregen.

Med knap 10 minutter igen havde Mads Falk Knudsen en tor mulighed for at øge føringen, da han blev spillet fri i dybden af Daniel Kristiansen, men det lykkedes gæsternes keeper at parere skuddet til hjørnespark. På det efterfølgende hjørnespark lykkedes det imidlertid Varde at øge til slutresultatet 2-0. Et kort hjørnespark blev af Niclas Holm ekspederet videre ind til Kristoffer Sørensen, som sparkede bolden i mål.

En rodet 1. halvleg som tydeligvis bar præg af, at det for Varde spillerne var den første testkamp. I 2. halvleg kom der bedre facon på spillet, og ikke mindst defensiven virkede særdeles lovende.

I næste weekend afholdes træningsweekend på Varde Fritidscenter med kamp mod FC Sydvest 05 Tønder om lørdagen og Esbjerg fB (JS) om søndagen.

Matchfacts Varde-Ringkøbing:    

Resultat: 2-0 (0-0)

1-0 Morten Smidt (69. str.)

2-0 Kristoffer Sørensen (82.)

Varde: Sune Nissen – Daniel Kristiansen, Steffen Andersen, Kristoffer Sørensen, Joachim Puggaard (59. Nicolaj Andreasen) – Mathias Backs, Niclas Holm, Thomas Kirkegaard (70. Søren Pallesen), Lasse Holm – Morten Smidt, Daniel Eugster (46. Mads Falk Knudsen).

 

6. Februar 2016 af Ejgil Gammelgaard