Sejr i begge testkampe

Hele trup 1 suppleret med flere U19 spillere har været i gang i weekenden. Fredag aften blev til hjemme 3-1 over DS kollegerne fra Esbjerg fB, og lørdag ligeledes en 3-1 sejr over Ringkøbing. Sidstnævnte kamp blev afviklet i Løgumkloster.

I fredagens kamp var i særdeleshed Mikkel Rohde flyvende, men også U19 spillerne viste, at de sagtens kan begå sig på seniorplan.

Lørdagens kamp mod 2. divisionsholdet fra Ringkøbing gav løfter om, at der venter en stor forårssæson forude. Den første halve time stod der Varde på næsten det hele, og helt fortjent var stillingen da også 2-0 efter godt et kvarters spil.

Det blev 1-0 i det 5. minut ved Mathias Backs, assisteret af Nicolai Forst og 10 minutter senere var rollerne byttet om, da Nicolai Forst udnyttede en frispilning fra Mathias Backs.

Mod slutningen af halvlegen kom Ringkøbing bedre med, og især på standardsituationerne var vestjyderne Varde spillerne overlegne, men heldet var med Varde holdet, som kunne gå til pausen med 2-0.

De sidste 45 minutter var en lige affære, men hvor Varde spillerne skabte chancer i de etablerede angreb med hurtigt pasningsspil, var vestjyderne særdeles farlige på standard situationer, plus at Sune Nissen i et par tilfælde pillede kastanjerne ud af ilden.

I det 83.minut øgede Nicolaj Andreasen til 3-0 på et frisparksindlæg fra Joachim Puggaard, som i 1. omgang blev clearet af Ringkøbing forsvaret. Vestjyderne svarede dog hurtigt igen og reducerede til slutresultatet 3-1 blot 2 minutter senere.

På et flot langskud i overtiden var Jacob Andreasen dog uhyre tæt på at slukke til 4-1, men skuddet sneg sig lige over overliggeren.

Varde: Sune Nissen – Thomas Kirkegaard (55. Nicolaj Andreasen), Kristoffer Sørensen, Joachim Puggaard – Nicolai Forst, Mikkel Knudsen (77. Marcus Selmer), Jacob Andreasen, Lasse Holm (83. Oliver Østergaard) – Mathias Backs, Kenneth Lund og Niclas Holm.

Holdets næste testkamp er på lørdag, hvor holdet ude møder Hedensted fra DS pulje 4.

 

24. Februar 2018 af Ejgil Gammelgaard