Remisløsning på Sydbank Stadion efter intens affære

Jesper Svennesen 2014
Jesper Svennesen før kampen hyldet for sin kamp nr. 300 for Varde

Selv om hjemmeholdet var foran både 1-0 og 2-1 endte den velspillede og intense kamp mod Middelfart ganske retfærdigt med pointsdeling. Kampen endte 2-2, efter pauseføring til Varde på 1-0.

I forhold til onsdagens pokalkamp mod Ringkøbing var Niklas Fyhn tilbage i startformationen som højre back, mens Søren Pallesen indtag pladsen på den centrale midtbane sammen med Mikkel Knudsen. På kanterne var Haile Goitom og Daniel Eugster erstattet med Kasper Køhlert og Emil Rindom Hansen, mens Esben Lauridsen, som erstattede Rasmus Harm helt i front udgjorde angrebet sammen med Thomas Witt.

Hjemmeholdet var klart bedst de første 45 minutter og halvlegsføringen på 1-0 for ganske enkelt et for lille udbytte, spil og chancer taget i betragtning.

Varde holdet havde 3 gode muligheder for at bringe sig i front ca. et kvarter inde i kampen. Først var det Emil Rindom Hansen, der fra en spids vinkel tæt på mål sparkede lige på en Middelfart forsvarsspiller, som fik clearet til hjørnespark. Minuttet efter helflugtede Esben Lauridsen på mål efter et hjørnespark, men desværre lige på keeperen, som fik pareret forsøget. Endelig havde Emil Rindom Hansen en stor mulighed et par minutter senere, da han fra ca. 20 meters afstand sparkede bolden over et tomt Middelfart mål, på en tilfældig bold efter en hård tackling på kanten af feltet mellem Kasper Køhlert og Middelfarts keeper. Desværre måtte Kasper Køhlert efterfølgende lade sig udskifte på grund af et vrid i knæet og blev erstattet af Daniel Eugster.

Føringsmålet til 1-0 faldt efter en god halv times spil, da Emil Rindom Hansen udnyttede en frispilning i dybden fra Thomas Witt, og sikkert scorede hos Patrick Born i gæsternes mål. Minuttet efter havde Varde en kæmpe mulighed for at øge føringen, men det lykkedes ikke Esben Lauridsen at få ram på indlægget fra højre side et par fra stregen. Det lugtede af et straffespark, men det blev ikke dømt.

I halvlegens døende minutter var gæsterne for første gang tæt på en scoring efter godt omstillingsspil, men heldigvis blev der trukket off side på indlægget fra højre side.

Flot 1. halvleg i medvinden af Varde holdet, som sad på kampen og burde have udbygget føringen til mere end det ene mål det blev til.

Gæsterne kom ud med væsentligt mere energi efter pausen og lagde straks et tungt pres på hjemmeholdets mål. Anstrengelserne var da også tæt på at give pote efter 5 minutters spil, da Martin Mortensen sendte et projektil på stolpen fra kanten af feltet. Dog burde der have være fløjtet for hands imod en Middelfart spiller lige forinden.

Esben Lauridsen havde en god mulighed for at bringe Varde holdet yderligere i front et par minutter senere, da han rykkede sig fri på kanten af feltet, men desværre ltykkedes det gæsternes keeper at redde til hjørnespark. Udligningen faldt efter et lille kvarters spil, da Kenneth Fabricius blev spillet fri i feltet. Han rundede Jørgen Simon Jørgensen og scorede sikkert i det tomme mål.

Varde slog dog straks kontra, da indskiftede Daniel Eugster flot sparkede indlægget fra 300 kamps jubilaren Jesper Svennesen i nettet med et fladt skud fra kanten af feltet. Et par minutter senere var Mikkel Knudsen tæt på at udbygge føringen på et langskud, men igen lykkedes det Middelfarts keeper at afværge forsøget til hjørnespark.

Udligningen til 2-2 faldt midt i halvlegen på et fremragende langskud fra ca. 25 meters afstand ved Mads Lier, uden chancer for Jørgen Simon Jørgensen i Varde målet.

Med et kvarter igen af kampen havde gæsterne et par gode muligheder for at bringe sig foran. Først var det Kenneth Fabricius, der fra få meters afstand headede lige over et tomt Vrade mål, og kort efter fik Nicolaj Andreasen blokeret et skud med hovedet, som havde retning mod den fjerneste stolpe, og nok var gået i nettet.

I de sidste 10 minutter af kampen bølgede spillet frem og tilbage og begge hold gik efter de 3 points. Her var hjemmeholdet tættest på. Først havde Emil Rindom Hansen en kæmpe chance på Niklas Fyhns glimrende indlæg til bagerste stolpe, men desværre headede Emil lige på gæsternes keeper fra få meters afstand. Kort efter havde Steffen Andersen et godt forsøg, hvor han trak sig fri udenfor feltet, men kanonerede bolden over mål. Den sidste mulighed tilfaldt Søren Pallesen, som i tillægstiden fra kanten af feltet afsluttede en meters penge over målet.

Således kunne begge hold trække sig tilbage med et enkelt point, hvilket må siges at være ganske retfærdigt, efter en kamp, hvor holdene havde hver deres halvleg, og som kunne have gået begge veje.

Efter kampen gav cheftræner Søren Pallesen da også udtryk for, at 2-2 var et godkendt resultat: “Når man har været foran 2 gange, er det selvfælgelig altid lidt ærgerligt at man ikke vinder kampen, men når vi ikke får lukket kampen i 1. halvleg, må vi stille os tilfredse med det ene point”.

Alt i alt fungerede offensiven glimrende, og der blev produceret rigelig med chancer til at vinde kampen. Desværre kniber det for holdet at få “parkeret bussen”, når en føring skal køres hjem, og 18 indkasserede mål i 8 kampe er ganske enkelt for mange.

Med det uafgjorte resultat røg Varde en enkelt plads ned i tabellen som nr. 10 i et meget tæt midterfelt, men kan blive overhalet yderligere, når søndagens 3 kampe er afviklet.

Holdets næste opgave er på lørdag, hvor Kolding IF tager i mod på Kolding Stadion med kampstart kl. 13.00.

Matchfacts Varde IF Elite – Middelfart 

Resultat 2-2 (1-0)

1-0 Emil Rindom Hansen (33.)

1-1 Kenneth Fabricius (58.)

2-1 Daniel Eugster (59.)

2-2 Mads Lier (67.)

Dommer: Steffen L. Christensen

Tilskuere: 168

Varde: Jørgen Simon Jørgensen – Niklas Fyhn, Nicolaj Andreasen, Søren Nørgreen, Jesper Svennesen – Kasper Køhlert (27. Daniel Eugster, Mikkel Knudsen, Søren Pallesen, Emil Rindom Hansen – Thomas Witt (74. Steffen Andersen) og Esben Lauridsen (60. Rasmus Harm).

Ikke benyttet: Sune Nissen

Advarsler: Søren Pallesen (50.) og Niklas Fyhn (86.)

 

28. September 2014 af Ejgil Gammelgaard