Pointsdeling i topkamp

Lørdagens topkamp på Home Tarup Park mellem Tarup-Paarup og Varde endte ganske retfærdigt med pointsdeling efter 1-1, hvilket også var stillingen efter de første 45 minutter.

Det intense, tempofyldte og ret chancefattige opgør var præget af en masse dueller uden at spillet dog på nogen måde udartede. I slutfasen kunne sejren være gået til begge sider, og der var nerve i kampen til sidste fløjt.

Hos Varde var Mikkel Knudsen tilbage på den defensive midtbane, og Kenneth Lund tilbage på højre kant, hvor de afløste henholdsvis Thomas Kirkegaard Jensen og Rasmus “mc” Christiansen.

Efter en lige start på kampen bragte hjemmeholdet sig foran i det 10. minut, da Mathias Kristensen headede et indlæg fra venstre kant i nettet. Der gik dog kun 3 minutter så havde Varde udlignet føringen. Mathias Backs lagde en bold ind i feltet, hvor Kenneth Lund fik headet kuglen i nettet.

5 minutter senere appellerede Varde spillerne for straffespark, da Kenneth Lund blev revet tilbage i et gennembrudsforsøg i feltet, men dommeren vinkede afværgende.

Kort før pausen havde Mathias Kristensen et skudforsøg fra en spids vinkel, hvor bolden røg i sidenettet, og i halvlegens sidste minut tog Kenneth Lund et commando raid på højre kant, men desværre afsluttede Mathias Backs for svagt på Lund´s indlæg i feltet.

Hjemmeholdet kom bedst ud efter pausen og efter et lille kvarters spil headede Mathias Kristensen først lige over overliggeren, og minuttet efter måtte Sune Nissen diske op med en super redning på Jonas Bentzen´s afslutning fra få meters afstand.

Herefter foretog Varde en offensiv indskiftning, hvor Kasper Køhlert erstattede Simon Jelstrup, og fik lagt et større tryk på hjemmeholdets defensiv. Minuttet efter blev Mathias Backs da også spillet fri i feltet, men hans skud fra en spids vinkle blev clearet til hjørnespark.

Lidt senere havde Backs en ny mulighed, men hans hovedstød røg en halv meter over overliggeren. Med 10 minutter igen var det Kasper Køhlert, der fik fyret kanonen af, men uheldigvis ramte skuddet en forsvarsspiller.

De sidste 10 minutter gik begge hold efter en afgørelse, men udover en række standard situationer i begge ender kom ingen af holdene frem til de oplagte muligheder, og kampen endte således ganske passende med en pointsdeling.

Cheftræner Søren Pallesen var da også ganske tilfreds efter kampen, og havde stor ros til hele holdet: Det var vigtigt at hjemmeholdet ikke snuppede alle 3 points, og 1 point ude mod et godt hold som Tarup-Paarup kan vi leve med. Sammenlignet med de seneste 3 opgør mod Tarup-Paarup var det også yderst tilfredsstillende, at vi i dag var i stand til at matche fynboerne og var i kontrol kampen igennem”, sluttede cheftræneren.

Med weekendens resultater er Kolding B trukket lidt fra i toppen, og har nu 14 points dog for en kamp mere. Herefter er der tæt løb i toppen, hvor kun 2 points skiller B1909 på 2. pladsen og Varde på 6. pladsen, nu med 9 points.

I næste weekend er der igen hjemmekamp, når B1913 er gæster på Sydbank Stadion med kampstart lørdag kl. 15.00.

Matchfacts Tarup-Paarup – Varde IF Elite:  

Resultat 1-1 (1-1)

1-0 Mathias Kristensen (10.)

1-1 Kenneth Lund (13.)

Dommer: Midhat Sulejmanovic

Tilskuere: Ca. 125

Varde: Sune Nissen – Simon Jelstrup (60. Kasper Køhlert), Jacob E. Hansen, Nicolaj Andreasen, Joachim Puggaard – Mikkel Knudsen – Kenneth Lund (74. Dogan Özcelik), Jakob Andreasen, Nicolaj Forst Jensen, Niclas Holm (87. Thomas Kirkegaard Jensen – Mathias Backs.

Advarsler Varde: Jacob E. Hansen (86.) og Nicolaj Forst Jensen (89.)

Advarsler Tarup-Paarup: Lasse Roost Rasmussen (73.) og Thomas Broe (76.)

 

Den 9. September 2017 af Ejgil Gammelgaard