Drømmemål af Morten Eggert til 2-0

Vardes 2. divisionshold leverede en særdeles disciplineret indsats i lørdagens kamp i Otterup, og vandt en overbevisende sejr på 3-0 efter 2-0 ved pausen.

I forhold til kampen mod Marienlyst var anfører Rasmus Jessen tilbage i midterforsvaret og Casper Homann havde overtaget sin sædvanlige plads som højre back. Som hængende angriber havde trænerteamet denne gang valgt Steffen Andersen, hvilket gav plads fra start til Esben Lauridsen på venstre kant.  

Varde holdet sad på kampen gennem samtlige 91 minutter, hvor det konstant højt anlagte pres på hjemmeholdets boldholder medførte et hav af fejl hos Otterup spillerne. Reelt set blev kampen definitivt afgjort efter få minutters spil i 2. halvleg, hvor Varde bragte sig foran 3-0 og resten af kampen var ren cruise control fra Varde holdets side, som ikke tillod hjemmeholdet blot en enkelt chance for at pynte på resultatet. “En meget stille dag på kontoret” som Vardes midterforsvarer Søren Nørgreen konstaterede efter kampen.

Allerede efter 10 minutters spil var Jesper Brinck tæt på at bringe Varde i front efter en glimrende aflevering fra Steffen Andersen. Brincks afslutning blev dog reddet til hjørnespark af en Otterup forsvarer. Efter 20 minutters spil fandt Kasper Køhlert Morten Smidt med en dyb aflevering i feltet, men desværre afsluttede Morten Smidt lige forbi Sune Nissen i Otterup målet. Herefter fulgte 10 minutter, hvor hjemmeholdet spillede sig frem til de eneste par halve muligheder, som holdet kom frem til i gennem hele kampen. Heldigvis havde afslutningerne slet ikke samme kvalitet som opspillet, og afslutningerne røg langt forbi mål. 

Med 5 minutter tilbage af 1. halvleg kom så føringsmålet til 1-0. Altid energiske Steffen Andersen lagde en flot aflevering ind i feltet fra højrekanten, hvor Esben Lauridsen viste hidtil ukendte hovedstødskompetencer og sikkert headede kuglen ind i nettet helt uden chancer for Sune Nissen. I halvlegens sidste minut var det så Morten Eggert Nielsens tur til at vise høj klasse. Morten tog chancen fra 20 – 25 meters afstand, og hamrede kuglen på undersiden af overliggeren, hvorfra bolden slog ned på den rigtige side af stregen, set med Varde øjne. Et rent drømmemål fra Mortens pote, og et super resultat at gå ind til pausen på.

2. halvleg startede med en god mulighed til Morten Smidt efter en opspilningsfejl hos Otterup, men igen kneb det med skarpheden hos Smidt, som afsluttede lige forbi. Det var dog en stakket frist for hjemmeholdet, da målet til 3-0 faldt et par minutter senere. Efter glimrende kombinationer på højrekanten var det først Jesper Brinck, der fik afsluttet på Sune Nissen, som i fø

rste omgang klarede frisag, men på riposten var der ingen nåde,  og Steffen Andersen afsluttede sikkert til 3-0.         

I den resterende del af kampen var der gode muligheder til såvel Steffen Andersen som Morten Smidt for at udbygge føringen, men det blev ved 3-0.

Hele Varde holdet skal roses for en meget disciplineret indsats, hvor aftalerne blev overholdt og hvor der løbemæssigt blev investeret flot kampen igennem.

Med sejren rykkede Varde 2 pladser frem i tabellen og ligger nu på 3. pladsen med et enkelt point mere end Aarhus Fremad, som hjemme på Riisvangens Stadion måtte nøjes med 2-2 mod Kjellerup. Næste lørdag er det igen et fynsk hold, som gæster Sydbank Stadion, når Aarup kommer på besøg. 

Matchfacts Otterup – Varde:   

0-1 Esben Lauridsen (41.)

0-2 Morten Eggert Nielsen (45.)

0-3 Steffen Andersen (49.)

Dommer: Henrik Mortensen

Tilskuere: 90

Varde: Tommy Ladefoged – Casper Homann (75. Jesper Svennesen), Søren Nørgreen, Rasmus Jessen, Steffen silberbauer – Morten Eggert Nielsen, Kasper Køhlert, Jesper Brinck, Esben Lauridsen (66. Rene Deigaard) – Steffen Andersen og Morten Smidt (82. Rasmus Harm).

Ikke benyttet: Brian Heller

Advarsler: Ingen

 

14.04.2012 af Ejgil Gammelgaard   

 

Comments are closed.