Overbevisende sejr over AaB

Mikkel Knudsen
Mikkel Knudsen kronede en flot indsats med målene til 1-0 og 2-0

Den store og kompetente bredde i truppen blev tydeligt demonstreret lørdag eftermiddag på Sydbank Stadion, hvor hjemmeholdet uden Tobias Jeremiasen, Søren Nørgreen, Esben Lauridsen, Niklas Fyhn og Jesper Lund vandt en overbevisende sejr på 4-0 over AaB efter 0-0 ved pausen.

Rasmus Svennesen remplacerede på glimrende vis anfører Søren Nørgreen i centerforsvaret, mens Rasmus Harm og Steffen Andersen udgjorde angrebet. Endelig fik Martin Thomsen chancen fra start på bekostning af Simon Matras.

Varde var spilstyrende i en chancefattig 1. halvleg, hvor hvert af holdene havd ee enkelt mulighed. Aalborgensernes mulighed opstod i det 20. minut. hvor Kristoffer Sørensen var tæt på at støde et indlæg i eget net, men Sune Nissen fik afklaret med en feberredning. Vardes største mulighed kom i halvlegens sidste minut, hvor Thomas Warmer fra kanten af straffesparksfeltet sparkede lige forbi mål.

2. halvleg startede med et farligt forsøg fra gæsterne, hvor bolden på en afslutning røg lige forbi målstolpen, men derefter stod der Varde på resten af kampen. Mikkel Knudsen bragte Varde foran 1-0 i det 47. minut, hvor han selv førte bolden frem fra midten af banen og afsluttede med et skud fra kanten af feltet, som overlistede AaB´s keeper ved foden af den ene stolpe.

I de efterfølgende minutter var der store muligheder for at øge føringen ved Kasper Køhlert af flere omgange samt Rasmus Harm inden Mikkel knudsen med sit andet mål slukkede lyset for aalborgenserne. Målet faldt efter 68. minutters spil, hvor Mikkel Knudsen med Martin Thomsen som bande bragte sig helt fri, og sikkert afsluttede ved foden af den ene stolpe uden chance for AaB´s keeper.

Det blev 3-0 ved Thomas Warmer direkte på frispark i det 86. minut, inden Steffen Andersen slog det sidste søm i med målet til 4-0 i det 90. minut, efter en glimrende aflevering i dybden af Thomas Warmer.

Overbevisende sejr, selv om spillet aldrig nåede de helt store højder, der til var modstanden for svag. Varde spillerne var generelt hurtigere på bolden end gæsterne, og stort set alle 2. bolde blev ligeledes vundet. Defensiven var igen dirkefrit med det 4. clean sheet i træk, og offensivt blev der genereret et utal af chancer i de sidste 45 minutter.

Med Lindholms nederlag til Vejgaard i lokalopgøret i Aalborg har Varde nu et hul på 6 points ned til både Kjellerup og Lindholm, som indtager anden og tredje pladsen i rækken. Næste opgave for Varde holdet er på lørdag, hvor holdet skal en tur til Aarhus og møde Aabyhøj fra den nederste del af tabellen.                    

Matchfacts Varde – AaB     

Resultat: 4-0 (0-0)

1-0 Mikkel Knudsen (47.)

2-0 Mikkel Knudsen (68.)

3-0 Thomas Warmer (86.)

4-0 Steffen Andersen (90.)

Dommer: Sune Feddersen

Tilskuere: 137

Varde: Sune Nissen – Søren Pallesen (87. Nicolaj Andreasen), Kristoffer Sørensen, Rasmus Svennesen, Jesper Svennesen – Kasper Køhlert, Tom Warmer, Mikkel Knudsen, Martin Thomsen (75. Simon Matras) – Steffen Andersen, Rasmus Harm (81. Jeppe Carstensen).

Advarsler Varde: Ingen

Advarsler AaB: 3 stk.

Dagens Varde spiller: Mikkel Knudsen

 

3. maj 2014 af Ejgil Gammelgaard