Overbevisende sejr i sidste testmatch

Varde storsejrede i den sidste testmatch inden sæsonpremieren næste søndag på udebane mod Kolding Boldklub. JS-mandskabet KSC blev på hjemmebane nærmest kørt over af et determineret Varde mandskab, som vandt kampen med 9-0 efter 5-0 ved pausen.

Bortset fra Sune Nissen, som havde meldt afbud og Thomas Warmer, som først vender tilbage fra ferie på tirsdag var der spilletid til de øvrige 17 spillere i truppen, her i blandt de 5 nye, målmanden Jørgen Simon Jørgensen,  midtbanespilleren Haile Goitum samt offensivspillerne Emil Rindom Hansen, Daniel Eugster og Thomas Witt.

Varde styrede begivenhederne fra start til slut og allerede i det 2. minut bragte Steffen Andersen Varde foran 1-0, da han udnyttede Søren Pallesens indlæg ved forreste stolpe. Efter et kvarters spil var det Jesper Svennesens glimrende indlæg fra venstrekanten, som Steffen Andersen headede ind til 2-0.

10 minutter senere var det Niklas Fyhn´s tur til at behandle et nyt indlæg fra Jesper Svennesen efter fortjeneste, da han headede bolden i nettet. Målet til 4-0 faldt efter et godt gennembrud af Esben Lauridsen, som serverede flot til Rasmus Harm, der eksekverede sikkert med et fladt skud.

Steffen Andersen fuldbyrdede sit hattrick 4 minutter før pausefløjten, da han firsttimede Søren Pallesens indlæg i nettet.

I pausen foretog Varde 4 udskiftninger. På back pladserne blev Søren Pallesen og Jesper Svennesen erstattet af henholdsvis Nicolaj Andreasen og Jeppe Carstensen, Emil Rindom Hansen blev erstattet af Daniel Eugster på venstrekanten, mens Kasper Køhlert på højrekanten erstattede Rasmus Harm, der blev flyttet frem i angrebet  i stedet for Esben Lauridsen. Endelig erstattede Thomas Witt Steffen Andersen helt i front. Haile Goitum fik de sidste 30 minutter på venstrekanten, mens Daniel Eugster blev flyttet helt i front i stedet for Rasmus Harm.

Varde fortsatte de gode takter i 2. halvleg, men man skulle dog helt frem til det 65. minut før der kom gang i scoringen. På et glimrende indlæg fra Nicolaj Andreasen bankede Thomas Witt bolden i nettet.

I kampens sidste 10 minutter faldt der yderligere 3 scoringer. Først var det Kasper Køhlert, der scorede på et glimrende oplæg fra Mikkel Knudsen, derefter omsatte Daniel Eugster et godt indlæg fra Kasper Køhlert til scoringen til  8-0, og endelig sluttede Kasper Køhlert målfesten med sin scoring til 9-0 efter et sologennembrud.

Cheftræner Søren Pallesen roste efter kampen hele holdet for en fremragende indsats. “Gode løb, skarphed og koncentreret indsats gennem alle 90 minutter”, var nogle af de ord, cheftræneren satte på efter kampen. 

Matchfacts KSC – Varde IF Elite:

Resultat: 0-9 (0-5)

0-1 Steffen Andersen (2.)

0-2 Steffen Andersen (15.)

0-3 Niklas Fyhn (25.)

0-4 Rasmus Harm (35.)

0-5 Steffen Andersen (41.)

0-6 Thomas Witt (65.)

0-7 Kasper Køhlert (82.)

0-8 Daniel Eugster (85.)

0-9 Kasper Køhlert (90.)

Varde: Jørgen Simon Jørgensen – Søren Pallesen (46. Nicolaj Andreasen), Kristoffer Sørensen, Søren Nørgreen, Jesper Svennesen (46. Jeppe Carstensen) – Rasmus Harm (60. Haile Goitum), Mikkel Knudsen, Niklas Fyhn, Emil Rindom Hansen (46. Daniel Eugster) – Steffen Andersen (46. Thomas Witt), Esben Lauridsen (46. Kasper Køhlert).

 

3. August 2014 af Ejgil Gammelgaard