Vardes DS-hold skal igen en tur til Aalborg, hvor holdet lørdag eftermiddag kl. 14.00 møder Vejgaard Boldklub.

Oprykkerne fra den sydøstlige del af Aalborg fik en flot start på efteråret, da man indledte med 2-2 ude mod Aarhus Fremad og derefter besejrede Hedensted 4-1 på hjemmebane. Siden hen er det gået mindre godt, og holdet har således tabt de seneste 6 kampe og ligger på næstsidstepladsen i rækken med 4 points. Det skal dog noteres, at de fleste af nederlagene har været på et enkelt mål. Der er langt fra tale om et hold, der slår op i banen, når tingere ikke går deres vej, men,  som vi alle kan huske fra forårets kampe tærer de mange nederlag uomtvisteligt på selvtilliden.

Varde derimod har ikke tabt i de seneste 7 kampe, og med sejre i de seneste to kampe er holdet kravlet op på en 5. plads i rækken med 13 points.

Indsatsen i sidste weekend mod Aabyhøj, som blev besejret med 2 – 1 var langt fra prangende, men alligevel tilstrækkelig til en aldeles fortjent sejr. Det gælder derfor om finde conceptet fra de forrige kampe med et højt presspil fra første fløjt og ikke levne modstanderne ro. Assistenttræner Klaus Nielsen lægger da heller ikke skjul på, at det er kamp som skal give 3 points. “Skal vi hægte os på den sjove ende af rækken, og dermed tilkæmpe os et fornuftigt udgangspunkt til forårets kampe, er lørdagens kamp, en kamp der skal vindes. Vi har haft 4 glimrende træningspas i ugens løb, så spillerne er fuldt opsatte på at fortsætte den gode trend”.           

Mens Vejgaard må undvære 2 spillere i lørdagens kamp, som begge er karantæneramt, har Varde startformationen fra de seneste kampe intakt. Derimod er Thomas Warner indisponibel, da han i indeværende uge har været en tur i England, for at få foretaget en mindre operation. I stedet vender Simon Matras tilbage til truppen efter stor succes på serie 1 holdet i sidste weekend, hvor han scorede 3 gange.

Truppen har følgende udseende: Brian Heller, Jeppe Carstensen, Søren Nørgreen, Kristoffer Sørensen, Niklas Fyhn, Simon Matras, Steffen Andersen, Jesper Svennesen, Martin Thomsen, Tobias Jeremiassen, Lennart Borgvardt, Søren Pallesen, Rasmus Harm og Rasmus Svennesen.

 

4. Oktober 2013 af Ejgil Gammelgaard  

 

Comments are closed.