Optakt Varde – Thisted FC

Varde IF Elite møder Pinselørdag Thisted FC på Sydbank Stadion med kampstart kl. 15.00. Det er således en ny top mod bund dyst der venter publikum.

Thyboerne ligger komfortabelt placeret som nr. 4 i tabellen med 39 points, og kan reelt set hverken indhente topholdene, eller selv komme i knibe i nedrykningskampen. Hjemmeholdet har heller det store at spille for rent pointmæssigt, da overlevelse må betragtes som nærmest utopisk. Begge hold kan således spille frit, og mon ikke der venter en spændende kamp med masser af seværdig fodbold.

Holdene spiller sædvanligvis nogle tætte opgør, og de seneste to indbyrdes kampe er da også endt uafgjort. Efterårets kamp i Thisted sluttede således 0-0.

Den helt store profil hos gæsterne er Mikkel Agger med en fortid i Esbjerg fB og AC Horsens, som for alvor har genfundet målinstinktet. Med foreløbig 24 mål er han suveræn topscorer i rækken, og har scoret næsten halvdelen af Thisted FC´s mål. Nr. 2 på gæsternes topscorerliste er den tidligere Kjellerup IF spiller, Søren Nielsen, der foreløbig har scoret 8 mål. Der er derfor ingen tvivl om, at Varde forsvaret får en travl eftermiddag.

I sidste weekend løb Thisted dog ind i en slem skuffelse mod oprykningskandidaterne fra Marienlyst, da holdet tabte 3-2 efter at have ført 2-0 på 2 mål af Mikkel Agger indtil der manglede 20 minutter af kampen.

Hos Thisted FC er Christian Flindt Bjerg i gang med sin sidste halvsæson som cheftræner, da han til efteråret skal være U19 cheftræner i AGF. Ny mand i chefrollen i Thisted bliver Jammerbugt FC´s nuværende cheftræner Bo Zinck, som hermed genforenes med sin tidligere assistenttræner i Jammerbugt FC, Henning Pedersen.

Hjemmeholdet hentede på en sen scoring dybt inde i overtiden det ene point i sidste weekeend´s  bundopgør mod Kjellerup. Det er dog en Varde trup i markant forstærket udgave, der tager imod Pinselørdag. Mikkel Knudsen og Søren Pallesen er tilbage efter karantæne, mens Morten Smidt er tilbage efter en skadespause, og viste storform på 2. holdet i mandags med 3 scoringer.

“Det gælder om at få lukket ned for Thisteds raketter, hvilket jeg er sikker på at vi har værktøjerne til, og så få scoret et enkelt eller to mål i den anden ende” lyder det fra cheftræner Søren Pallesen, som for første gang i lange tider kan stille med en næsten skades- og karantænefri trup. Kun Mikkel Rohde er ude med karantæne, mens  Niklas Fyhn er væk resten af foråret.

Vardes trup til kampen: Jørgen Simon Jørgensen, Jeppe Carstensen, Kristoffer Sørensen, Michael Rødgaard, Mikkel Knudsen, Martin Thomsen, Jesper Svennesen, Esben Lauridsen, Morten Smidt, Jesper Lund, Søren Pallesen, Daniel Eugster, Victor Wagner, Kasper Køhlert, Jonas G. Hansen, Nicolaj Andreasen og Sune Nissen.

 

22. Maj 2015 af Ejgil Gammelgaard