Stephen Jørgensen vender tilbage efter sin meniskenskade

Lørdag kl. 15.00 mødes Varde og Boldklubben Skjold fra København på Sydbank Stadion.

Hjemmeholdet konsoliderede sidste weekend sin 3. plads qua 1-0 sejren ude over Aarhus Fremad, mens Skjold efter 2-0 nederlaget på Østerbro stadion til Thisted fortsat er at finde lige under stregen med 1 point op til Otterup, der ligger på den frelsende 12. plads i tabellen. Gæsterne kæmper derfor selvsagt en  indædt kamp for at bevare divisionsstatusen, og der hersker således ingen tvivl om, at der venter hjemmeholdet en ny vanskelig opgave.

Boldklubben Skjold stiftet i 1915 kan bryste sig af at være en af landets største klubber. Det, at være en klub med mange medlemmer er dog ikke ensbetydende med at være en storklub. Skjold har således siden sæsonen 2006/07 befundet sig i 2. division, efter at klubben i sæsonen 2003/04 opnåede sin hidtil bedste placering med en 5. plads i den næstbedste række.  I sæsonen 2006/07 var Skjold ligeledes placeret i vest-kredsen, hvor det blev til nederlag i begge kampe mod Varde. Kampen i sidste spillerunde i efteråret 2011 på Østerbro stadion endte ligeledes med en Varde sejr, hvor Kennie Chopart scorede kampens enlige mål på straffespark.    

I sidste sæson klarede både Skjold og Varde frisag i den sidste spillerunde, men mens hjemmeholdet allerede har sit på det tørre i denne sæson, ser det ud til, at Østerbro-holdet igen skal kæmpe med i den tvivlsomme ende af rækken for at overleve. Efter en del udskiftninger i truppen hen over vinteren ser det dog ud til at holdet at blevet styrket i forhold til efteråret. 4-1 ude mod Lindholm, 2-2 ude mod Kjellerup og 1-1 hjemme mod Aarhus Fremad vidner da også om et hold, der på en god dag kan spille lige op mod de bedste.    

Hjemmeholdet kommer med en fortjent 1-0 sejr i bagagen fra udekampen mod Aarhus Fremad, hvor holdet i 1. halvleg viste det bedste spil i foråret indtil videre. Ligeledes glædeligt, at topscorer Morten Smidt igen fik gang i målscoringen efter en tørkespause på 6 kampe. 

Cheftræner Jørn Bach er da også fortrøstningsfuld forud for kampen. ”Vi skal have alle 3 points og vise hjemmepublikummet, at kampen mod Aarup var en enlig svale. Jeg vurderer også, at Skjold ligger godt til os, således at vi kan lægge presset lidt højere på banen end sædvanlig, og for alvor få iscenesat vores kantspil”.  

Hjemmeholdet stiller stort med samme trup, som gjorde det så fortræffeligt på Riisvangens Stadion sidste weekend. Anfører Rasmus Jessen er tilbage i truppen på bekostning af Jeppe Mackenhauer, men er dog tvivlsom til opgøret som følge af en skade, Stephen Jørgensen er med i  truppen for første gang siden efteråret efter sin langvarige meniskenskade og endelig afløser Rasmus Harm, Rene Deigaard, der er forhindret.  

Vardes trup til kampen: Tommy Ladefoged, Søren Nørgreen, Rasmus Jessen, Jesper Brinck, Kasper Køhlert, Steffen Andersen, Jesper Svennesen, Jonas Sømmerly, Morten Smidt, Casper Homann, Steffen Silberbauer, Stephen Jørgensen, Rasmus Harm, Morten Eggert Nielsen, Esben Lauridsen og Brian Heller.

 

4. Maj 2012 af Ejgil Gammelgaard     

 

Comments are closed.