Optakt Varde – Ringkøbing

Endelig kan vi igen byde velkommen til kamp i Danmarksserien pulje 3, hvor Varde i den første hjemmekamp siden den 26. Oktober 2019 møder Ringkøbing, som er tilbage i Danmarksserien efter 3 sæsoner i 2. division. Der er kampstart lørdag kl. 15.00 på Sydbank Stadion.  

Selv om gæsterne har mistet enkelte spillere som følge af nedrykningen må holdet på forhånd vurderes som det stærkeste hold i rækken og med det nuværende set-up være storfavoritter til at vinde puljen, hvilket da også stemmer overens med klubbens mål – at vende tilbage til divisionsrækkerne i første hug.  

Ny cheftræner er Claus Christiansen, som sidst på sæsonen 2019/20 afløste Nicolai Wael, som fik 4½ år i cheftrænerstolen. Claus Christiansen er Varde stødt ind i flere gange indenfor de seneste år – i sæsonen 2012/13 som cheftræner i FC Skanderborg og sæsonen 2018/19 som cheftræner i Silkeborg KFUM.   

Holdet har dog ikke imponeret voldsomt i første 3 kampe, som er resulteret i en enkel sejr i premierekampen mod OKS på 2-1 samt senest 2 uafgjorte kampe mod henholdsvis Horsens fS og Hedensted. Tirsdag aften blev holdet sendt ud af Sydbank Pokalen efter et nederlag på 2-0 til Vendsyssel FF fra NordicBet Ligaen.  

Varde er med 4 points i 2 udekampe kommet fint fra start. Især kampen sidste weekend mod Tarup/Paarup var opløftende, og kan holdet nå samme niveau i lørdagens kamp er cheftræner Søren Pallesen overbevist om, at holdet har en god chance for at drille Ringkøbing. ”Skal vi indfri sæsonens målsætning om at komme med i slutspillet om oprykning til 2. division – altså i top 4 – er alle kampe vigtige. Derfor forventer jeg et toptunet hjemmehold, der vil give alt hvad vi har, for at skaffe et godt resultat”, lyder det fra cheftræneren.    

Søren Pallesens vurdering af pulje 3 er, at der er mange gode hold, der vil være med i kampen om top 4. ”Udover Ringkøbing gælder det efter min mening også Hedensted, B1913, Tarup/Paarup, Odder, Marienlyst samt os selv, så der bliver kamp om det”!!

Cheftræneren udtrykker også stor glæde over genstartsforløbet efter Corona-nedlukningen, som satte sit store præg på foråret. ” Vi har en ekstrem god og harmonisk 1. holdstrup, hvor alle bidrager til et godt træningsmiljø. Derudover er det glædeligt at se, hvordan Jyllandsserie- og Serie 3 holdet klarer sig. Det gælder både fremmødet til træning samt resultaterne på banen. Til sidst må jeg lige nævne U19-truppen, hvor der er over 25 mand til træning hver gang og 2 11-mandshold med i turneringen. Det er en fornøjelse at se når de træner og vidner om at fødekæden blomstrer”, slutter Søren Pallesen.

Der er næsten udtaget samme trup som til kampen sidste lørdag mod Tarup/Paarup, dog er Viktor Skovby tilbage, mens Lasse Holm spiller på JS-holdet

Varde stiller med følgende trup til kampen: Lasse T. Kristiansen, Kristoffer Sørensen, Viktor Skovby, Søren Jelstrup, Mikkel Rohde, Mikkel Blåholm, Jonas Gejel Hansen, Mikkel Fischer, Niclas Holm, Joachim Puggaard, Nicolaj Forst, Nikolaj Andreasen, Jeppe Aarhus og Jesper “mc” Christiansen.

 

Den 4. September 2020 af Ejgil Gammelgaard