Optakt Varde – Randers Freja

I forårssæsonens tredje turneringskamp møder Varde lørdag eftermiddag kl. 15.00 på Sydbank Stadion Randers Freja. 

Randers Freja er én af de 6 moderklubber bag Randers FC, og sidstnævnte spiller da også på Randers Frejas licens. Randers FC´s talentudvikling ligger ligeledes hos Randers Freja, som har såvel U-19 som U-17 liga fodbold.

Kronjyderne, som er placeret midt i tabellen, har hentet et enkelt point i de to første runder i foråret. I sæsonpremieren blev holdet besejret 1-0 af Lindholm, mens kampen i sidste weekend mod Hjørring sluttede med de vanvittige cifre 6-6, hvor Hjørrings udlignende mål først faldt overtiden.

Den omvendte kamp mellem Randers Freja og Varde i efteråret sluttede 2-2, efter at hjemmeholdet havde ført 2-0 indtil 10 minutter før tid, og hvor det først lykkedes Varde at få udlignet 2 minutter inde i overtiden. Randers Freja mandskabet var et særdeles velspillende hold, og det var først mod slutningen af kampen, at Varde fik tilkæmpet sig et spillemæssigt overtag, som gav udbytte til allersidst. 

Varde fik hurtigt rystet skuffelsen fra premierekampen mod Lyseng af sig, da holdet i sidste weekend besejrede Viby med 2-0 i topkampen i Viby Idrætspark. Det var dog først på 2 mål indenfor de sidste 5 minutter, af en meget chancefattig kamp, at sejren blev sikret. Esben Lauridsen scorede til 1-0 på en god frispilning fra Niklas Fyhn, og i sidste minut af den ordinære spilletid var han også arkitekten bag målet til 2-0, da han spillede Steffen Andersen helt fri foran målet.  

Med sejren tilbageerobrede hjemmeholdet duksepladsen i rækken, og med uafgjorte kampe for de 3 øvrige oprykningsaspiranters vedkommende, blev der igen skabt lidt luft i toppen af rækken.   

Til kampen må Varde undvære Søren Pallesen og Jesper Svennesen, som begge døjer med småskader. De erstattes af Jeppe Carstensen og Rasmus Svennesen. Cheftræneren er dog overbevist om, at de positive takter fra Viby kampen kan fortsætte. ”Forsvaret skal igen være yderst koncentrerede gennem samtlige 90 minutter, og så håber jeg, at vi bliver i stand til at skabe lidt flere chancer end sidste lørdag. Det unge Randers Freja hold er jo ikke et typisk omstillingshold, så jeg forventer en særdeles underholdende kamp, hvor begge hold er indstillet på offensiv, positiv fodbold”.      

”Endelig brænder spillerne for at vise det trofaste hjemmepublikum, at den tamme, blodfattige indsats i sidste hjemmekamp var en enlig svale, så vi tror på alle 3 points”, slutter cheftræneren.  

Vardes trup til kampen er som følger: Sune Nissen, Tobias Jeremiassen, Kristoffer Sørensen, Søren Nørgreen, Rasmus Svennesen, Kasper Køhlert, Mikkel Knudsen, Niklas Fyhn, Martin Thomsen, Steffen Andersne, Rasmus Harm, Esben Lauridsen, Jeppe Carstensen, Simon Matras. 

 

11. April 2014 af Ejgil Gammelgaard