Optakt Varde IF vs OKS

Lørdag kl. 15.00 er der igen fodbold på Sydbank Stadion, hvor Varde møder et af de nye hold i rækken, nemlig oprykkerne Odense Kammeraternes Sportsklub (OKS).

Klubben blev stiftet den 30. januar 1930, som en sammenslutning af Gasværkets Sportsklub, Elværkets Sportsklub samt Telefonvæsenets Sportsklub og blev medlem af DAI. Dengang stod OKS for “Odense Kommunale Sportsklub”, men fik sin nuværende betydning i 1945.

Hjemmebanen, OKSon Park, var i 1980’erne hjemsted for fodbold på højeste niveau. I 1979 rykkede OKS for første gang nogensinde op i det, der dengang hed 3. division – den tredjebedste række i Danmark – og allerede året efter befandt man sig pludselig i den næstbedste række og stod på tærsklen til at være med i det fineste danske fodboldselskab. Her formåede man at blive liggende i flere år. I 1990 rykkede OKS ned til tredjeøverste niveau. Herefter fik klubben økonomiske problemer og begyndte langsomt men sikkert sin deroute til seriefodbolden.

OKS har siden “storhedstiden” dengang – primært levet en tilværelse i Danmarks- og Fynsserien, hvorfra holdet i sidste sæson rykkede tilbage til Danmarksserien.

Fynboerne har fået en pæn start på sæsonen med 7 points for de første 6 kampe. Paradoksalt er alle 7 points hentet på udebane, mens de 3 hjemmekampe alle er resulteret i nederlag. Ifølge cheftræner Rene Lindhardt har man stor respekt for Varde holdet, men håber at holdet kan løfte sig efter sidste weekends nederlag til SfB-Oure og hente minimum det ene point. Cheftræneren lægger dog ikke skjul på, at Varde må påtage sig favoritværdigheden.     

For Varde gælder det om at følge op på de gode takter fra de sidste 45 minutter i sidste weekends kamp mod Kolding Boldklub samt tirsdagens pokalkamp mod Thisted FC, som Varde spillerne havde stor ære af og var tæt på at kvalificere sig videre til 3. runde.

At par af de helt unge spillere fra egne rækker, Mikkel Fischer og Jeppe Aarhus leverede begge en overbevisende indsats i pokalkampen og har fået genvalg til truppen. Mikkel Fischer spillede hele kampen på den centrale midtbane, mens Jeppe Aarhus fik den sidste halve time og kvitterede med 2 flotte scoringer.   

Varde holdets topscorer med 4 mål, forsvarsspilleren Joachim Puggaard, er da også optimist forud for opgøret: ”Alt andet end en sejr vil være en skuffelse for os. Jeg forventer derfor tre point på hjemmebane, hvor vi skal vise de nye oprykkere, at man slår sig imod Varde”.   

Vardes Trup: Sune Nissen, Rasmus Bornhøft, Kristoffer Sørensen, Peter Brix, Viktor Skovby, Søren Jelstrup, Kenneth Kruse, Mikkel Blåholm, Mikkel Rohde, Mikkel Fischer, Simon Jelstrup, Jeppe Aarhus, Nicolaj Forst Jensen, Nikolaj Andreasen og Joachim Puggaard.

 

Den 13. September 2019 af Ejgil Gammelgaard